Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1845-01-21)

C. Hostrup til L. Mynster.
21de Januar 1845

Jeg skulde dog fortælle dig lidt om de sidste mærkelige Begivenheder. Det gamle Studenterliv har igjen begyndt at slaa Kløer i mig. Lige før s. 55 Junl bragte vi Professor Clausen, Danskhedens Forsvarer, et Fakkeltog efter hans Hjemkomst fra Stænderne. Senere var der Juletræ og Nytaarsløjer i Foreningen, som jeg forsømte for Regentsen og Familievæsen, men derimod forberedtes en anden Fest, som havde mere tiltrækkende for mig, nemlig den saakaldte «Nordisk Højtid», der efter Indbydelse fra Christiania skulde fejres første Gang den 13de Januar ved alle fire nordiske Universiteter. Stadsen var paa Skydebanen, hvor Salen var herlig dekoreret med Aserne og oldnordiske Vaaben. Kæmpeviserne tog sig udmærket ud med Accompagnement af Basuner, selv den Skik at slaa paa et Skjold istedetfor at ringe paa en Klokke, naar en Tale eller Sang skulde komme, gjorde en ypperlig Virkning. Nordens historiske Minder blev gjennemgaaede i betydningsfulde Skaaltaler. For Oldtiden — Worsaae (Sang af P. R.), for Normannerne og Gustav Adolf — Brix (Sang af P. R.), for Niels Ebbesen, Gustav Vasa og Eidsvoldsmændene — Ploug (Sang af Barfod), for Linné og Tycho Brahe — Liebmann (Sang af Borgaard), for Holberg og Thorvaldsen — Holst (Sang af H. P. Holst); derpaa fulgte Løftebægeret, udbragt af Ploug med en Sang af Samme ; Skaal for Danmark (udbragt af Grundtvig), for Island — Steen (Sang af Svend Grundtvig), for Norge Lehmann, for Upsala og Lund, for Gejer og Oehlenschläger Martin Hammerieh, for Grundtvig og Clausen (begge inviterede) — Ploug. Denne Skaal udbragtes saa varmt og simpelt s. 56 og inderligt, at Ploug derved udslettede ethvert ubehageligt Indtryk, som hans Optræden i tidligere Dage havde gjort paa mig. Skaalen skulde ledsages af en Sang af mig * ), som Rejersen havde beholdt, aldeles uden Grund, men dog noget efter løslod, saa at den kunde bruges i skandinavisk Selskab i Fredags — og i Løverdags kom i den Berlingske, hvor du maaskee har seet den. — Løverdagen før denne mindeværdige Fest var der i Studenterforeningen bleven oplæst en Komedie af Faber, «Fiskebløderen i Tivoli», som var ganske morsom, og en Part af den var heel fortræffelig, det var Sangene, der bleve udførte ganske fortrinligt af Bruun, Faber, Steen og Lipke (af sidstnævnte med en blød, næsten rørende Stemme). I Løverdags blev der spillet en Komedie af Faber, som gjorde Lykke. Ogsaa deri vare Sangene Hovedsagen. Lipke sang som ung Kone en yndig Vuggesang, medens de andre Sange især udmærkede sig ved kunstige italienske Melodier, parodierede ved højtravende Ord og dristige Riim som: livsglad — Knivsblad. Personerne vare: Madam Jensen, Enke og Ejerinde af en Stegekjælder (Lipke), Giovanni, italiensk Chorist (Faber), Schrøder, Skomager og ansvarhavende Redaktør (Bruun), Simonsen, ung Jøde (Steen), Madam Meyer, Jødekjælling (Rybsahm). Stykket hed «Stegekjælderen».

Mantzius kom til Norge, gjorde umaadelig s. 57 Lykke som Tony i «Fejltagelserne», Erasmus — og Robert i « Geniestregerne », men Directionen kunde ikke antage ham, fordi den ikke havde Raad dertil. Alle Bladene vare forbitrede, Aristokraterne tilbød ham ved Sammenskud at sikre ham, hvad han kunde leve af, saa at han kunde tilbyde Directionen at spille gratis. Dette modtog han, men de sidste Blade melde, at Directionen heller ikke har villet indlade sig herpaa. Directionen plejer, naar den faaer Debutanter fra Kjøbenhavn, at henvende sig til Nielsen — hinc illæ lacrymæ! Hvad det bliver til, veed jeg ikke, hans norske mægtige Venner slipper ham ikke saa nemt. —

Arentzen har jeg ikke seet, ikke heller hans Kritik, der altsaa enten ikke er skreven eller ikke antagen; som jeg hører, omgaaes han meget med en Søn af Sibbern, der blev Student ifjor.

Men det var alt noget ydre — nu til os! Jeg glemte dig ikke ved det nye Aars Fødselstime og venter nu snart at faae gode og glædelige Efterretninger fra dig, naturligviis med lidt Beklagelser over det ubehagelige Rytteri, — men hold blot ud, saa troer jeg sikkert, det vil gjøre dig Gavn.

Jeg har meest levet i den senere Tid og virket, med Undtagelse af Dagværket hos Børnene, meget lidt, nu kommer igjen min Lyst til at skrive blot en lille bitte — bitte Komedie, skjøndt jeg endnu slet ikke veed hvorom; jeg har det ikke samlet, men der stiger det ene Billede efter det andet frem for min Sjæl, og morsomme Figurer s. 58 har jeg ingen Mangel paa. Hvis den samme Friskhed, som før har hjulpet mig, er tilstrækkelig, saa troer jeg, at det vil lykkes mig, jeg synes, at jeg har sparet meget sammen og har meget at aabenbare, det gjælder blot om en fast Plan, saa faaer jeg nok noget af det frem.

«Gæa», Nytaarsgave af P. L. Møller, indeholder nogle smukke Digte af Oehlenschläger og et interessant Fragment af en Tragedie af Hauch, samt Stumper af Andersens «Ahasverus». Urania har et smukt Digt, «Abels Død», af Paludan Müller; Andersens «Nye Eventyr» due ikke synderligt; nogle nye Digte af Kaalund vække mere Opmærksomhed for denne Forfatter. — Men jeg er nu engang kommen i Sladrehjørnet og kan neppe for alt det Fremmede faae indført, at jeg er den Gamle i Skrøbelighed og Godmodighed, i Modtagelighed og Eensidighed, i Letsindighed og Trofasthed, i Stolthed og Kjærlighed, og at din Plads staaer ledig bestandig, ingen Art af Venskab har jeg sluttet med Nogen (skjøndt jeg har gjort flere ikke uinteressante Bekjendtskaber) og du er fremdeles min eneste Fortrolige, saa du behøver ikke at være bange for, at din Plads skal blive optaget.

Din C. H.

*) Det Liv, som længst var sygnet hen,
Med Kraft igjen oprinder,
Og Solen spejler sig igjen
I Højens gyldne Minder.

s. 59 Men Dragen, som i Seklers Nat Har
ruget over Nordens Skat,
Til sidste Kamp sig ruster.

Den lurer taus med snedig Art
Og skeler efter Skatten,
Men Skjaldens Øje skuer klart,
Som Heimdals gjennem Natten;
Han seer, at Skatten kræver Værn,
At Guldet kjøbes kun med Jern
Og Freden kun med Kampen.

Og ene han i Striden sprang,
Og ene stod han længe,
Skjøndt vældig Bjarkemaalet klang
Fra Harpens dybe Strenge.
Men Sangen lød og lød igjen,
Da vaagned end’lig Nordens Mænd
Om Fædres Arv at værne.

Og Luren klinger vidt om Land,
Ind til den stille Grandsker,
Han springer op, nu føler han
Saa dybt, han er en Dansker.
Og fremmest kæmpende han gaaer,
Hans Gang til Daad og Sejer staaer
Saa friskt i Danskens Minde.

Nu svinder brat i Farens Stund
Hver enkelt Strid og Smerte,
Det hele Norden ejer kun
Een Villie og eet Hjerte.
Fremad det gaaer til fælles Daad,
To Høvdinger har nu vi faaet.
Som skaffe Norden Sejer.