Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1842-12-26)

L. Mynster til C. Hostrup.
Anden Juledag 1842

— — — Gid Du — naar Du fik Tid — vilde forsvare mig Demokratiet, som Du forsvarede s. 33 den skandinaviske Forbindelse. Hvad jeg hader hos de Liberale, er ikke — som Du lod til at troe, hvilket i Grunden krænkede mig noget — at der ikke ere synderlig interessante Personer imellem dem; — men det er den store Grundløgn, som jeg tør paastaae gaaer igiennem hele deres skrivtlige og virkelige Handlen: at de paasætte saa mange reent slette, siofle Lidenskaber Frihedsfølelsens deilige Maske, at de ideligt fremføre den store Usandhed, at «Folket er kommet til Bevidsthed om sig selv» — denne Benævnelse give de saavel det, at Gadedrenge fra Christianshavn samle sig paa Kultorvet og af blot Lyst til Commers skraale: Olla Lehmann leve! som det, at en stor Klynge beklapper deres Ord, ikke for Indholdet, men kun fordi der kommer en Personlighed mod en Mand, som de ved den plebejiske Arvesynd — blot hade for hans høiere Stilling — den «Bevidsthed af sig selv» har Folket vist til alle Tider havt, at en Deel Trods og Had — mod Regiering, blot fordi det er dets Regiering, mod Kongen, blot fordi det er en Konge og dets — «lykkelige» Konge — altid har boet i det; men dets Lidenskaber have ikke før faaet saa hellige Navne og ere derfor ikke traadte frem med saa megen Dristighed. — Anderledes fortrinlige synes mig de Folkevenner, der udbrede Folkekalendere og Folkeskrivter og ville føre Folket til den aandelige Udvikling, forud for hvilken jeg rigtignok ikke troer, at det kan have nogen politisk s. 34 Anskuelse, men kun det, som «Fædrelandet» vover at kalde: «dets Selvstændighed, Følelse af sig selv, Nationalfølelse», og som synes mig i Hovedsagen at være puur og blank Arvesynd. Og jeg hader den grundfalske Moral, som ved Liberalismens falske Skikkelse er bleven saa almindelig, — hvorefter al Opoffrelse, al Hengivelse kaldes Slaviskhed, og derimod al blødagtig og magelig Indulgeren med Lidenskaber bliver heltemodige Frihedsyttringer.

Nu skrev jeg mig ivrig og kom lidt ud af Bedrøvelsen. Jeg har ogsaa ofte været meget fortvivlet over min Upractiskhed, og denne Bedrøvelse gienvaagnede efter vor Samtale igaar; jeg følte, at det Høieste, jeg kunde naae, var at blive nogenledes «klog paa Himlen», men at jeg altid maatte blive «en Nar paa Jorden»; var det saa ikke ligesaa godt strax at kunne lægge sig hen at døe? — Bliv ikke for længe borte kiere, kiere Nathanael * )! —