Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1852)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Uden Datum. 1852

Kjære Ven!

Siden dit sidste kjærkomne Brev (de ere alle kjærkomne) har jeg været bortrejst, ikke til Frankrig eller Italien, men til Maanen, eller hvad det Land hedder, hvor Poeterne aandeligt maa rejse hen for at see og høre Nyt. Jeg har medbragt derfra et «romantisk Sangspil» i fem Akter, betitlet «Mester og Lærling» (Titlen maa opfattes i reen menneskelig — ikke i Haandværker-Forstand), et Stykke, der ikke er trist som «Tordenvejr», s. 154 men — som Voltelen, Liebenberg og Winsløw, der have læst det, sige — fuldt af Vaarluft og Ungdom. Uden Beskedenhed troer jeg, at de har Ret, og at du vil komme til at synes rigtig godt om det. Hvis det kan komme paa Christiania Theater, som jeg har skrevet til Borgaard om, vil Hovedrollen: Aage — i Wiehe kunne faae en Fremstiller, som vi vil savne Mage til hernede. Denne Aage er nemlig et reent Naturbarn (Stoffet er romantisk-eventyrligt, knyttet til vore Folkesagn), fuld af Livslyst og Begejstring, som igjennem Kamp ved Kjærligheden modnes til Mand. Ja, du maa nok lee af min Faderforfængelighed og Lyst til at snakke om mine Børn; jeg leer selv af den. Men den er saa naturlig, da jeg i den senere Tid kun har levet i denne fortryllende Skinverden, og derfor Intet har at fortælle dig fra den virkelige, som omgiver mig.

Du har vel hørt, at Voltelen har mistet en Broder, der var Uhrmager her i Kjøbenhavn, og hvem han holdt meget af. Den stakkels Griis *) tager sig det meget nær. Vi er da ogsaa begyndt at tænke paa Opførelsen af en ny Studenterforeningsbygning, og Begyndelsen synes at love Fremgang. Imidlertid har dog Sagen i vor overfyldte By store Vanskeligheder.

Mit Rejsestipendium kan jeg først vente Resolution paa i næste Maaned, og hvis jeg faaer s. 155 det, vil jeg derfor dog neppe flyve bort før henad Efteraaret; jeg har saaledes grundet Haab om at see dig i Kjøbenhavn til Sommer. Til April Flyttedag bliver jeg saagodtsom Nabo til Liebenberg, Voltelen, Rømer og Adolf Knudsen, og jeg har saaledes Grund til at haabe, at jeg — og min Familie, som glæder sig til at gjøre dit Bekjendtskab, skal faae rigtig Gavn af dig. Du kan troe, vi har en smuk Sommer og en maaskee noget blød (ligesom Folkekarakteren), men blomstrende, skyggefuld, smilende og dog nordisk Natur, hvis Jordbund ikke er saa pandekage-agtig, som de Nordmænd, der kun har seet Kjøbenhavns nærmeste Omegn, vil indbilde jer. Men du maa ikke komme senere end i Slutningen af Maj, for at høre de sjællandske Nattergale. Da der forberedes en Tegnér-Fest i Lund, som vel vil falde i Begyndelsen af Juni, kunde vi saa benytte Lejligheden til at besøge Thomasson og stifte Bekjendtskab med nogle vakre svenske Flickor. Paa vore smaa, letfodede Dampbaade kunde vi løbe op af Sundet lige inde under Landets skovbedækkede Kyster, og en anden Gang paa en Formiddag sejle til Møen, drage tilfods op igjennem Sydsjællands Herligheder, gjæste Præstegaarde og Herregaarde, besøge den elskværdige Ingemann i hans Paradiis i Sorø, besee de gamle Ridderborge og de herlige Kirker fulde af Kongeog Heltebegravelser, og tilsidst rulle mageligt paa Jernbanen tilbage til Hovedstaden med dens Tivoli og Frederiksberg, altsammen for s. 156 godt Kjøb og uden synderlig Besvær. Fodtoure fra Morgen til Aften gjøres med vore Damer ude omkring i Skovene, og bliver man træt om Aftenen, sætter man sig paa en Kildevogn og ruller hjem under Sang og Lystighed. Er du idyllisk, saa har baade Rømer og jeg Haver med Jordbær og Kirsebær, Ribs og Stikkelsbær, og Landet bugner af sød Frugt; er du bacchantisk, saa har vi ogsaa «Kongshaven» og morsomme og elskværdige Folk, om end ingen Vilhelm Bøgh; er du erotisk — ja saa har vi — ikke mindre end I — smukke Damer, som du kan gjøre Cour til. Ja, jeg vilde ønske, jeg kunde lokke dig til at komme snart. Begyndelsen af Maj er slet ikke for tidligt — da kan du ogsaa faae mit nye Stykke at see opført i Kjøbenhavn og mange andre Vinterherligheder, og da staaer Skoven i sin første lysegrønne Pragt. Kom saa!

Din
C. Hostrup.