HJEMREJSE
Atlanterhavet, Marts 1917.
Det var den 1ste Februar Kl. 9 om Morgenen. Vi havde været tidlig oppe og gjort Bagagen færdig. De skinnende røde Sedler med Paaskriften „Hellig Olav“ i kulsort var klæbet paa de gule Kufferter, og alle vore ti Kolli blev sendte af Sted til Scandinavian—American-Liniens Pier i Hoboken. Vi sad nu i vor underlig øde Hoteldagligstue og skulde have vor sidste Breakfast i New York. Vor italienske Waiter havde ønsket os buon viaggio, og vi var helt vemodige ved at skulle forlade den glade, letsindige, dansende Cosmopolis, som New York er bleven.
Da ringede vor Telefon. Jeg kendte straks vor fortræffelige Generalagent, Hr. Halvor Jacobsens Stemme. „De kommer ikke afsted idag.“ — „Hvad gør vi ikke?“ — „Har De ikke læst Morgenaviserne?“ — „Nej, endnu ikke. Vi har pakket og sendt Bagagen til Baaden.“ — „De maa faa den tilbage igen. Tyskland vil uden Varsel torpedere ethvert Skib, der kommer i Nærheden af England. Læs selv Bladene. Intet Skib maa forlade New Yorks Havn. Vor Fart er indstillet til videre Ordre. Se selv ned til os. Farvel!“
Jeg fo’r ud til Elevatoren og ned i Hallen. I Hotelkontoret havde Bladmeddelelserne ikke gjort stort s. 109Indtryk. Man troede ikke, at det var Alvor. Mit noget opskræmte Væsen og Meddelelsen om, at vi var stoppede, gjorde Indtryk.
„He is crazy,“ mumlede Manager’en og mente dermed ikke mig, men the Kaiser; „I assure you, he is crazy. America was his best friend!“
Jeg indlod mig ikke i Diskussion med ham om dette stadig aabne Spørgsmaal, men hver Gang vi i de paafølgende begivenhedsrige Dage talte sammen, endte han uvægerlig med at stirre vist paa mig, ryste paa sit graanende Hoved og hviske: „I’ll tell you, Doctor, he is crazy, take it from me — quite crazy!“
Imidlertid var vi kommet ud paa Gaden, havde med en Pakke Morgenaviser bænket os i en Subway-Expres for at naa hurtigst muligt til vort Dampskibskontor, der ligger aller nederst i Byen, ude ved Havet, ved Bowling Green.
Morgenefterretningen om Tysklands sidste Beslutning spredtes og voksede, alt mens vi raslede og susede afsted under Jorden. Folk myldrede ind ved de store Stationer med Næsen i Bladene og sank om paa Sæderne uden at flytte Blikket fra de store Sensationsoverskrifter.
Kl. 11 om Formiddagen kommer New Yorks Hovedsensationsavis „Evening Telegram“, der indenfor sit lyserøde Omslag rummer endnu flere sorte Løgne end sine Kolleger, og derfor sælges mere end noget andet Blad. Den Morgen lød dens kæmpemæssige Overskrift, der fyldte næsten hele Forsiden: „Tyskland erklærer hele Verden Krig“. Oppe paa Gaden havde Avisdrengene allerede besluttet, at Amerika s. 110skulde gribe til Vaaben, og deres øredøvende Vræl: „War with Germany! — Telegram! — latest! War with Germany!“ skingrede gennem Gaderne og bragte den allerede nervøse Wallstreet til at ryste.
Nede paa Liniens Kontor var fuldt af Folk og Forvirring. Persere, Finner, Polakker — tredie Klasses Passagerer — der ikke forstod et Ord af det hele og hvem det englelig taalmodige Personale søgte at give Forklaring.
Det hele saa sort ud. Vi begyndte at belave os paa at blive i New York, til Krigen var endt og se os om efter et eller andet Arbejde.
Stemningen i Pressen og Befolkningen blev mere og mere ophidset, navnlig da man saa, at Tyskland i høj Grad gjorde Alvor af sin Trusel.
Da — den fjerde Februar — kom Brudet med Tyskland. Præsident Wilson besluttede sig til at afbryde den diplomatiske Forbindelse; Gesandten, Grev von Bernstorff fik overrakt sit Pas og alle tyske Konsuler Ordre til at forlade Staterne. Stemningen steg, men alle Partier stod bag Wilson, hvem man hidtil — just ikke i blide Ord — havde bebrejdet altfor stor Taalmodighed. Bladene udslyngede de heftigste Forbandelser mod Tyskerne og indeholdt daglige Karikaturer af Kejseren og hans Familie, som vilde være utænkelige i et neutralt evropæisk Land.
Dette diplomatiske Brud, der ikke tilsigtede Krig — tvertimod kunde man sige — bragte i alt Fald det gode med sig for os danske Rejsende i New York, at vi ved det fik Udsigt til at komme afsted.
Grev Bernstorff og den samlede Legation maatte s. 111sendes hjem. Det laa nær at antage, at man vilde benytte vor danske Linie. Vort store, smukke Skib „Frederik VIII“ var just ankommet. Og Liniens Repræsentanter satte sig straks i Bevægelse og fik Sagen i Orden i Løbet af forbavsende kort Tid.
For 82,000 Dollars lejede den tyske Regering det danske Skib, men med den Betingelse fra Liniens Side, at alle tidligere indtegnede Passagerer skulde medtages, og med den Betingelse fra tysk Side, at vor Passagerfragt droges fra Lejesummen. Den eneste Vanskelighed var Sikkerhedsforanstaltningerne.
Vort lille Land befinder sig i mere end en Henseende som et vist lille Dyr mellem to haarde Negle. I dette Tilfælde vilde England paa ingen Maade give Afkald paa en Undersøgelse af det diplomatiske Skib, og Tyskland kunde ikke tillade os at gaa ind til Kirkwall. Ogsaa her fandt Liniens Repræsentanter paa Raad. Man foreslog Halifax i Nova Scotia, en engelsk-kanadisk Krigshavn, som kun ligger ca. 40 Timers Fart fra New York.
Forslaget akcepteredes af England, og nu var alt klappet og klart.
Onsdag den 14de Februar var Dokkerne i Hoboken overfyldte af uniformerede og civile Politimænd, Toldere af alle Grader, Privatdetektiver etc., som alle havde til Opgave at skaffe Grev Bernstorff og Følge en saa sikker Afsejling som muligt.
Politiets Hverv blev let. Ingen tænkte sikkert paa at gøre den elskværdige Grev Bernstorff noget ondt. Men Amerikanerne tager den Art Sager meget alvorligt.
s. 112Den tyske Legation kom da ogsaa velbeholden ombord, og vi sejlede afsted med den, under en dødlignende Tavshed fra de amerikanske Autoriteters Side og kun hilst af Hurraraab fra Mandskabet paa Hamborg—Amerika-Liniens internerede Skibe, hvor Demoleringsarbejdet paa Maskinerne i denne højtidelige Anledning for et Øjeblik var lagt til Side.
Og vi drog ud med vor kostbare Passagerladning; Frihedsgudinden blinkede i Solen og tilsmilede os et sidste spottende Farvel, os, der forlod Amerikas Kødgryder for at drage hjem til Europas Trældom og Sult.
Vi Neutrale ombord var, skønt vi søgte at skjule det, noget spændte paa at se de celebre Repræsentanter for Verdens mest omtalte, om end ikke mest populære Stormagt.
Tyskerne hævder altid, at de intet Diplomati har. Grev Bernstorffs Suite ombord i „Frederik VIII“ bestod af 166 Personer, Børn og Tjenerskab ikke medregnet. Endda var adskillige hindrede i at give Møde, de nemlig, der som Generalkonsul Bopp og hans Hjælpere i San Francisco holdtes tilbage af fleraarige Fængselsstraffe, idømte for Dynamitattentater mod amerikanske Borgere og Ejendomme. Til Gengæld var der naturligvis en Mængde Damer blandt det imponerende corps diplomatique.
Ved det første ordnede Middagsbord stifter vi Bekendtskab, gennem Øjet i hvert Fald, med Spidserne af Korpset. Hallen foran Spisesalen er overfyldt af Blomster. Tre mægtige Kranse, en fra „Kriegerbund“, og alle med brede Baand i tyske Farver dominerer og knuser med deres kolossale Omfang og s. 113noget begravelsesagtige Karakter vore beskedne skandinaviske Afskedsbuketter.
Ved Hovedbordet har Korpsets Ceremonimester, Prins Hatzfelt, anordnet Pladser for Ambassadørens Selskab. Han selv, Grev von Bernstorff, er en flot, elegant Mand, ret en Type paa en „schneidig“ Gardeofficer a. D. Han bærer sine fem og halvtresindstyve Aar med en ungdommelig Lethed, er meget høj og velproportioneret, meget blond, meget høflig og elskværdig mod Alle.
Grev Johann v. Bernstorff, som er en Sønnesøns Søn af vor højtfortjente Statsmand A. P. Bernstorff, anses for at være en meget snild Diplomat, der baade i Washington og paa New Yorker Børsen har forstaaet at dreje de forholdsvis troskyldige Amerikanere et usædvanligt stort Antal Knapper. Skønt han har vundet sig mange selskabelige Venner i diplomatiske Kredse, var det ikke uden en vis Lettelse i de politiske, at man saa ham rejse. Hans amerikansk fødte Gemalinde berømmes meget for sin fordringsløse Godhjertethed.
Legationens fineste Navn er imidlertid Prins Hermann von Hatzfelt zu Trachenberg, der er Korpsets og Rejsens Organisator. Prins Hatzfelt ligner ingenlunde en Eventyrprins, snarere en godmodig og solid Bankbogholder, der er paa Ferierejse med Kone og Børn.
Det hele Selskab bærer i det hele et Præg af Jovialitet og Gemytlighed, af hvilke de, der har noget dermed at gøre, dog maaske vilde gøre bedst i ikke at lade sig skuffe.
s. 114Ved det historiske Bord, hvortil ogsaa den unge danske Grev Raben-Levetzau og hans Søster hører, føres Konversationen væsentligt paa Engelsk, der i det hele er det diplomatiske Sprog ombord.
Vi sejler en smuk Morgen ind mod Halifax, der ligger tavs og hemmelighedsfuld op ad sine let skraanende Klippeskrænter. Vort Orkester spiller muntert og lidt for triumferende, alle Passagerer strømmer op paa Dækket, Tyskerne faar deres Prismekikkerter og Cameraer frem og retter dem ugenert mod Krigsskibe og Forter. Stemningen er munter som ved en Pinseudflugt.
Da nærmer sig stille en lille Motorbaad med en engelsk Søofficer ombord. Vort Skib standser. Officeren gaar op ad Falderebet, videre op til Kaptajnen.
En kort Konference. Officeren gaar fra Borde igen. „Frederik VIII“ bakker, vender i den brede, rummelige Havn og staar ud mod den aabne Sø igen. Pinsestemningen falder. Nogle sangvinske Københavnere mener, at hele Undersøgelsen er forbi og at vi nu gaar hjem.
Men vi kaster Anker. Og det meddeles os, at vi har at blive liggende, hvor vi ligger, til Aften, og afvente nærmere Ordre.
En hel lang Dag ligger vi og skvalper, uvirksomme og nedstemte.
Endelig kommer Mørket og med det en engelsk Ledsagedamper, som langsomt bugserer os ind gennem et smalt Felt, paa begge Sider omgivet af Miner. Alt er mørkt. Inde i Land ser vi de elektriske Baner s. 115glide op og ned ad Bjergskrænterne. Ellers intet Lys. Vi forstaar, at vi passerer Halifax og gaar dybere ind i Bugten.
Vi standser. Det fryser stærkt. Et skarpt Søgelys sættes paa os. Det kommer fra den store Krydser „Yorkshire“. Vi ser, at vi ligger midt i Is. Lyset glider i den sorte, barske Vinternat op og ned ad Skibet og vore Ansigter tegner sig efterhaanden blege og for nogles Vedkommende alt andet end gemytlige i det skarpe Lys, medens sorte Silhouetter bevæger sig paa de hvide Kahytsvægge.
En mindre Dampbaad, overfyldt af Marinesoldater, baner sig Vej gennem Isen, stadig vejledet af Søgelyset. Omsider naar den os. Officerer og Soldater entrer vor fredelige „Frederik VIII“, og vi føler os pludselig i Berøring med selve Krigen — Krigen, der i Amerika har staaet som noget fjernt, uvirkeligt.
Marinesoldaterne myldrer ombord, Bajonetterne sættes paa Bøsserne. Skibet overtages af den engelske Commander Adair Hall. Vor brave Kaptajn Thomsen afsættes og behandles næsten som Fange, Vagtposter udsættes, Søgelyset slikker langs Skibssiderne, saa at ingen uset kan nærme sig til eller fjerne sig fra os. Og vi gaar til Køjs og sover, nogle de Retfærdiges Søvn, andre vistnok med en krank Samvittigheds søsygelignende Fornemmelser.
Vi havde tænkt, at Undersøgelsen i Halifax skulde tage os omtrent to Dage; vi blev holdt tilbage der i samfulde 12 Døgn.
Hvad der skete i denne lange Tid? — Intet! Vi gennemgik ingen Krigens Rædsler, men fik en ubetydelig s. 116Forsmag paa dens grænseløse Ensformighed. En Undersøgelse af Personer og Bagage, der med Lethed kunde være foretaget paa ialt Fald 3 Dage, blev med en uendelig, læderagtig Sejghed trukket ud til den firdobbelte Tid.
Hvorfor? Ingen begreb det. Nogle mente, at de engelske Officerer med Villie trak det ud for at ærgre deres Fjender. Muligt, og i saa Fald vilde der dog have været en Slags Plan i det. Men det er mere sandsynligt, at de havde Ret, som i denne operetteagtige Undersøgelse saa et yderligere Bevis paa Englændernes sagnagtige langsommelige Sejghed og Mangel paa Metode.
Det er endnu den Dag idag en Gaade for alle, hvorledes man fik disse tolv dræbende Dage til at gaa. De engelske Søofficerer for statelige og forvirrede om, iøvrigt urokkelig høflige mod Fjenden, venlige og elskværdige mod os andre. Fuldkommen ligegyldige Papirer, Romaner og Noder konfiskeredes og tilbageleveredes. Man indespærredes og løslodes, indtil man den ellevte Dag var naaet saa vidt, at man kun havde det vigtigste tilbage, nemlig Undersøgelsen af Bagagen. Paa dette Tidspunkt var imidlertid alle paagældende, ogsaa de engelske Autoriteter, saa lede og kede af denne skildpaddeagtige Tilværelse, at man pludselig jog gennem det sidste Eftersyn og lod os rejse næste Dag, under Hurraraab fra de engelske Soldater, der var de eneste som fandt, at de havde haft a good time ombord. — —
Og nu sejler vi ud over Atlanterhavet, denne lille Mikrokosme, Tyskere, Svenskere, Amerikanere, Persere, s. 117Cubensere, Hollændere, Spaniere, Tyrker, Danske, Finner, Nordmænd.
Vinden og Bølgesprøjtet blæser Krigstankerne og Hadet bort. Vi tvinges umærkeligt, alle vi for hinanden vildfremmede og tildels fjendtlige Mennesker, til at være gode og hjælpsomme, venlige og imødekommende overfor hverandre. Vi spiller og synger, danser, spøger og leger, som om der var Fred paa Jorden og som om Krigens Rædsler aldrig havde eksisteret.
Og i ensomme Tider grubler vi over, om det virkelig er nødvendigt, at alle disse nette og elskværdige Mennesker om fjorten Dage skal hade og myrde hinanden.