Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Irgens, Anne Lene Johanne FRA: Houstrup, Jens Christian (1852-10-19)

Wien. 19. Octbr. 1852

Min egen kjære Moder!

Skjøndt jeg endnu kun har været lidt over en Uge borte, saa forekommer det mig dog ofte, som om det var et heelt Aar siden, jeg forlod Danmark, men jeg har det godt i alle Maader; — lidt Hjemlængsel kan ikke undgaaes, men naar jeg blot hyppig faaer gode Efterretninger fra jer, saa skal jeg nok faae Glæde af min Rejse. Tirsdag den 12te tilbragte vi i Leipzig — først med en Spadseretur ud i en smuk tydsk Egeskov — Rosenthal, — derpaa i Theatret, hvor vi saae Jægerbruden, og tilsidst var vi i Auerbachs berømte s. 167Viinkjælder. Næste Morgen fulgte Heise med os til Dresden, hvor naturligviis Galleriet var Hovedsagen, og vi var der da ogsaa baade Formiddag og Eftermiddag. Senere gik vi i det smukke Theater og saae «Die Eifersüchtigen» af Benedix, — et meget tyndt Stykke, men taalelig udført, og «Gute Nacht, Hr. Pantalon», der neppe gik saa godt som i Casino. Torsdag Morgen kjørte vi alle tre til Schandau i det sachsiske Schweiz, og med en lille 13-aarig Pige til Fører, besteg vi en af Bjergspidserne, der Pabststein. Det var velgjørende efter den uendelige tydske Flade at komme til Bjerge, — ganske vist er de ikke høje, men rask formede, rige paa bratte Skrænter og dybe Spalter. Efter til Afsked at have drukket en Flaske sachsisk Viin med Heise, maatte vi desværre skilles fra dette elskværdige Menneske, og han tog paa Jernbane tilbage til Dresden og Leipzig. Forchhammer og jeg havde endnu en Timestid til at see os om, og vi spadserede da hen til en lille Landsby, hvor vi gjorde os gode Venner med en Deel livlige og morsomme Børn, og ogsaa kom i Snak med flere venlige og gemytlige Folk. Kl. 3 gik Rejsen saa — efter en kjedelig Visitation — videre over den østerrigske Grændse, og vi naaede Prag om Aftenen. Vi anvendte saa hele Fredagen til at besee denne smukke og interessante By. Det kongelige Slot, Hradschin, har en udmærket Beliggenhed og Udsigt, og Kirken der er stor og interessant. Hele det katholske Væsen morede os, s. 168og vi besøgte adskillige Kirker og saae paa Præsternes sælsomme Fagter, og undrede os over den Behændighed, hvormed de forstod at variere deres Komplimenter til de mange Helgener efter disses Rang og Stand i Himmerige. Nogle fik et heelt Knæfald (især St. Nepomuk), andre et halvt en passant, andre igjen et mere fortroligt Nik — halvt nedladende som til en Lakej, man vil staae sig godt med. Ogsaa her var vi om Aftenen i Theatret og saae «Die Schule der Alten», — et Lystspil af Delavigne, oversat paa rimede Vers, — det vil sige — 3 af de 5 Akter, for mere kunde vi ikke holde ud. Stykket var over al Beskrivelse langtrukkent, og Spillet meget tarveligt. Lørdag Morgen Kl. 5½ sad vi atter paa Jernbanen og kjørte nu til Aften Kl. 8, før vi endelig naaede Wien. Vejen gjennem de mähriske Grændsebjerge var overordentlig interessant; vi passerede en halv Snees Tunneler, af hvilke nogle vare meget lange; men derved frapperede de pikante Udsigter dobbelt, naar man endelig slap ud. Hvad vi savnede, var Vand i Landskaberne, da de smalle Floder bestandig skjuler sig bag de høje Bredder. Paa 3die Plads, hvor vi altid kjører, var en Mængde østerrigske Soldater, smukke, lystige Folk, og Tydsk, Böhmisk, Mährisk, Slovakisk og Ungarsk summede os om Ørene. En skikkelig gammel Mähr (Bondekone fra Mähren), der skulde til sin Datters Bryllup i Brünn og med megen Stolthed viste os sin Stads, som hun havde med i et stort Tørklæde, sad ved s. 169min Side. Hver Gang vi kom til en Tunnel, slog hun Kors for sig og holdt sig for Øjnene med den ene Haand, medens hun i sin Forfærdelse kneb mig i Armen eller Benet, som det nu kunde falde sig, med den anden. Paa Banegaarden i Wien traf vi Ravnkilde, som forte os til NationalGasthof, hvor vi nu boer. Vi har et meget stort Værelse med to Senge og Udsigt til Bjergene. Man lever her paa følgende Maade: Morgenmaaltidet tager vi paa et Kaffehuus her i Nærheden — Middagsmaden Kl. 1—2 paa en Restauration, og om Aftenen, efter Theatret, gaae vi atter i et Kaffehuus, hvor vi som oftest kun spiser Iis og lidt Hvedebrød. Det er alle vore Maaltider, mere behøver hverken Wienerne eller vi. En Gang imellem kjøber man paa Gaden en Haandfuld Druer for et Par Skilling og spiser dem gaaende.

I Søndags besøgte vi den vældige Stephanskirke og hørte Messe i Burgkapellet. Dernæst kjørte vi med en Omnibus til Kahlenberg, hvor vi i det varmeste Solskinsvejr steg op til den paa Toppen af Fjeldet liggende Restauration, hvorfra der er en mageløs Udsigt over Donaudalen og den uhyre Stad til de blaa Bjerge i det Fjerne.

Her er følgende Danske, som vi mødes med til alle Maaltiderne: Ravnkilde, Siboni, en Cand. polyt. Lier, en Legationssekretær Lund, en Musiker Behrendt — og saa Svenskeren Rubenson (et amukt og forstandigt, men vel kritisk Menneske). Vi har været i Burgtheatret og seet to gode Skue s. 170spillere, La Roche og Beckmann, og syv af os var igaar i Theatret i Josephstadt og saae med stor Morskab «Korsridderne», ægte tydsk udført med Brølen, Ansigtsfordrejelser, Styrten i Gulvet baade forlænds og baglænds, ja det er dog et mageløs ugeneert Folk, de Tydskere! Alle Elskere, vi har seet, selv i Burgtheatret, er umaadelig komiske; de vende Øjnene ved hver Replik, og naar de skal sige: «Mein Liebchen» eller «Du holde Seele», faae de Halsen ganske propfuld af Smør, og jeg har kun Valget imellem at lee og faae ondt, og da det Valg jo er let, saa troer jeg nok, at jeg vækker nogen Forargelse rundt omkring mig, skjøndt jeg gjør mig al mulig Umage for at skjule min Munterhed.

«Der Dorflehrer», ein Seelengemälde af en nyere tydsk Theaterforfatter, Mosenthai, saae jeg ved dets første Opførelse i Burgtheatret. Stykket var aldeles Gersonsk, men Forfatteren blev fremkaldt. Langt bedre var «Er ist nicht eifersüchtig», en godt anlagt og godt spillet Farce — ganske vist med megen tydsk Vittighedsjagt i det Enkelte, men ogsaa med meget Lune og gode Situationer — det lod sig godt bearbejde paa Dansk. Forfatteren hedder Alexander Elg. «Die Phrenologen» af Benedix (der gik paa een Gang tre nye Stykker i Burgtheatret) var Pjat-Pjat. I Aften skal jeg i Carlstheatret og see Nestroy, i Morgen i Burgtheatret og see «Die Braut von Messina», og paa Søndag «Richard III». I Operahuset, hvor Lucile s. 171Grahn nu giver Gjæsteroller og gjør Furore, maa man vel ogsaa engang, skjøndt det er lutter Spektakelstykker, de give, og i det mægtige Theater an der Wien, hvor der spilles med et vældigt Maskineri og Heste (levende). Her er det, at «Ødelanden» og «Meer end Perler og Guld» gives. Inden jeg forlader Theatervæsenet, maa jeg endnu nævne en Kuriositet. Man bruger i hele Tydskland ved Dekorationsforandringer, at Tjenere komme ind og bære Stole og Borde bort istedetfor som hos os at trække dem ud usynlig. Da nu i Josephstadttheater et Kloster skulde forvandles til en Skov, kom ikke Tjenere — men fire Nonner ind og gjorde Scenen ryddelig.

(Onsdag). Jeg har atter seet daarlige Komedier i Carlsstadttheater ; men derimod er der en fortrinlig Skuespiller, Scholz, og nogle ret flinke, Nestroy, Grois og Treumann. Men det er dog altid tydsk Komedie med slet Vittighed og vamlende Sentimentalitet; ja, man føler daglig, hvilken Skat vi har i vort Theater.

Her i Wien lader det slet ikke til, at der er nogen Antipathi mod de Danske, men derimod meget Ubekjendtskab til os. Da en Opvarter fik at vide, at vi var Danske, sagde han «Ah, so sind sie ja Schleswig-Holsteiner». Skjøndt vi Danske jo — naturligt nok — ikke har meget tilovers for Tydskerne, saa maa jeg dog indrømme, at de gjennemgaaende er meget velvillige og godmodige. Derimod generer deres Uridderlighed mig. Altid s. 172Hattene paa selv i Damers Nærværelse, i Theatrene, i Kaféerne, og uden Sky indhyllende dem i den vældigste Tobaksrøg. Paa en Restauration, hvor Herrer og Damer spise mellem hinanden, tænder hver Enkelt sin Cigar, naar han har slugt sin sidste Bid, og ryger Damerne lige ind i Ansigtet, medens de spise ved Siden af ham. Paa de allereleganteste Kaffehuse, hvor der ogsaa kommer Damer, modtages man ved sin Indtrædelse af en tyk Tobakstaage, hvorigjennem man skimter en Utallighed af sorte Hatte, og under dem det vældige Skjæg, som smykker Halvdelen af Ansigtet paa de fleste Tydskere.

Nu længes jeg dygtig efter Brev. Hos Lund faae vi « Berlingeren» at see, men den er naturligviis temmelig langt tilbage i Tiden, og det Blad giver ogsaa kun daarlig Besked om, hvad jeg vil vide. «Fædrelandet» er forbudt i Østerrig. Lev nu vel, skriv først om eder selv, dernæst om Rigsdagen, om Theatret, om de udkomne Bøger o. s. V.

Din
Christian.