Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Johannes Carsten Hauch (1851-09-06)

C. Hauch til C. Hostrup.
Frederiksberg Slot, d. 6te Septbr. 1851

Jeg takker Dem særdeles meget for Deres Bog og for Deres Brev og for den Tillid, De deri viser mig, og jeg vilde troe at have fornærmet Dem, hvis jeg ikke ved denne Leilighed udtalte min inderste Overbeviisning ; desuden skatter jeg Dem og Deres Talent altfor høit, til at jeg skulde søge at trække mig ud af Sagen med et Par Complimenter.

Jeg maa først begynde med at sige Dem, at jeg i dette Stykke som i alt andet, hvad De har skrevet, finder et aabent Øie for det virkelige Liv, tilligemed et stort Talent til at fremstille det i Genrebilleder, der indeholde en høi Grad af Sandhed og Friskhed.

Imidlertid tør og vil jeg ikke fragaae, at Deres sidste Stykke, trods de dramatiske Situationer og det Blik for Livet, der findes deri, dog har gjort mindre Indtryk paa mig end «Eventyr paa Fodreisen», «en Spurv i Tranedands» og flere andre, s. 144 som De har skrevet; og Grunden dertil ligger, efter min Mening, ingenlunde deri, at Deres poetiske Kraft har svigtet Dem, men snarere i noget andet, der med et Slags Nødvendighed udspringer af den indre Plan.

Uagtet jeg gjerne tilstaaer, at det Comiske og Tragiske i romantiske Dramer med stor Virkning kan blandes imellem hinanden, saa gives der dog, hvis jeg ikke feiler, et Slags Stykker, der svæver mellem begge, hvilke frembringe et mindre heldigt Indtryk; det er nemlig dem, hvorigjennem der gaaer en Hovedhandling, der, uden at frembringe en egentlig tragisk Virkning, dog er altfor alvorlig, ja altfor trykkende, til at det Comiske kan komme til sin fulde Ret, og til med Frihed at røre sine Vinger, eller til, selv hvis dette kunde skee, at virke befriende paa Tilskuernes Sind. Og dette mener jeg at være Tilfældet i «Tordenveir», hvori der er en Brøst i de Personers Indre, der ere stillede nærmest ved Midtpunktet, og fra hvilke Hovedhandlingen gaaer ud, som fører til Ulykke og Fortvivlelse, uden at Sjælen, hverken paa den comiske eller tragiske Vei, kan føle sig befriet. Ribolts aandelige Svaghed, der pludselig frembringer en saa fortvivlet Beslutning, udøver vel et Slags Tryk paa Sjælen, men vækker ikke den høiere Deeltagelse, saameget meer som hans Monolog i Begyndelsen af 5te Akt røver os den Tro, at hans senere Anger og Trudsel med at angive sig selv er alvorlig meent.

s. 145 Heller ikke giver hans Kones haardog koldhjertede Opførsel mod en værgeløs Skabning nogen Garantie for, at en lykkelig Forandring for hende kan finde Sted.

Dette er min Hovedindvending imod Stykket. En Digter kan, hvis min Erfaring ikke reent bedrager mig, ødsle ganske overordentlige Kræfter paa et Stykke, hvori Grundtanken ikke med Frihed bærer det Hele, uden at frembringe den Virkning, som han med en Trediedeel af samme Kraft vilde frembringe, naar Grundtanken er heldig, og det er for en stor Deel herved, at «Fodreisen» og den phantastisk-comiske «en Spurv i Tranedands» frembringe den lykkelige Stemning hos Tilskuerne.

Jeg har endnu den Indvending, at de mange Par, der skulle forenes, noget for stærkt spreder Opmærksomheden mod Slutningen, saa derved det sidste Indtryk kommer til at ligne det, man faaer af et optisk Glas, der istedenfor at samle Straalerne til et eneste Billede, snarere spreder dem til forskjellige Sider.

Dette er mine Indvendinger, som jeg dog vel ikke saa uforbeholdent vilde have fremsat, hvis De ikke selv havde opfordret mig dertil. Hvad jeg især maa rose i Stykket er, foruden meget andet, den hele fjerde Akt, som i mine Tanker er meget god, og vilde have været fortræffelig, hvis De i Begyndelsen stærkere havde ladet Anna Svendsens heftige Natur, eller med andre Ord det Taterblod, s. 146 hun har faaet i Arv, komme frem; thi da havde hendes Opførsel været bedre motiveret.

Lyng er en ypperlig Characteer; hans store Talent til at gjøre falske Slutninger og brede dem ud som Sandheder og til dog bestandig at vedligeholde den høie Mening om sin egen Superioritet i alle Henseender, fortjener vist stor Paaskjønnelse. Hele Episoden med Hornum, der faaer den Mand til Svigersøn, som han af alle meest hader, og meget andet viser ogsaa, at De forstaaer at skildre denne Side af Livet i sin lystige Sandhed.

Tilgiv mig nu denne min Oprigtighed, som jeg troede at skylde Dem, og som jeg saameget desfriere har overladt mig til, da jeg anseer Dem for at være hævet over den Digterirritabilitet, som saamange andre store Talenter lider under.

At Deres Stykke dog er bedre end mangfoldige Ting, der gjøre Lykke paa vor Scene, kan ingen være mere overbeviist om end jeg. At Mange, naar en yndet Forfatter har skrevet noget, hvori de troe at finde Feil, ville benytte Leiligheden til at give deres Misundelse Luft, og til at harme sig over det Bifald, Forf. tidligere har høstet, er, hvad jeg ikke behøver at sige en Mand med Deres Blik, ganske efter Verdens almindelige Gang. — Tusinde Hilsener fra os alle. Kom snart til os!

Med sandt Venskab og Høiagtelse
Deres
C. Hauch.

S. T. Herr Cand. Hostrup.