Houstrup, Jens Christian BREV FRA: Houstrup, Jens Christian (1852-07-04)

C. Hostrup til en lille Dreng.
4de Juli 1852

Kjære lille Christian!

Jeg er lige kommen tilbage fra en lang Rejse. Med 300 svenske Studenter gik jeg ud paa et stort Dampskib, og det foer afsted i en skrækkelig Fart. Først kom vi ud paa et stort Hav, hvor man til alle Sider ikke kunde see andet end det bare Vand, men Studenterne var slet ikke bange, de sang af fuld Hals fra Morgen til Aften. Og saa om Aftenen, det var St.-Hans-Aften, saa tog de en lang Stang og hængte et Flag paa Toppen af den, og pyntede den fra Top til Taa med Baand og Blomster, som de havde faaet i Kjøbenhavn. Og saa stillede de den op paa Skibet, for saadan bruger de i Sverrig paa den Aften, og vi dandsede om den, og vi sang, og du kan troe, det var lystigt. Dagen efter kom vi til nogle høje Bjerge, som vare besatte med Grantræer lige op til den øverste Spids, men længere nede var de tæt bevoxede med vilde Roser, som stod i Blomster, og mellem dem var der fuldt af modne Jordbær. Det var der, hvor vi skulde hen, for de Bjerge kalder man Norge. s. 159Du kan vide, at det er et godt Land, hvor der voxer saa mange Roser og Jordbær, men det er ogsaa gode Folk, som boer deri, for de raabte Hurra for os og kastede Blomster paa os, baade da vi kom, og da vi gik, og de trakterede os med Viin og Kage, og de holdt Baller og Selskaber, og det var altsammen for vores Skyld. Men da vi havde været der i fem Dage, saa sagde vi Farvel til Nordmændene, og vi lovede hinanden, at vi altid vilde være gode Venner, og at vi aldrig skulde glemme hinanden, og saa sejlede vi igjen ud paa det vilde Hav. Den næste Middag kom vi igjen til nogle høje Bjerge, men der var ingen Grantræer, og hverken Jordbær eller Roser, det var den bare Kampesteen lige fra Vandet og heelt op til Toppen. Bag de store Steenbjerge laa der et andet Land, som man kalder Sverrig, og der sejlede vi ogsaa ind. Og vi kom til den By, hvor de rige Kjøbmænd boer, og de har saa mange Penge, saa de neppe har Plads til dem. Men det var godt, vi kom, for saa fik de noget at bruge deres Penge til, for de kjøbte alt det Dyreste og Lækreste, som der er til, for at traktere os dermed, og jo mere vi spiste og drak, desto gladere blev de. Og saa sagde vi til dem, at vi ogsaa vilde være gode Venner med dem ligesom med de Norske, og de sagde Tak, og saa gav vi hinanden Haanden og raabte Hurra, og saa sejlede vi bort igjen. Men da vi saa kom ud paa Havet igjen, gik der store Bølger, og de var kulsorte med s. 160hvide Toppe, og Vinden peb i Tovene, ligesom naar der er Ildebrand i Kjøbenhavn, og Skibet gyngede saadan, saa vi maatte holde os fast, for ikke at falde om. Og hvert Øjeblik kom der en stor Bølge og slog tvers over Skibet, saa at mange af Studenterne blev ganske vaade. Men de loe deraf og rystede Vandet af sig, og tilsidst blev det stille igjen, og vi kom atter til et Land. Der var ingen Fjelde, men kun lave Banker bevoxede med Græs, og der var store skyggefulde Træer, og der var Kornmarker og Blomsterhaver. Og da jeg saae det Land, saa fandt jeg, at det var det allersmukkeste, og saa sagde jeg Farvel til de svenske Studenter og sprang ud af Skibet, for i det Land vilde jeg blive. Og det Land kalder man Danmark, og der er jeg endnu.

Din
Christian H.