Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Jens Christian Houstrup (1850-08)

C. Hostrup til Ingemann.
August 1850

Hr. Etatsraad Ingemann!

For de tilsendte Fortællinger aflægger jeg Dem herved min hjertelige Tak. Navnlig har det smukke lille Maaneskinsstykke glædet mig, hvori de stærke orientalske Farver ere anvendte med saa megen Rigdom og Smag, og i saa raske Træk, at det lille Maleri intet lader tilbage at ønske. Næst efter denne Fortælling vilde jeg som Heelhed sætte «Christen Bloks Ungdomsstreger», skjøndt jeg indrømmer, at der er Situationer i de to andre, som gribe og røre mere end dette godhjertige, sommerlyse Maleri formaaer. Særdeles maa jeg takke Dem for Efterskriften til «De fire Rubiner», og jeg vil haabe, at den vil give flere Lyst til at trænge ind i dette skjønne dybsindige Eventyr. Jeg fik først Deres Bog ved Tilbagekomsten fra Jylland, hvor jeg har rejst en 4–5 Uger med Student Winsløw. Vort Maal var fornemmelig Vesterhavet og Heden, da jeg tidligere har besøgt den frugtbare Deel af Landet, og jeg har derfor især færdedes i Vendsyssel og Thy, omkring Viborg og Silkeborg. Af Deres nøjagtige Lokalskildringer i Romanerne antager jeg, at De er meget bevandret i Jyllands forskjellige Egne, men De har dog maaskee ikke været i det yderste Vesten, og det fornøjer mig derfor at kunne bringe Dem en Hilsen s. 123 fra Prinds Buris’ og liden Kirstens Grav paa Vestervig Kirkegaard. Hvor paalidelig Angivelsen er, veed jeg ikke, men hver Bonde i Egnen kan fortælle, at der under den flade Ligsteen ligger en Prinds og en Prindsesse, som ikke maatte faae hinanden.

Størst Rejseudbytte har jeg for Resten haft af Folkefærdet. I de afsidesliggende Egne ved Vesterhavet træffer man, saavel blandt Embedsmændene og Godsejerne, som blandt Bønderne, en Mængde kostelige Figurer, hvis skarpe Kanter ingen Verdenstone har afslebet, og som midt i al deres, ofte krasse, Materialisme bevare en Hjertelighed, hvorfor man ikke kan andet end holde af dem. Og for at jeg i Livet skal more mig over et Menneskes Spidsborgerlighed, maa der paa Bunden af ham være noget ægte menneskeligt, ellers bliver han mig enten tragisk, eller modbydelig. — Den prosaiske Skurk maa ikke slippe med at gjøres latterlig som Prosaist, han maa straffes som Skurk. Den Letsindighed, hvormed den nyere franske Digterskole blander godt og ondt sammen, den Mangel paa moralsk Indignation, hvormed den betragter Forbrydelsen, er vistnok Kilden til alle dens Vildfarelser og Hovedgrunden til, at den med al sin Aandrighed og Verdensklogskab skal vejres hen for den første kraftige Vind, der rejser sig.

Jeg er kommen bort fra, hvad jeg egentlig vilde, men jeg haaber, at De ikke tager mig mit Brevs Formløshed ilde op. Maa jeg sluttelig takke s. 124 Dem og Deres Frue for det mig saa behagelige Pintseophold i Sorø.

Deres ærbødig forbundne
C. Hostrup.