Danmarks Breve

BREV TIL: Kristian Andreas Leopold Mantzius FRA: Jens Christian Houstrup (1845-03-06)

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
Kbhvn. 6te Marts 1845

Min berømte Ven!

Jeg kan hverken skrive Komedier eller Breve i Vinter i et uhyggeligt Hul med kun 5 Alens Udsigt, uden Sofa til at drømme i, uden Plads til at gaae et Skridt uden at træde mig selv paa Tæerne. Uagtet Alt, hvad jeg har herinde, længes jeg efter Kokkedal, hvor Solen møder mig (ligesom her sal. Kunstner Hoss’s *) ) Ansigt, naar jeg gaaer til Vinduet), hvor man dog kan høre Bønderne tale Dansk, medens her slet Tydsk, og — o Himmel! — jydsk Kritik, der griber paa Alt som paa Handelsvarer, skurrer mig i Ørene. Jeg kues — og gaaer til mine paa Broen som en • Synder med den nedtrykkende Følelse af ikke at have haft en frisk Livsgnist, ikke en eneste varm — ikke engang reent æsthetisk-pantheistisk — Andagtstime; hvor forskjelligt fra mine Sommerbesøg, naar jeg svulmende af Haab og Kraft og Længsel og romantiske Livsdrømme uden at mærke Vejens Længde løb de 3½ Miil. Er jeg ikke Digter — og de Drømme maa man vel opgive, s. 65 saa er jeg dog en poetisk Natur, som ikke kan trives i en Ligkiste, selv om den var forgyldt, som den sandelig ikke er, og min Tørst efter Liv og Rørelser·, der er noget Højere end politisk Skvalder i Foreningen, kaster mig hen i sygelige urealisable Rejsedrømme. Det var mit Skriftemaal — men det er en Hemmelighed. —

I et Par friske Morgentimer har jeg haft flygtige Inspirationer, som flygte, fordi jeg skal informere. Informationen selv er dog den bedste Deel af mit Liv, fordi jeg dog saa gjør Nytte og kæmper mod Fordomme for Menneskerettigheder, men den øvrige Tid af Dagen er deelt mellem Bukken under for Vrøvl — for Penge-do. og fremkunstlet Munterhed derhjemme, som dog ofte ender med at blive naturlig. Ja Gud skee Lov for dem — ellers kunde man strax begrave mig.

Heller ikke du har det jo saa meget godt — og det er i Grunden utaknemmeligt af mig at klage, naar jeg tænker paa din Stilling. Men jeg vilde nu skrive reentud, hvorledes jeg havde det, og det Udbytte skulde dog Afstanden have for os, at vi indadtil blev lidt mere aabne for hinanden. Dit Brev var jo grumme rart, og jeg er meget taknemmelig derfor, men jeg ønskede, at vi kunde tale endnu mere fortroligt til hinanden, saaledes er jeg bleven vant til i mine tidligere Brevvexlinger selv med Folk, som stod mig fjernere end du. Du har, saavidt jeg veed, ingen egentlig intim Ven, ingen, for hvem du kan aabne din Sjæl med dens s. 66 Haab og Længsler, Dyder og Lyder heelt og holdent, uden det skulde være mig, og jeg mener, at vi vel begge kunde have godt af at holde lidt mere paa hinanden, saalænge vi staae paa denne rystende Jord. Dine Nordmænd ere dog sikkert for haandgribelige og mekaniske til, at du kan finde dig reent hjemme deroppe; men der er en Part af Hjemveen, som ikke kan skrives til Faderen og Tanten, men til Vennen, og den vilde jeg udbede mig. Skriv saa snart — udøs dig i et glad eller mismodigt Øjeblik, eller hvis du vil give de Andre Glæden, saa giv mig Sorgen.

Borgaards Charlatanisme gjorde ikke Lykke blandt Studenterne, men blev senere spillet for Skandinaverne, som tog bedre imod den. Igrunden er det noget Skidt. Paa Theatret har vi haft Don Juan, som jeg har haft megen Glæde af, item Andersens «Lykkens Blomst», hvis første Akt indeholder meget Smukt, men hele Planen er rædsom og anden Akt slet. Paa Løverdag skal Chr. Molbechs «Klintekongens Brud» opføres for første Gang, jeg venter mig ikke meget deraf, men det skulde sandelig glæde mig, om jeg blev overrasket. Carit Etlar maler nu Stykker op i een Guddommelighed, Tragedier og Vaudeviller og Gud veed hvad; Schack holder Foredrag i Foreningen, Eibe er bleven Boghandler; Oehlenschlägers Stykke er forkastet af Theaterdirectionen, Overskou har skrevet et stort Lystspil «Pak» — det er det Mærkeligste, her er passeret. Jeg er blandt Studenterne bleven s. 67 en Antikvitet og betragtes med en vis antikvarisk Interesse. —

Men Posten venter ikke, —jeg maa holde op.

Din
Christian H.