Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1846-05-08)

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal. Store Bededags Morgen 1846

Kjære gamle Ven!

Jeg maa dog lade dig see, at jeg endnu er i Live og ikke har glemt dig. Hvorledes jeg har det, er ikke sagt med faa Ord. Isen er brudt — «Gjenboerne» og «Intrigerne» skulle offentlig frem — og jeg gaaer i en fast uimodstaaelig Trang eller Lyst (hvad du vil kalde det) til at gjøre noget Nyt og strax at optage Traaden fra forrige Efteraar. Men hvor dog min moralske Bevidsthed maa være forkludret — jeg veed ikke, om jeg tør; er det tilladt saaledes at gaae ud af sig selv de bedste Timer om Dagen — thi de daarligste kan ikke bruges dertil? — Er denne Trang til Forfatterskab ikke en Anfægtelse, en Opfordring til at opgive at vaage og bede, at digte optager Een dog mere end alt andet, — og dog — bliver saa ikke alt menneskeligt Arbejde, som lægger Beslag paa vor Tanke, — alt undtagen den præstelige Gjerning og de lavere Haandværk, der ikke ganske kunne fylde Sjælen, — noget ondt? men det er jo dog en Umulighed, vi skal jo dog virke med de Evner, s. 88 der er betroet os. Jeg opstillede engang forrige Vinter i Lyceum den Thesis: at en Digter ikke kunde være Christen. Selv ikke Fog kunde see andet deri end en Paradox, som var god at disputere om paa Latin, men ellers var uden Betydning, og dog lykkedes det mig ved omhyggelig Forberedelse og ved Hjælp af dine Breve fra 1842 at udtrykke mig nogenlunde klart. Jeg havde blot opstillet den Thesis i det Haab at blive modbeviist, men der var ingen af Opponenterne, som i mindste Maade kunde gaae ind derpaa. Mon ikke Poul Møller netop var saa lidt frugtbar, fordi han aldrig glemte det Vigtigste, Arbejdet paa sig selv som Menneske. — Men hvorfor faaer man da et digterisk Talent, som dog ikke tilfulde kan blive benyttet paa en Prædikestol — allermindst et komisk, — er det maaskee en Frister, ligesom Talentet til at stjæle, — stjæler man egentlig ikke fra det, der skulde fylde os heelt? Resultatet at Kierkegaards Anskuelse er dog, at man først skal overgive sig dertil, naar man er bleven færdig med det «Eene Fornødne», men det bliver man jo aldrig færdig med (Begrebet Angest Side 116—17). Min tidligere Betænkelighed, at jeg vilde krænke Muserne derved, foruroliger mig egentlig ikke mere, thi naar jeg holder mig indenfor min Begrændsning, kan jeg dog nok gjøre Noget, der duer. — Men den anden — ja, man maa prøve paa, om man ikke kan lære at blive Herre i sit eget Huus. Men paa saadan en mild solbeskinnet Dag som s. 89 idag kan jeg ikke være nedtrykt længer, og i det samme Øjeblik, jeg her har viist dig et Stykke af mit Kors, har jeg ogsaa rystet det af mig og tænkt: det bliver nok godt altsammen. Af mit Huuslærerembede er jeg snart træt, fordi jeg synes, jeg ikke kan gjøre Gavn ret længe endnu, og til Efteraaret er det vel ogsaa forbi, da min Dreng saa skal i Skole; men om det saa skal være, begynder jeg forfra et andet Sted og bliver saaledes ved i een Guddommelighed. Bare jeg maa faae lidt Strand og Skov og Sol og Udsigt og milde Ansigter; saa kan jeg trives, hvor det skal være.

Kom snart, jeg venter dig baade skriftlig og i egen Person. Min Moder og mine Søstre boe en halv Fjerdingvej fra mig; er du engang oplagt til at besøge dem med mig, saa bliver du godt modtagen; vil du hellere, vi skal være alene, saa bliver vi det. —

Nu skal jeg ud at slikke Solskin.

Din
Christian Hostrup.