Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1842)

L. Mytister til C. Hostrup.
1842

Kiere Christian!

Du gaaer rimeligviis i disse Dage i idel Patriotisme, — det faldt mig først ret ind, da jeg igaar Aftes hos Pedrin fik fat i en Mængde Blade. Og jeg gik hiem med den Følelse, at Du dog næsten maatte foragte mig — for den Ligegyldighed, hvormed jeg optog og bortviste Dine dansksindede Yttringer, — og det skiøndt jeg ovenikiøbet da havde hørt Noget om Sagen, men i Distraction slet ikke forstaaet den, og glemt den igien! — Og saa bød jeg Dig den næste Dag de specielleste Privatissima, medens Du var opfyldt af Publicissima! — Jeg maa dog fortælle, at da jeg først havde læst om Sagen, interesserede den mig saa meget, at jeg læste Alt, hvad alle Bladene sagde derom, og vilde op paa den Generalforsamling, Du havde annonceret mig (som da enhver saadan, som jeg har bivaanet, har opfyldt mig i høieste Grad, men rigtignok gierne forma og ikke materia — Ↄ: de Talende mere end det, som der taltes om, — jeg sætter overhovedet for det Meste Menneskene over Ideerne, og det er «ude af Tiden»), da jeg fik at læse, at den var opsat og knyttet til Betingelser, som jeg ifølge min conseqvente Handlemaade ikke kunde indgaae. Men mere end interessere mig kunde Sagen heller ikke; den opflammede mig hverken i den ene eller i den anden Retning; — det er sandt, at jeg ikke er s. 30 greben af nogensomhelst politisk Aand. — Jeg har randsaget mig selv, hvorvidt jeg turde kalde mig fædrelandskierlig, og vil fortælle Dig de Træk af Patriotisme, er jeg mig bevidst, for at Du, som ellers er saa god at haabe for mig i Alting, heller ikke skal opgive Haabet om, at jeg med Tiden kunde blive politisk. — Jeg glæder mig altid meget, naar et godt danskt Skrivt er forfattet, og er overhovedet tilbøielig til at ville troe det Bedste om hver ny dansk Digtsamling, Novelle etc. — glæder mig langt mere ved et skiønt Værk, naar det er af en Dansk, end naar det er af en Udlænding, — var f. Ex. inderlig fornøiet, da jeg første Gang havde seet «Indqvarteringen», alene over at en Dansk havde kunnet tilegne sig de franske Stykkers lette, utvungne Dialog, — gik f. Ex. paa Comoedie og saae «Ingolf og Valgerd» i en begeistret Tillid til det Rygte, jeg havde hørt af en Eneste, at det var af en Islænder — og i den Hensigt at beundre et nyt opstaaet Naturgenie, — hænger fast ved alle vort Lands store Forfattere, især Digtere, og naar jeg læser en Sammenligning mellem Holberg og Molière, har jeg det hemmelige Ønske, at Palmen maa blive Holbergs, skiøndt Molière har glædet mig ligesaa meget. — Nu har jeg skrevet mig ind i en stærk Selvfølelse overfor dem, der troe sig Patrioter, — jeg finder, at den Hæder, som nylig er viist Fru Heiberg, kun er rigtig, forsaavidt vi ere Kosmopoliter (hvilket vi rigtignok ogsaa bør være, mener s. 31 jeg), men ikke er en national Hæder for en national Kunstnerinde; — og jeg er overbeviist om, at hun ikke er en saadan, og skulde ogsaa overbevise Dig om, at der i hver af hendes egentlig-danske Roller («Dina» er ikke en egentlig dansk Rolle) er noget Forfeilet, Usandt eller Forfransket, saavel i hendes faa Forsøg i nordiske Tragoedier som i hendes kiøbenhavnske Characteerroller — allerværst er «Grethe i Sorgenfri». Holberg og Oehlenschläger (forsaavidt han er national Digter) kan hun ikke giengive — men man kan vel sige, at hun er den rette Repræsentant for den nyere Danskhed — forsaavidt den bestaaer i en Assimilation med alt det, gode og ikke gode, Fremmede, overhovedet i Dannelse.

(Flere patriotiske Træk.)

Jeg sværmer for vore to nationale Kunstnerinder: den Valborg, Thora, Margrethe, jeg i min Barndom har seet, staae for mig som de deiligste Erindringer — og den gammeldanske comiske Styrke, Diærvhed og selv — Smagløshed har jeg uendeligt kier hos en smuk ung Pige, som var en Kunstnerinde, inden hun vidste, hvor Paris ligger (og jeg tænker, hun har glemt det igien, — ligesom hendes — dansksindede — Ven — havde glemt den det Danske tilføiede Fornærmelse). — Noget af det, som især har tiltrukket mig hos Dig — ogsaa hos Madam Holst, er, at s. 32 mange Sider af det danske Ideal vise sig for mig i Eders Charakteer og Ansigt. — Fremdeles har jeg følt alt det, som vore lyriske Digte udtale om den danske Natur, og har skrevet mange — slette, men dog følte — ditto — har sympathiseret med alle vore Sange om Bøgen og Havet og Kløvermarken, og tidt nok om Aftenen paa min melancholske Frederiksdalsø, medens Bølgerne klukkede mod Baaden, fremsagt Fædrelandssange, og min poetiske Hukommelse og Begeistring blev Surrogatet for den totale Mangel paa Syngestemme i min Familie. — — Men dette Brev skal lægges sammen, og Undertegnede er ikke practisk! Jeg maa da holde op med min Apologie, — som ikke blot er Spøg, men virkeligt Alvor og Sandhed, — skiøndt jeg rigtignok kunde anføre mange upatriotiske Træk af mig — men dem kiender Du nok selv. — Dog vil jeg endnu tilføie som et Vidne om Muligheden af min Fædrelandskierligheds Overgang til politisk Interesse, at jeg har havt en umaadelig Interesse for Besøget hos de Svenske — og endnu stundom er reent fortvivlet over, at jeg ikke engang kan faae fat paa «Brage og Ydun» med Paulsens Skildring.

Din Ludvig