Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1844-12-14)

C. Hostrup til L. Mynster.
14de December 1844

— — Sandelig, jeg har ikke anseet din Sygdom for Indbildning. I dit Sted vilde jeg gjøre mere for Legemet, der dog ikke er et værdiløst Kar, fyldt med Aanden, men den nødvendige Yderside af hele Mennesket. Du er jo ikke Sjæl alene, og bliver det aldrig, men Legem og Sjæl — og denne har ikke Lov til at bilde sig ind, at den er dit hele Jeg, saa den behandler sin anden Halvpart som en Skovisk. Du tager dig kun aandelige Nydelser og Anstrengelser, skjøndt Erfaring har lært dig, at legemlige Besværligheder er styrkende for dit hele Væsen, og skjøndt du har prøvet, at, hvad du spilder herpaa, rigelig erstattes dig. Det forekommer dig maaskee latterligt, naar jeg for fuldt Alvor lægger dig paa Hjertet at lære at ride og fægte, men Prosaen kan ligesaalidt jages ud af Livet, som vi kan leve som frie Aander, og vi maa ikke ringeagte Omsorgen for Aandens Tempel. Lidt mere ridderlig Mandighed trænger du vist meget til, den personlige Kraftfølelse vinder derved umaadeligt. Selv om Planen, uagtet sin tilsyneladende Prosaiskhed, synes s. 51 dig probabel, vil du sagtens gyse for alle de Vanskeligheder, alt det praktiske Vrøvl, som skal overvindes, inden den sættes igjennem; dog en Lærer er nemt opspurgt, og din Familie vil glæde sig over din uventede Praktiskhed, naar du uden Undseelse fortæller dem, at du har anseet det for gavnligt for din Sundhed at anvende en Eftermiddagstime paa Legemsøvelser. Vær endelig ikke for urimelig spiritualistisk, saa du strax forkaster Forslaget uden at overveje det nærmere. I de første Dage vil formodentlig den legemlige Anstrengelse udmatte dig i den Grad, at de vil forekomme dig spildte, men det kommer igjen, sagde Kjærlingen, hun gav sin So Flæsk; — det vil snart vindes rigeligt tilbage. Jeg har stor Tro til den Plan, forkast den ikke strax — blot for min Skyld, prøv, prøv!

Jeg selv har det godt nok: Kraft, Legemsfylde har jeg nok af, men Tid er mig noget knapt tilmaalt. Min Formiddag gaaer med Informationer, saa lidt Omgang med mine Nærmeste, og saa gaaer Dagen, uden at jeg rigtig faaer noget ud af den. Men om Aftenen, naar jeg kommer hjem efter en saaledes henlevet Dag, er jeg frisk og vaagen, og læser da med stor Appetit et Par eensomme Nattetimer. Paa denne Maade er jeg nu næsten bleven færdig med Hagenbachs Historie (18de Aarh. 1. Deel), og har faaet denne min Nattegjæst, denne besindige upartiske, men dog ingenlunde indifferente eller partiløse Mand, inderlig kjær. Hans s. 52 Skildring af Semler, som Hase rakker saa skammeligt til, af Bengel, Zinzendorf og især Methodisterne er af en slaaende Sandhed, og alle de smaa adspredte Opvækkelseshistorier midt i Forstandsoplysningens Tid ere dog saa dybe og ægte, at de selv paa den meest Vantroe maa gjøre et alvorligt Indtryk og give et uimodsigeligt Vidnesbyrd om, at Troen paa den Korsfæstede er noget langt rigere og hjerteligere, noget langt mere poetisk end enhver anden Overbeviisning. Kunde jeg blot faae Arentzen til at læse den Bog! Efter et Par mundtlige Ord af ham selv, og efter hvad jeg ogsaa har hørt fra Andre, er hans Blik vendt mod Grundtvig alene, som den Eneste, hos hvem han kan hente Frelsens Evangelium. Han lader undertiden falde mismodige Ytringer om, at han vil opgive at tage theologisk Attestats, og jeg har selv under Navnet paa hans Dør istedetfor det forrige stud. theol. læst cand. phil. Mig skyer han forsætlig, og jeg kunde naturligviis heller ikke finde mig i at staae i et halvt Forhold til ham. Jeg har hørt af en af hans Venner, at han har skrevet eller skriver paa en Kritik over «Dryadens Bryllup», bestemt til «Fædrelandet».

Mantzius er da lykkelig ankommen til Norge, men om han er antaget eller har debuteret, vide vi ikke. Dramaet «Eiaghs Sønner» skal ikke være uden Talent, men noget blomstrende i Stilen og forceret i Karakteertegningen. Jomfru Petersen har faaet Fru Heibergs Rolle i «Et Glas Vand» s. 53 og gjør Lykke deri. Et nyt eventyrligt Stykke, «Lykkens Blomst», af Andersen, sammensat ligesom «Kongen drømmer» af lutter Stumper, ventes snart opført. Iligemaade speculerer en vis C. H. paa et lille Stykke til det kongelige Theater, men hvad det skal være, veed han ikke endnu. Det er desuden en Hemmelighed.

Julen nærmer sig; paa gammel Viis skal jeg lade mit Lys skinne for min Familie, og jeg har nu hvilet saa længe, at jeg maa være propfuld af gode Indfald. Mine Venner skal ikke glemmes, og naar det nye Aar frembryder, og Haabet svulmer det imøde, da skal min Tanke først af alle Mennesker vende sig til den Fjerne og Bekymrede, og du vil med mig et Øjeblik med Frejdighed træde det nye Aar imøde, thi de Toner, som synges ved Barnets Vugge, har meget at betyde, og det 25 de Aar er jo efter gammel Regning et Jubelaar, dog — vi tales ved forinden.

Din
Chr. Hostrup.