Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1845-09-12)

C. Hostrup til L. Mynster (i Neapel).
Kokkedal, 12te Septbr. 1845

Jeg veed nok, at du i dit Hjerte bebrejder mig min lange Tavshed, men vidste du, hvor meget jeg har haft at drages med, saa forstod du mig bedre. Jeg er nu gjennem megen Vaklen og Kæmpen, mange Anfald af Modløshed og Dovenskab kommen ind i det, jeg besluttede at vove mig til, ikke ret langt, men dog saaledes, at jeg tør puste et Øjeblik, fremtage de tilbagetrængte Minder, og ligesom du, fra en Rejsestation sende en Hilsen til dem, jeg har forladt. Ja, jeg veed nok, at jeg har gjort Uret i ikke at skrive noget tiere til dig i Foraaret og Forsommeren, men nu i den senere Tid har jeg virkelig ikke kunnet; — du kjender min Ubehjælpsomhed i at passe mere end een Ting ad Gangen: rejse kunde jeg, men saa kunde jeg ikke skrive — skrive kunde jeg til Nød, men saa kunde jeg ikke rejse, og dog — nu rejser jeg hver Dag paa min egen Maneer — for at kunne skrive. Hvorledes Udbyttet af min aandelige Vandring bliver, kan jeg ikke sige, men jeg har nu foresat mig at holde ud til Enden, om Vejen saa er nok saa besværlig, og hvormeget s. 78 der end vil spærre for mig, jeg kan da i alt Fald trøste mig ved Bevidstheden om at have forsøgt, hvad jeg kunde. Imidlertid har jeg for en kort Tid standset lidt — eller er slaaet ind paa en Sidevej; jeg har nemlig maattet omarbejde «Intrigerne» og har igaar indsendt den til Theaterdirectionen. Det er blot en lille Spøg, men skjøndt ubetydelig, dog ikke uden Lune, og jeg mener nu, at det ikke er ganske uden Værd at kunne more Folk paa en uskyldig Maade. Men nu til det, der længe har opfyldt mig, mit egentlige Forsøg. Du vil maaskee fordømme mig derfor, men i alt Fald maa der dog være Meget, der undskylder mig. Kunstens Idealitet har jeg altid haft den største Ærbødighed for, og jeg har selv været haard imod dem, som vilde trænge ind i dens Helligdomme, drevne af Andet end det guddommelige Kald. Men jeg har dog ogsaa et Talent — ikke blot til at variere det Gamle — men et lille ejendommeligt Pund, maaskee ikke stort nok til andet end privat Brug, men dog stort nok til at vove et Forsøg. Heiberg, Magister Hammerich og mange Andre har direkte og indirekte opfordret mig til at forsøge, og selv drages jeg jo dog atter og atter næsten uimodstaaeligt dertil, om jeg end undertiden kan have mine modløse Timer; og hvad der sandt at sige, trods din og alle Andres dydige Harme, driver mig — lad mig sige det reent ud — maaskee mere end alt Andet, er, hvis det kunde lykkes mig paa een Gang — ligesom med eet Slag s. 79 at ophjælpe min Families fortrykte Stilling, at kunne lette det stadige Tryk af de smaa Kaar for min stakkels Moder og mine Søstre; — ja selv om Verden vil fordømme mig — min Gud er ikke saa haard. Du vil skjænde paa mig, fordi jeg ikke oppebiede «Pintsen». Men selv en saadan — vel ikke den, som bliver de Store tildeel, — troer jeg at nyde til enkelte Tider, naar Tankerne myldre frem, og Pennen løber af sig selv, uden at jeg mærker, at jeg fører den, naar Taagerne spredes, og Billederne, som før var dunkle, pludselig maler sig lyslevende for mig, naar jeg rives med, saa jeg for en Stund glemmer alt andet. — Ja, Udfaldet faaer nu vise, om jeg har haft Ret eller Uret i at hengive mig til dette betagende Drømmeliv. —

Nu kvæger du dig vel i Sydens Varme, mens her er koldt og efteraarsagtigt. For mig har Naturen, der i Sommer oplod sig saa rigt for mig, atter lukket sig, kun Havet glæder mig endnu, — ikke Eders blaa italienske Himmeldyb, men det trodsige, kæmpende — med Maageskrig og Efteraarsblæst — med sin Bølgemusik, som er nordisk — ikke tydsk; her skulde du have dine Tydskere op for at føle, at vi blot ere Fættere — ikke Brødre. Og du skulde her udenfor mit Vindue ved Stranden prøve at recitere et tydsk og et dansk eller svensk Digt, og du vilde da føle, hvorledes Bølgemusikken anderledes kan klinge sammen med disse end med hiint. Men jeg tilstaaer rigtignok, skjøndt jeg ikke vil betvivle din Nordiskhed, at vi ikke godt kan s. 80 sammenlignes i den Henseende. Du sætter dig med Lethed ind i et fremmed Sprog, det Tydske har du fra Barnsbeen af lært at tale flydende, jeg er en nordisk Bjørn, som kun kan brumme min egen Melodi, ethvert fremmed Sprog er dødt for mig, Tydsk kan jeg forstaae og til Nød skrive, men har jeg Valget mellem en tydsk videnskabelig Bog og en nogenlunde korrekt Oversættelse, vælger jeg den sidste. Jeg troer ikke, at Faren for Fjendskab imellem Folkene er saa stor, som du antager; de slesvigske Advokater ere kun en ringe Deel af Slesvig, de Arndtske Tydskere, som betragte os som en frafalden Provinds, ere sagtens kun et lille Parti i Tydskland, og de danske Skraalere, som kaste deres Forbitrelse paa den hele ædle Nation, som vi er beslægtede med og skylde saa meget, ere allerfærrest. Men det skal vi huske, at der er andre Livskilder end den tydske Literatur, og at der i os er Savn, som den ikke forstaaer og ikke kan tilfredsstille.

Nye Venner har jeg ikke faaet, saa min Tavshed er ikke Beviis paa den Troløshed, du altid er paa Jagt efter, og de gamle har jeg, af føromtalte Grund, ikke haft synderligt at gjøre med. Arentzen lever som Huuslærer paa Letraborg og omgaaes en Deel med Fog, hvad der vist er til Gavn for dem begge. For Tiden skal Arentzen være noget sygelig, man siger brystsvag; jeg vil haabe, at det kun er et løst Rygte, det vilde gjøre mig meget ondt, om det var sandt. Ellers er det hans s. 81 Fornøjelse at færdes meget i fri Luft, at ride, kjøre og gaae paa Jagt. Her i Kjøbenhavn er Sibbern (Studenten) og Heise (en yngre Broder til din) hans nærmeste Omgang, desuden kommer han jævnlig i Grundtvigs Huus. Hans gamle Correspondent Høxbro har paa Grund af Sygelighed maattet rejse udenlands; nu veed jeg ikke, hvem der er traadt i dennes Sted. Jeg har endnu et Ord at sige ham, som jeg har gaaet med længe, hans Svar derpaa vil afgjørende bestemme vort fremtidige Forhold, og derfor krymper jeg mig derved, skjøndt det er min Pligt og Ret.

Mantzius fik i Christiania hele Publikum for sig, men havde fra Begyndelsen (efter den almindelige Mening ved Nielsens Indflydelse) Directionen imod sig. Han gjorde Lykke, naar han spillede, men blev ikke antaget, hvorfor han har ladet sig engagere til en ret god Odensetrup, som jeg selv har seet spille’ i Frederiksborg (ogsaa Cetti er deri). Mantzius er gaaet meget frem paa sin Udenlandsrejse, han er nu en heel Skuespiller, og jeg tvivler ikke paa, at han som saadan har en smuk Fremtid for sig. Peer Qvit i «Pak» og Ministeren i «Statsmand og Borger» vare fortræffelige (i den sidste Rolle bliver han stadig fremkaldt). Flere af Skuespillerne her ved Theatret, som jeg har talt med, vente ham ogsaa tilbage igjen paa det kongelige Theater om i eller 2 Aar.

Swane lever bestandig i Kjøbenhavn; ved sin flydende Tunge gaaer han for et godt Hoved — s. 82 er Senior i Studenterforeningen, og jeg er kommen til at omgaaes ham noget, dog egentlig mere ved Tilfældighed end af dybere Sympathi; han er mig altfor overfladisk og letsindig, men han er ganske morsom og tjenstvillig til Opofrelse. I enkelte Øjeblikke halv alvorlig og længselsfuld som en Havmand, der længes efter en Sjæl, men strax glemmer det igjen. Naar jeg seer ham, kan jeg ikke lade være at holde af ham, men naar jeg tænker paa ham, svinder han saa underlig bort for mig.

En anden Ven, som jeg føler virkelig holder af mig, er Bruun, Smedemadammen *) , et meget musikalsk, følsomt erotisk Menneske med et maaskee lidt plumpt og haardt Ydre. Han har en umaadelig Opfattelsesevne af det Komiske i Livet, og er dog ved Siden af næsten lidt borneert. Ham taler jeg gjerne med, skjøndt vore Fællesinteresser ere saa faa — og det Dybeste og Alvorligste har jeg, som er en daarlig Inkvisitor, aldrig kunnet faae ham til at indlade sig paa.

Jeg blev afbrudt af Dampskibet, som førte mig til Kjøbenhavn, og nu sidder jeg i Valby hos min Familie. Det er dog dejligt at blive holdt af og blive forkjælet; det er en Trøst i dette foranderlige Liv at have Venner, som man veed ikke kan skifte Sind imod Een, aldrig glemme og forlade Een, selv om man ikke fortjener deres Kjærlighed. s. 83 — Jeg har nu skrevet mig lens, er i alt Fald ikke oplagt til mere denne Gang, saa du maa tage til Takke. Saa blot en Hilsen til dig, kjære Ven.

Din Chr. Hostrup.