Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1851-08-02)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
2den Aug. 1851

– – Ogsaa jeg har været paa Landet, rigtignok kun tre Miil fra Kjøbenhavn, men paa en dejligt beliggende Gaard (Kokkedal) ved Øresundet, Sjællands Paradiis. Ja, du har vel tidt nok hørt vore Poeter raabe paa Sundets dejlige Kyst, og Nordsjælland er for os Kjøbenhavnere, hvad Ringerige er for Jer. At jeg forresten ogsaa har skrevet et Digt om Istedslaget, er ganske rigtigt, og interesserer det dig at faae det at see, saa vil du finde det i «Fædrelandet» for den 25de Juli. Vi har her Skoleog Universitetsferie for Tiden og derfor s. 140 ere alle Vennerne spredte over det danske Land. Min egen Ringhed drager om et Par Dage til Holbæk, hvor min Søster er Præstekone, og min Svoger følgelig Præst. Der bliver neppe noget af min Udenlandsrejse før til Foraaret, og Gud veed, om man lever saalænge, og om man ikke taber Lysten imens. Jeg er næsten bleven for gammel til at gjøre saa lange Rejser; jeg hænger for stærkt ved Hjemmet og forudseer, at jeg i Italien vil døe af Hjemvee. Imidlertid siger Folk, at man har godt af at rejse, og jeg vil troe, at man vil vinde en Portion Kraft i den uhyre Eensomhed, som man maa føle mellem lutter Fremmede, hvis Sprog og Interesser man kun halvt forstaaer, og i en fremmed Natur, i hvilken man, med al dens Dejlighed, aldrig kan blive rigtig hjemme. Jeg rejser derfor mere af Pligtfølelse end af egentlig Lyst (Lysten driver mig nærmest til at besøge de tre nordiske Riger); men i sangvinske Øjeblikke udmaler jeg mig, hvorledes jeg skal komme tilbage som en heel Karl, for da med større Udbytte og med forøget Kjærlighed til vort Norden at gjæste Vesterhavet og de jydske Heder og Fyens Blomsterhave og Bergen og Trondhjem og Stockholm og endelig slaa mig fast i min Hjemstavn ved Sundet. At alt dette skulde skee i eet Træk, er ikke min Mening, men alle disse Rejser skulde danne et nyt Afsnit af mit Liv, betitlet: Jens Kristrups Vandreaar, der skulde følge efter hans Læreaar og danne Overgangen til hans Leveaar.

s. 141 Jeg skriver altid om mig selv, men det er det, man efter min Mening skal gjøre i et Brev til en Ven, hvilket dog nærmest maa ansees for et Dagbogsblad. Forresten har jeg heller intet andet at skrive om for Øjeblikket.

Folkestemningen er efter Krigen saa enig, og har ogsaa ved denne Lejlighed viist sig at være det, saa at vore Fjender ikke har kunnet gjøre os den Skade, som de gjerne vilde. Over hele Landet staaer man en garde, og med al vor Letsindighed (thi Letsindigheden hører med — om ikke til Folkets — saa dog til Kjøbenhavnernes, de nordiske Athenienseres Karakteer), saa vil dog neppe noget Brud paa Forfatningen blive taalt. En Smule Modgang, der kan holde os vaagne, indtil Friheden faaer trængt rigtig ind til Marv og Been, har vi sikkert godt af, og den, der som jeg, har oplevet hele det nye Livs Opvaagnen med Christian den ottendes Thronbestigelse og dets Blomstren under Krigen med Tydskland, tvivler ikke saa let om, at det nok vil bære overflødig Frugt for hele Norden. —

Hører du noget fra Cl. Riis, saa lad mig det vide, jeg er bekymret for ham. Kan I ikke faae ham til at tage sig noget for? Han kan jo nu gjøre Alvor af at blive Landmand, hvortil han undertiden har ytret Lyst. Den Virksomhed vil jo nok kunne trives sammen med den poetiske. Dine Breve modtages altid med stor Jubel, og du har endnu efter Adskillelsen voxet dig dybere ind s. 142 i vore Hjerter. Klem derfor rigtig paa, for at du snart kan komme herover; selv om jeg er borte, vil det glæde mig at høre, at du er her, og du vil sikkert befinde dig vel hos os. Fra Svenskerne, der ikke, som vi, ere Brevskrivere, har jeg intet hørt. Thomasson havde lovet at gjæste os, men han er ikke kommen endnu. Hils H. Lassen, Bonnevie og J. Moe. Siig til den Sidste, at han skal komme herned, den Næstsidste kommer jo. Vale, amicissime!

Din C. Hostrup.