Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1845-03-18)

C. Hostrup til L. Mynster.
Kbhvn. 18. Marts 1845.

Tilfældige Omstændigheder har forhindret, at mit Brev indtræffer din Fødselsdag, men det skulde dog betyde en Gratulation, og for en saadan maa du tage det. Jeg har ikke i mange Vintre haft saa lidt Ro og Hold paa mig som i denne, og det er vel — det føler jeg nu, da Foraaret nærmer sig og noget bedre forestaaer, — fordi jeg mangler et Hjem. Her i dette uhyggelige Hul med Udsigt til en Gaard, der er saa smal, at jeg støder Næsen mod den modsatte Muur, naar jeg seer ud af Vinduet, her hvor jeg ikke kan øjne en Plet af Himlen (bogstavelig sandt), hvor jeg kun kan gaae to Skridt for at have gjennemrejst hele Stuens Længde, falder det mig bestandig mere trykkende at være, — deraf Rejselængsler og Længsler efter Kokkedal, deraf evige Udflugter i Fritiden; derude paa Landet er Naturen bleven mig en Ven, som jeg idelig savner, her gaaer min Dag med Arbejdet, og naar Solen er gaaet bort, og det er koldt og mørkt, faaer jeg først Lov til at slippe ud. Morgenarbejdet vil ikke gaae, saa er jeg ikke alene, da s. 68August *) ligger i samme Stue som jeg. — Aa — jeg har aldrig længtes efter Foraaret, som nu, og dog skiller det mig fra Alt, som jeg har kjært. «En Rejse i Syden» (der forresten skal være af en fattig gift theologisk Kandidat Thisted) spiller bestandig ind i mine Drømme; det kan ikke nytte, du skjænder, jeg kan ikke gjøre derfor. —

Med Hensyn til Steffens Død havde Stilling desværre Ret. Jeg selv blev — det tilstaaer jeg med Skam — først vakt ved dit Brev, og prøvede at virke paa mine Par Venner. Swane greb det med Begjærlighed og talte til Clausen derom for det skandinaviske Selskabs Skyld, men han kunde naturligviis ikke skjønne synderlig paa denne überschwängliche (som han sagde) «reent fortydskede» Nordbo. Jeg vilde, da Alle tav, prøve paa et Mindedigt, og havde det allerede i Hovedet, — inspireret af dit Brev, —da kom den gamle klarøjede Grundtvig med et Digt, der indeholdt det Samme, og vel fortjener at læses, hvis du ikke har læst det i den «Berlingske». Skandinavisk Selskab holdt i dets Sted et Foredrag over «spirituøse Drikke», og «Morgenhanens», »Lynildmandens», «den første Skandinavs» Død blev ikke nævnt med et Ord. Det er ogsaa lumpent, at et Menneske paa snart 27 Aar ikke kan gjøre det Allernaturligste og Simpleste af Alt, træde op og sige, hvad han føler, der bør siges; naar bliver man en Mand i vore s. 69Dage ? — mon ikke først, naar hver Gnist af Ungdomsilden er udslukket, naar Kjødet er faldet af Idealerne, og vi forfærdede for de grinende Skeletter flygte ind i Talstørrelsernes Verden? Jeg har et Par Gange tvunget mig til at tale, hvor der var Mange tilstede, naar jeg virkelig havde Noget i mig, der burde komme frem, men mit Modersmaal blev mig som et dødt Sprog; det var et dødt og derfor uforstaaet Referat, ikke et levende Produkt; — for Grundtvig ere vi alle mere eller mindre Bogorme, blot indre Mennesker uden Yderside, kraftesløse Skygger, Sjæle, der lede efter deres Legemer, men ikke kan finde dem. Lyceums Disputatser à la Montanus — disse Exercitier udi philosophia instrumentalis har jeg ikke haft nogen Nytte af, saavidt jeg troer; noget Alvorligt, — Noget, der virkelig ligger Een paa Hjerte, kan man ikke disputere om paa det hjerteløseste af alle Sprog. — Hvad duer et Menneske til, om han som Shakspeare kunde skildre Tusinder af Karakterer, naar han ikke kan udføre og udforme, hævde og vedligeholde sin egen? — I Hovedsagen ere vi vel enige og føle begge Savnet af den steffenske Opdragelse. Derfor er en Bondemand som Laurits Skau et saa glædeligt Særsyn, uvurdeerlig for den danske Sag. — Du maa fastholde Troen paa de Danskes Ret. Naar en dansk Provinds efterhaanden planmæssig fortydskes, naar det tydske Partis ulovlige Indgreb om end ikke favoriseres, saa dog taales af Regjeringen, maa man vel have Ret til at protestere. s. 70Hvad Holsteen angaaer, har jo kun Ussing foreslaaet dets Indlemmelse i Danmark, et Forslag, der naturligviis maatte vække alle patriotiske Tydskes Misfornøjelse, men som ogsaa vakte det hos alle Danske. Tydskerne har igjennem de slesvigholsteenske Blade faaet dette fremstillet som en Bestræbelse af den hele danske Nation, og deri ligger Grunden til Forbitrelsen. Dog det vil jeg gjerne indrømme, at Sagen ikke kan beroe ved, at de Danske og Tydske i Slesvig faae deres Ret, men da det tydske Element er trængt derind ved Uretfærdighed, saa er den neppe afgjort, før det er trængt tilbage til Ejderen, men for det Første maa der dog tales om fra dansk Side at faae Ret for de Undertrykte, Sproget og Nationaliteten, siden om at faae det gamle Sønderjylland oprettet.

I Morgen kommer da dit Jubelaars første Dag. Gud give, det maa bringe dig det Liv, du sukker efter, den Kraft, du mangler. Vær blot sikker paa, at du gaaer fremad altid — skulde end umilde Foraarsvinde for en Tid have røvet din Friskhed, nye Skud vil skyde frem under den varmere Sol, som du nu snart rejser imøde i det dejlige Italien. I de ti Aar, jeg har kjendt dig, er du bestandig bleven bedre og mere villiestærk, — gid det Samme gjaldt om mig. — Du har prøvet meget, men du har holdt ud i Striden; Gud vil ikke slippe dig — stol trygt derpaa. — Rejs da og lad mig stundom nyde lidt godt af din Glæde, og kom saa igjen s. 71rask og glad, — beriget med de skjønneste Indtryk, — og glem ikke mig. —

Tiden nærmer sig til at afsende Brevet, men endnu staaer en heel Side tom, og jeg er bange for Skjænd for de korte Breve. Jeg har sagt, hvad jeg i Øjeblikket har at sige, — jeg kan nu engang ikke brede mig. — Dog jo — bliv ikke vred — lidt avisagtigt skal du endnu have: Kristian Mantzius holdes i Christiania af Borgerne og har spillet Bernadet i «Kammeraterne» og i disse Dage Jacob v. Thyboe, — Helten selv, — hvilket han meente at kunne gjøre overmaade morsomt. I Slutningen af denne Maaned skal han optræde i en effektfuld Hovedrolle i et fransk Stykke, der skal spilles for første Gang. — Chr. Molbechs Drama: «Klintekongens Brud» har jeg seet, — Udførelsen er god; dets Fejl skyldes ikke blot Ungdommelighed og Mangel paa Sands for Theatrets Fordringer, men stikker meest i en noget vamlende Lyrik (Billedjagt), men det har gode Enkeltheder. Stykker i Sneseviis ere antagne af Theaterdirectionen, og jeg faaer naturligviis Skylden for flere af dem, men desværre er det uden Grund.

Din
Christian Hostrup.