Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Jens Christian Houstrup (1850-11-17)

C. Hostrup til Ingemann.
Kbhvn., d. 17de Novbr. 1850

Deres nye Bog har glædet og opbygget mig. Mod Deres christelige og humane Betragtning af Tidsbegivenhederne ville vistnok de Alvorligere Intet have at indvende, og Grinebiderne, som jo rigtignok udgjøre Massen i vor, med al sin Kraft, uhyre letsindige Heltetid, er det da bedst at være fri for. At Alting peger hen til Christendommen og i sidste Instans skal dømmes efter sit Forhold til den, det er det, man har glemt i den Grad, at ikke engang Døden for Øjnene kan vække Mindet derom. Og dog synes det danske Folk i Sammenligning med Tydskerne saa uskyldigt og ærligt, at man neppe kan tænke sig disses Hjem uden som et Sodoma og Gomorra.

Jeg føler, at jeg skriver dette i en Stemning, og der er derfor maaskee noget Usandt deri. Men sandt er det dog, at de sorte Uvejrskyer snarere har forøget end formindsket Grinebideriet hos vore kjære Landsmænd. Forsaavidt som det hviler paa en Totalanskuelse, paa en Erkjendelse af Livets Jammerlighed, som dog gjennem Gud i en vis Grad føler sig forsonet dermed, har jeg stor Respekt for det Komiske, men den modbydelige, hjerteløse Ironi, al den «Vaudevillemælk og Kjældermandssalt», dette evindelige Vaas, som mangler det sande Komiskes opløftende Kraft, er mig inderligt imod, og det er dog vor Heltetids bedste aandelige Mad. s. 127 Det er muligt, at jeg selv har bidraget noget dertil, men dog veed jeg, at der i mine fleste Arbejder ligger Alvor paa Bunden, og den uskyldige Overgivenhed, som er et ungt og glad Hjertes naturlige Udbrud, gjør da sikkert i en filistrøs Tid mere Gavn end Skade. Men hvorledes det nu har været, vist er det, at jeg, hvis Smule Talent dog er decideret i Retning af det Komiske, bestandig mere og mere føler mig fremmed for mine nærmeste Forgængere i denne Green af vor Literatur og i Poesien, som i Livet, nærmest knyttet til de alvorligere Aander, til Romantikens og Christendommens og Hjertets Digtere, hvoriblandt De i en saa lang Række af Aar har indtaget en saa betydningsfuld Plads. Heiberg, Deres og Grundtvigs, Oehlenschlägers og Hauchs Modstander, som jeg derfor ogsaa som Læser i det Væsentlige maa betragte som min, throner vel ikke mere paa sit kritiske Højsæde, men han regerer det danske Theater, jeg tør næsten sige til almindelig Misfornøjelse. Holbergs Komedier, hans egne Vaudeviller med deres uægte Børn er saagodtsom det eneste af dansk-dramatisk Literatur, der faaer Adgang til Scenen; af Oehlenschlägers spilles aldrig andet end «Hakon Jarl», saa det er vistnok utvivlsomt, at han principmæssigt arbejder paa at udelukke og fortrænge den store Mesters Arbejder fra Skuepladsen. Nogle Shakspearske Lystspil, hvis Skjønheder heldigviis ere altfor store til ganske at forsvinde under en «smagfuld» Bearbejderindes s. 128 Hænder, nogle slet oversatte Komedier af Molière, en Tragedie af Byron, som ikke alene ikke er skreven for Scenen, men hvis Opførelse Forfatteren udtrykkelig har frabedt sig, ere vistnok med alt, hvad man kan indvende mod dem, at foretrække for den Scribeske Oversvømmelse; men de bydes os saa paafaldende sparsomt, at Heiberg, som i sin Tid roste sig af som Forfatter at have fyldt det tomme Theater, nu som Direktør mere og mere nærmer sig mod det Maal at spille for tomme Bænke. Enhver Gnist af sand Romantik, ethvert Glimt af naturlig Vittighed gjør Lykke, saa Fejlen ligger vist ikke fornemmelig paa Publikums Side, og desuden er der bestandig fuldt i Casino-Theater, i hvis Tryllefarcer der dog altid, hvor slet de end ere sammensatte, og hvor mangelfuldt de end blive udførte, er noget Eventyrligt, noget Livligt, noget Gemytligt, som Menigmand synes om.

Men jeg gaaer maaskee mere i Detailler, end det kan interessere Dem. De staaer nu udenfor, eller rettere over Striden, Deres Plads i den danske Literatur vil Ingen mere afdisputere Dem, og om Kritikken for Øjeblikket ikke tager den behørige Notice af Dem, saa veed De ogsaa, at det, forsaavidt der er en Smule Liv i den endnu, kun er Heibergs Aand, der synger deri. De har bestandig haft mange og gode Læsere ; De maa, fremfor de fleste af vore Digtere, have den Overbeviisning, i Deres næsten 40aarige Digterliv at have virket forædlende og opbyggende paa en stor Mængde s. 129 Mennesker af alle Stænder; derfor kan De nu see al Opposition og al ignorerende Fornemhed roligt over Hovedet. Anderledes er det med en ung Mand, som i vor gjærende Tid har ondt ved at faae Fodfæste saavel i sig selv som i den offentlige Mening, naar han tillige føler, at det kommer mere an paa at virke noget godt, end paa at opnaae en stakket Berømmelse, som i Almindelighed er ligesaa dyrt kjøbt (aandelig talt), som den er let vunden. Hvorvidt altsaa Deres venlige Ønsker om en heldig poetisk Virksomhed for mig skal gaae i Opfyldelse, kan jeg ikke vide; ganske troer jeg ikke at burde opgive det og kan vel heller ikke, men som mit egentlige og nærmeste Maal har jeg sat det at blive Præst, og stiller mig derfor helst nu i de theologiske Kandidaters beskedne Klasse. —

Maa jeg endnu engang takke Dem for Bogen, Brevet og Parenthesen: (Hr.)

Deres hengivne
C. Hostrup.