Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1847-09/1847-10)

C. Hostrup til L. Mynster.

Vil du endelig have Rundsangen, saa værsgo — her er den i al sin Forsorenhed. Der er forresten forskjellige Udgaver med Variationer efter de forskjellige Kredse, hvor den er benyttet.

Rundsang. *)

Da vi nu har fyldte Maver,
vil vi mønstre Aandens Gaver,
skue gennem dette Glar
de Talenter, som vi har,
nære saa med denne Saft
vore store Evners Kraft.

s. 102 Højt om Liebenberg vi sjunge,
leve han den evig unge!
Ja, hos ham at see vi faaer
Ungdom under Sølverhaar,
han studerer stadig hen
gamle Bøger — unge Mænd.

Riise holder, som man siger,
meget af de smukke Piger,
ja hans vældige Talent
til at kure er bekjendt,
og han savner neppe Løn,
for den Rad, han er saa kjøn.

Nu en Skaal for Musikussen;
ham derhenne — Adolf Knudsen!
Han har til de Skjønnes Lyst
søde Toner i sit Bryst,
han kan til de Skjønnes Kval
synge som en Nattergal.

Busk vil ej jeg kritisere,
før han voxer noget mere.
Blot om ham jeg sige veed:
han er end en Mulighed,
kjæk i Ord, i Klæder pæn,
kort en Rus ϰατ’ ἐξοχην.

Bølling han kan ved sin Forsken
skjelne Hvidlingen fra Torsken,
som Naturhistoriker man
mageløs ham kalde kan,
ja han kan selv i en Ruus
finde Pulsen paa en Luus.

s. 103 Rømers Lyst er Theologien,
han er svært bevandret i ’en;
ja i mange andre Ting
har han travet stærkt omkring.
Han er som Napoleon
klejn af Krop og stor af Aand.

Ja vor Vært, vi stolt kan sige,
har i Regning ej sin Lige,
ja, han kan i Algebra
lægge til og trække fra.
Han kan tælle i en Fart
Haarene i sin egen Bart.

Gram har Musen huldt beskjærmet,
han kan ryste Vers af Ærmet,
paa det ene Been han kan
hele Viser faae i Stand,
giv ham blot en Bly—yhat,
strax paa Riim han faaer den sat.

Olsen, som os vel bekjendt er,
spiller stærkt paa Instrumenter
alle Sorter Melodier,
Valse, Sange, Symfonier,
alt, som staaer paa Nodeblad,
er hans allerbedste Mad.

Voltelen bestandig sparker
om i Literaturens Marker;
alt, hvad der er sat paa Prent,
er ham mestendeels bekjendt.
Trykkesværtens Lugt er ham
som den bedste Morgendram.

s. 104 Belfour tør jeg ikke rose;
han kan ta’ det for en Skose;
nys var han jo syg, og saa
ej med ham man spøge maa,
hvis han endnu var nervøs,
saa var sagtens Fanden løs.

Hostrup maa især vi prise;
han har lavet denne Vise;
han kan drikke, gjøre Vers,
lee, naar andre gjør Kommers.
Han har drevet Kunsten vidt —
i at holde Taler — skidt.

Op med Pauker og Trompeter!
Skaal for vore Kvaliteter!
Du, som troner indeni,
rene pære Kraftgeni!
Dig vi prise højt i Kor,
for du er saa grumme stor.