Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1846-07-04)

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal. 4de Juli 1846

Tak for den smukke Prædiken! Jeg har læst den atter og atter med forøget Glæde og stadig fornyet Opbyggelse, og jeg har følt den store Betydning, det har, at Prædikanten selv kjender og har gjennemgaaet sin Tids Sygdomme. Din lille s. 90 Slutningsbemærkning i Brevet havde jeg lige til dette Øjeblik overseet, og derfor var jeg lige til for et Øjeblik siden overbeviist om, at du selv havde valgt dig din Text, som saa vidunderlig passer paa dig og mig og alle os Unge, og at du maaskee i flere Aar havde haft den i Tanker; men da jeg, efter at have seet din Slutningsnote, atter gjennemgik Prædikenen, da saae jeg ret dit Talent, som sandelig har meget at betyde, til at gjøre Skriftens Ord levende og slaaende, da saae jeg for dig, min saa tidt mistrøstige Ven, Vejen banet til en for dig selv og Andre trøsterig Virksomhed, hvortil din Mistrøstighed selv gjorde dig fortrinlig skikket. Jeg siger nu til dig, som du til mig: vent nu ikke paa den ydre Anledning og Opfordring, kom snart igjen, du skal være min Prædikant! Du har jo nu Vaaben mod hiin Satans Engel, herlige Vaaben, som jeg misunder dig: brug dem til Hjælp for dig selv og os Andre!

Nu lidt om mig selv for at udfylde det store Hul siden sidste Brev. Mit Fragment fra ifjor kan jeg ikke fortsætte for det Første. Jeg har opdaget en Grundfejl deri, en Mangel, som jeg ikke nu kan helbrede, som gjør mig det nødvendigt at lægge det hen til bedre Tider. Overhovedet trænger jeg til et Bad, til en ny Natur, til nye Bekjendtskaber, til at opleve Noget. Det er derfor jeg, hvis det bliver mig muligt, i Sommerferien vil gjøre en Rejse i Jylland — sælsomt nok den første i mit Liv (med Undtagelse af Upsalarejsen), saa du kan s. 91 tænke, jeg venter mig stort Udbytte. Nu er det ogsaa først, jeg duer til et saadant Foretagende; jeg har nogenlunde lært at tale med Folk (lige til for et Par Aar siden har jeg ikke kunnet tale med andre Fremmede end til Nød med Damer), jeg skal om til Kjøbstadfolk, Landsbypræster, Møllere og Bønder, til Heden og Vejleegnen og en Valfart til Silkeborg. Du har jo selv givet mig Lov til at vove mig ind paa Poesiens Gebeet; paa den komiske har jeg jo et Slags Greb, men der er eet Element til i mig, som skal forædle dette, hvis jeg kan faae det frem, et romantisk, og det fryser inde i mit eensformige Liv. I mange Tider er min Længsel fløjet med hvert Skib, jeg saae sejle forbi mine Vinduer; den dejlige, men tamme Natur er forekommet mig som et smukt Buur, og Bølgerne har idelig sunget: tilsøes, tilsøes! Men naar jeg kommer tilbage, naar jeg har nydt, saa begynder Daadstiden igjen — ja du tvivler maaskee, men jeg ikke i dette Øjeblik.

Vi sees, naar jeg kommer til Kjøbenhavn, som bliver snart.

Din
Christian Hostrup.