Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1842-08-11)

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde, den 11te Aug. 1842

– – Oehlenschläger har giort Roeskilde en Visit i disse Dage. Han var meget tilfreds med Mantzius, men dog især i det Comiske; han fandt, at han fremsagde Giulios Rolle meget godt, men han var bange for, at han var alt for ung, hvilket kommer af, at han ikke indseer, at det ogsaa hører med til en talentfuld Kunstner at kunne costumere og omskabe sig. — Jomfru P. havde en Aften været paa Fasangaarden, og han var meget indtaget i hende, men udbrød, da hun gik bort: s. 18 «Gud bevares! det er jo en puur ung Pige, — og jeg har i «Dina» bestemt hende til at spille en Kone med et sexaars Barn. » — Han var som altid et reent Naturmenneske, et uhyre genialt Barn med al dets Uartighed og Elskværdighed; Varmen og Reisevrøvlet giorde ham opbragt og kunde ikke opveies ved al den Næring, Roeskilde kunde byde hans Genius; hans store Egoisme og hans Digterhierte ere i bestandig Kamp ved hans Bedømmelse af Folk, idet hiin seer paa, om de have subscriberet paa hans Værker, roest ham, bedt ham til Middag o. s. v., det andet skuer deres sande Værd, men den første seirer for det meste. Roeskildes Omgivelser vare aldeles ubekiendte for ham; hans Sange om Roeskilde rinde os i Hu paa hver Plet; hverken der, hvor forhen «Roskilds sikkre rummelige Gader» strakte sig, eller ved «den stille, klare, sølvblaae Issefiord», hverken ved Hroars Kilder eller ved Helges Badehuus havde Hroars og Helges Digter nogensinde sat sin Fod; kun Domkirken var ham frisk i Minde fra «Langelandsreisen», og derfra havde han seet og sunget om «Issefiorden». Paa Saxo’s Steen standsede han og var ganske Digteren med Ansigtet straalende lige meget af «Kraft» og af « Fromhed», og med Taarer i Øiet, — og i Christian 4’s Lighvælving fremsagde han med bevæget Stemme nogle Linier om de «danske Konger», og saaledes seer man ham i en uafbrudt mærkelig, barnlig Overgang fra Besværethed og Urimelighed ved den ringeste physiske Møie til en alt Jordiskt s. 19 forglemmende Digterbegeistring, og da lige saa hurtigt en Overgang fra denne til hiin, i en ideligt vexlende Stigen mod det Høie og Falden mod det Lave; — og Ens egen Følelse for ham maa naturligt bestandigt ledsage hans egen Vexlen, snart føler man fuldeligt hele den nyere Skoles Ret imod ham, tager Partie for dem, der sætte en uendelig Arbeidsskiærsild for Geniets Pligt, der ikke ville unddrage Geniet — paa dets Maade — for «Livets Kamp», fordrer, at den fødte Digter skal vorde gienfødt Digter, og at ogsaa han skal bære Stridens Byrde og indskærpe sig med Correggio: «Fortære daglig i dit Ansigts Sved skal Du dit Brød, har selv Gud Herren sagt,» — mod ham, der synger — og i sit hele Liv følger denne Sang, — at: «Musers Søn har sieldent svedt,» — ved sin Hustru’s Grav kalder sig « Aladdin», — men ikke blot der kunde bære dette Navn, — og saa, efter at have følt den blotte Umiddelbarheds Dorskhed og Egenkierlighed, opløftes man ved dens Skiønhed, Friskhed og Barnlighed, glæder sig over, at denne væsentlige Side, der saa let miskiendes, hvor Philosophen nærmer sig Digteren og vil læse alle sine Tanker i hans Billeder, endnu kan finde begeistrede Kæmpere, om de end, som de «nye Intelligentsblade» *) , næsten ikke ere Andet end — begeistrede, — og det endda temmelig ureent. Saaledes forholder det sig jo ogsaa gierne med de s. 20 stakkels Digtere («i Levnet»): øieblikkeligt tager alt det Store og Ædle, som kan opfylde et Menneskehjerte, Plads i dem, men «Forsynet» benytter disse — utallige — Øieblikke til de «gode Værker», — saa forlader Begejstringen dem, og «Personen sendes ad Helvede til». De ere saa meget at beklage for den idelige Collision mellem deres Pligt som Digtere og deres Pligt som Mennesker, hvor ingen Moralphilosophie eller Casuistik kan hiælpe, men hvorover de jo selv oftest hiælpes af et genialskt Instinct, der bringer dem til at forsømme det Sidste, — men det hævner sig, naar Inspirationen er udaandet, og Mennesket føler sig tomt, medens Digteren krandses med Laurbær, — og de derimod, hvis moralske Samvittighed er stærkere end deres poetiske, ere Forrædere mod deres Muse for at følge den almeenmenneskelige Herre og Mester, paa dem hævner det forsømte Første sig, og da det Digteriske dog var deres sande Væsen, blive de hverken det Ene eller det Andet —- «hermaphroditiske Væsener, sammensatte halvt af Poesie og halvt af Philosophie» (Heibergs Udtryk), blive maaskee smukke Personligheder, men unyttige, uduelige i Livet. Men dem, som blive dygtige Digtere, kalder jeg dog ogsaa stakkels, — fordi deres følsomme Sind ideligt stødes mod Verdens Haardhed — ikke fordi Verden ikke forstaaer dem — men fordi de aldrig faae noget personligt Hold, fordi det høieste Moralbud for dem maa være det passive: «Bier paa Aanden,» s. 21 fordi — medens den største Roes for enhver Anden er: han virker tappert og stadigt, Digterens Roes er: Aanden kommer hyppigt over ham, — fordi de aldrig om Morgenen kunne sætte sig for: det og det vil jeg udrette idag og om Aftenen sove tilfredse ind med den Bevidsthed: jeg giorde, hvad jeg foresatte mig, — fordi de aldrig kunne kiende til Selvagtelse, — fordi selv den største Mand *) ) af de største Digtere kunde sige: «Es ist lächerlich, wenn man Tieck mit mir vergleicht. — Ich kann es gern selbst sagen; es ist meine Schuld nicht; ich habe mich nicht selbst gemacht.» — Og fordi de, hvilke deres Menneskelighed ogsaa ligger lidt paa Hiertet ved Siden af deres Digteriskhed, altid maae see deres Liv og deres Characteer saa milevidt bagved deres Sang; — hvor uhyggelig maae Heiberg føle sig, naar han tænker den naturlige Tanke: jeg sees aldrig i «Menigheden», og det er mig, som har digtet «Gudstjeneste», «Hvis ei min Vantro var saa stærk» o. s. v. — jeg er selv «Digteren i Helvede», og det er mig, som har opstillet ham som et Skrækkebillede for de andre Digtere! Og er det alligevel ikke Dumhed, naar Religionslærerne sige: Alle kan, naar de blot vil, mon en Digter med sin uhyre Bevægelighed, med sin Indtrængen i Alles Følelser og Tilstande, mon han virkeligt kan «arbeide paa sin Saliggiørelse med Frygt og Bæven» ? — Siig engang høit, s. 22 ganske langsomt de Ord: jeg kan ikke, de have en imponerende Klang, omtrent som lydende Kobber og klingende Biælde. — Nei, de stakkels Digtere! —

Jeg vilde blot have fortalt Dig lidt Historiskt om Oehlenschläger og derpaa have bortsendt dette Brev, hvis Hensigt blot var at bede Dig om et, da Pennen løb over, — og jeg frygter for, at mine Ord, der kun svagt antyde, hvad jeg mener, og ikke kunne indeholde alle de Indvendinger og Indvendingernes Besvarelser, der foregaae i mig, medens jeg skriver, let kunne misforstaaes, og maaskee ogsaa let trænge forstyrrende ind i Din «lille, rolige Verden», som er mig saa kier. Og dog sender jeg Dig mine ugenerede, skiødesløse Udtalelser; jeg veed ikke ret, om det er Egoisme eller Kierlighed. —

Qvistgaard havde i Søndags i den næsten heelt opfyldte Domkirke prædiket om «Den sande Andagt i Guds Huus», — og havde som sædvanligt tiltrukket alle Slags Mennesker! — Jeg derimod var paa en Herregaard, hvor jeg skal have «vakt Opsigt» derved, at jeg ved et uhyre stort Middagsbord talte saa ivrigt med en meget smuk og behagelig Pige paa 17 Aar, som blev min Nabo, at jeg skal have dreiet min Stoel saa længe henimod hende, at jeg tilsidst sad ligeoverfor hende. Jeg glemte rigtignok ogsaa det øvrige Selskab, — men da jeg kom hiem, glemte jeg ogsaa hende.

s. 23 Hun meddeelte sig saa uforbeholdent, at Conversationen lidt efter lidt ikke blev for Conversationens Skyld, men for Meddelelsens Skyld. I min Ivrighed for at berigtige nogle af hendes theatralske Anskuelser, spildte jeg nogle Hindbær ned af hendes Kiole, hvoraf hun meget venlig loe uden at tørre sig af, — et Træk af sand Dannelse. —

Vil Du end endelig mere være «den Hørende end den Talende», kan jeg dog ikke tillade Dig mere at være den Læsende end den Skrivende.

Din
Ludvig.