Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1851-07)

C. Hostrup til V. Nicolaysen *) .
Juli 1851

Igaar Aftes Kl. 11 fik jeg dit Brev, og Morgenen efter Kl. 7 staaer jeg allerede ifærd med at s. 135 svare dig. Ikke blot fordi du har taget min Forfængelighed paa det ømme Sted ved at rose mine Stykker, er jeg bleven saa ivrig, men meest fordi jeg hidtil kun har skrevet til Gamlebyen og takket dens hyggelige Penater. — Musernes Sønner, de norske Studenter, 'som repræsenteres for mig af dig og Claus Riis og H. Lassen og du veed nok selv hvem, kort mine Venner fra 1845 og 49 skulde dog have en særegen Tak og Hilsen, og den skulde bringes gjennem dig. Jeg haaber, at jeg i god Betydning tør kalde mig studiosus perpetuus; det er nu snart 14 Aar, siden jeg tog Artium, og den ene Generation efter den anden af mine Bekjendte ere blevne adstadige Embedsmænd, men jeg selv passer intetsteds uden i Ideernes og Drømmenes Verden, og maa derfor, som Jerusalems Skomager, stadig vandre med min hele Ejendom i Hjertet, medens de Andre sætte sig ned og faae Kone og Børn og bløde Lænestole og Penge paa Rente o. s. v. Naar du engang er bleven Sorenskriver, saa faaer du maaskee Besøg af nogle danske Studenter, som du naturligviis tager rigtig godt imod; — paa Een nær er det lutter unge Mennesker, men denne Ene er en gammel Karl, som føler sig fremmed blandt sine Jevnaldrende og troer paa den evige Ungdom ; han laver endnu Studenterviser og er lidt forelsket i alle elskværdige Damer (ogsaa i din Kone) og blæser hele Verden et Stykke. Samme Person vil da maaskee have overlevet sin Digter-Reputation, men det gjør jo ikke s. 136 noget mellem Venner; han vil i alt Fald have bevaret sin Ungdommelighed og Gemytlighed — og saa Pokker i Vold med det Øvrige!

Jeg afbryder dette poetiske Maleri, fordi jeg imidlertid har faaet dit første Brev (det med Gran), skjøndt jeg ikke har seet Gran endnu. Først igaar fik jeg Nys om, at her var en saadan, og hvis Voltelen ikke bringer ham til mig idag, saa skal jeg snarest muligt selv opsøge ham. Bøgh har jeg gjort mig megen Ulejlighed for at træffe, men det har ikke villet lykkes mig endnu. Brevet afleverede han til en af mine Søstre, som han mødte paa Østergade, da han igaar kom fra Dampskibet, men da jeg var ude i Aftes, fik jeg det først ved Hjemkomsten Kl. 11.

Men jeg kommer fra Hovedsagen. Tak, du norske Student for de uforglemmelige Dage i Christiania! Jeg kom op til Eder med store Forventninger, men Virkeligheden var her noget ganske andet og meget bedre end Drømmene. Vi have ordentlig været tungsindige — ikke blot som Efterveer ovenpaa den potenserede Nydelse — men fordi I havde kastet Runer for os, som gjorde, at vi ikke kunde give slip paa Eder, da vi skulde. Vor eneste Glæde siden Afskedens, thi man var dog glad midt i Sorgen, har været at fylde Kjø- benhavn med Eders Priis. Navnlig have I vundet et stort og enthusiastisk Parti i vore Damer, og det er sandelig ikke det svageste eller sletteste. Af vore ældre Rejsefæller har jeg jevnlig talt med s. 137 Hauch, der i sin Enthusiasme stundom bliver saa norsk, at det støder mine — sandelig ikke antinorske — Øren.

Jeg havde bedet Mantzius om ikke at læse «En Nat mellem Fjeldene» oppe hos Eder. Mit Kjendskab til Norge er saa ufuldkomment, min Muse er saa reent dansk — og ikke universel nordisk som de større Aanders, at jeg havde Grund til at frygte for, at mit Stykkes Mangel paa Nationalkolorit, da det dog optræder med en Slags Fordring derpaa, vilde virke frastødende paa Eder. Det glæder mig, at det ikke har gjort det Indtryk paa dig. Et dansk Stykke er det naturligviis ; den norske Natur er seet med danske Øjne, og at det ikke har været min Mening at give mere end et saadant subjektivt Billede, der mere vil gjengive mine egne Indtryk end Sagen selv, burde maaskee have været Publikum meddeelt i et Forord. Noget langt Bedre og Sandere anseer jeg «Tordenvejr» for at være; men her er Lokalfarven saa stærk og saa ublandet, at I neppe ville kunne have den paatænkte Nydelse deraf. Ribolt (maaskee Stykkets bedste Figur), Morten og Else, endelig Taterfolket, ere saa jydske, at I maa have ondt ved at komme tilrette med dem. Jeg tvivler ogsaa paa, at det vil gjøre synderlig Lykke her; den hele mørke Tone, som Lyngbakkerne kaste over Maleriet, den tunge Tordenluft, som gjennem de fire Akter bliver mere og mere trykkende og først skaffer sig Udbrud ved det physiske Tordenvejr i femte Akt, s. 138 vil neppe behage et Publikum, der venter sig lutter Lystighed, naar det gaaer hen for at see et Stykke af mig.

Ogsaa her er Tordenluft. Formodentlig paa Grund af russisk Indvirkning har vort Ministerium opløst sig, og det hedder, at Reactionen, som hidtil har skaanet os, nu med hele sin Styrke vil vælte sig over vor nye Frihedsbygning. Vi Unge, som har gjennemlevet de tre sidste Aar med hele vort Hjerte, ere naturligviis voldsomme Frihedsmænd og sætte os sikkert paa Bagbenene, men Hr. Sørensen! og Armeen! — For det Første maae vi haabe paa Kongens danske og folkelige Sympathier (thi Aristokraterne og Schleswig-Hol-steinerne gjøre fælles Sag), men han stikker ikke dybf, den Stakkel! og fanger de først hans Kone, saa tager hun vel ham med. I saa Tilfælde maae vi gjøre Revolution, og saa kan I passende komme ned og hjælpe os.

Inderlig megen Tak for dine Breve og dobbelt Tak, hvis du bliver ved, som du har begyndt. Hils Cappelns og tak dem ret meget for den herlige Eftermiddag, jeg tilbragte hos dem. Ja den Eftermiddag ved Vrangfossen, hvor den prægtige vilde Natur og det gemytlige Selskab (Maler Cappeln, Claus Riis, Mynster og jeg) skabte mig nogle af disse lykkelige Øjeblikke, som man aldrig glemmer.

Og saa Farvel! du snilde Gutten min! Lad os høre fra dig, naar du kommer til Ulefos, og s. 139 fortæl mig lidt om Folkene derovre, Maleren og hans Søstre og den snurrige Pastor Buch i Holden! Jeg skal nok svare; jeg skriver gjerne til gode Venner og særdeles gjerne til dig. Hilsen fra gamle Liebenberg, som er meget glad over, at du har tænkt paa ham.

Hvad du mener med Jomfru Vold, forstaaer jeg ikke. Har du laant Convolutten af hende? Saavidt jeg mindes, hed en kjøn ung Pige, som jeg dandsede med paa Klingenberg, saaledes. Jeg er for Øjeblikket frygtelig forelsket i alle norske Damer, saa du maa give mig nærmere Underretning.

Din
C. Hostrup.