Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1852-11-22)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Florens. 22. Novbr. 1852

Kjære Ven!

Saa er jeg da virkelig kommen til Italien og til en ny Sommer. Her i Florens har man det endnu skikkelig varmt i en enkelt Sommerfrakke; man sidder hele Dagen for aabne Vinduer og knapper end ikke sin Frakke Morgen og Aften. s. 195 Og imidlertid læser jeg i de italienske Aviser, at I i Christiania har Snee paa Gader og Iis paa Fjorden. Her løbe Blomsterpigerne om paa Gaderne med Violer og Roser og tusinde andre Slags Blomster, og Oliventræerne bugne af Frugt, og Akacietræerne er endnu ganske grønne, ikke at tale om Laurbær og andre immergrønne Træer, hvoraf den store storhertugelige Have bestaaer. Foruden alt det er her en Kunstverden, om hvis Herlighed jeg ikke har drømt, selv ikke efter at have været i Dresden og Wien og Venedig og Bologna. I Venedig var det Titian og Paul Veronese, som dominerede, i Bologna Guido Reni; men her blive disse aldeles fordunklede af Raphael og Correggio og Fra Bartolommeo og Andrea del Sarto og Perugino. Man seer paa Madonnaer fra Morgen til Aften og drømmer om dem fra Aften til Morgen. Ogsaa faaer man først her nogen Forestilling om den antikke Billedhuggerkunst, her vrimler af antikke Statuer og deriblandt nogle af de berømteste, og med al Respekt for Michel Angelo og Canova og selv for Thorvaldsen, som dog øjensynlig er den første af de nyere, deri er de Gamle dog Mesterne. Derimod staaer sikkert den nuværende italienske Kunst paa et meget lavt Trin, og om de end ikke i de plastiske Kunster ere sunkne saa dybt som i Musikken (hvad man hører af Opera er over al Beskrivelse slet, baade hvad Composition og Udførelse angaaer — jeg taler ikke engang om Bellini og Donizetti, skjøndt s. 196 de er slemme nok, men de nyere — Gud fri os!) saa synes de dog at være bedst, naar de kopiere de Gamle, og affekteerte og trivielle, naar de vil staae paa deres egne Been. Ja jeg dømmer rask, men med det Bedste ved Siden har man en god Maalestok. Ogsaa det italienske Theatervæsen er efter de Prøver, jeg har faaet derpaa, slet. Overhovedet skal jeg ikke rose mig af stort Udbytte i den Retning, selv i Wien var der kun faa betydelige Skuespillere, og de tydske Komedier ere ikke blevne stort bedre siden Holbergs Tid.

I Leipzig var jeg i et Par Dage sammen med Heise. I Wien, hvor jeg var 14 Dage, traf jeg to danske og en svensk Musiker (Ravnkilde, Siboni og Rubenson), og endelig i Venedig kom jeg ind i en heel Koloni af bergensiske Kjøbmænd. Der var Fischer, to Brødre Bødtcher (den yngste er dog ikke Kjøbmand, men polytechnisk Candidat) samt en ældre og en yngre Gran, alle flinke og gemytlige Folk, med hvem vi samledes ved Maaltiderne og turede til Fods og Gondols. Siden den Tid har vi været alene og har derfor her, hvor vi blive i det Mindste 14 Dage, indlogeret os hos en italiensk Familie, som vi er meget gode Venner med. I Begyndelsen antoge de os for Tydskere, men da de hørte, at vi hadede disse næsvise Naboer ligesaa meget som de, aabnede de deres Hjerter for os, og vi sidde nu daglig inde hos Signoraen og den nette Signorina og faae os en hyggelig Samtale med Tegn og Ord (vi ere nemlig s. 197 ikke endnu synderlig stærke i Italiensken). Overhovedet er vist Italienerne godmodige og lette at komme ud af det med, naar man kan snakke med dem, som er dem en stor Fornøjelse. Desværre har jeg meget ondt ved det, men det maa jo vel nok komme. Næst efter min Familie og mine Venner savner jeg Damer (danske — norske eller svenske; de svenske kjender jeg rigtignok ingen af, men jeg forudsætter deres Elskværdighed). Blot et lille nordisk Pigebarn paa 8—10 Aar vilde fylde et Hul i min Tilværelse. Man trænger til at lee lidt og vrøvle lidt, som man kun kan gjøre det med Børn og med Damerne, og her med Signorina Giustini forbyder Vrøvlet sig af sig selv. Derimod savner jeg hverken Rugbrød eller Smør eller Thee eller Punsch; jeg drikker min Viin og spiser min Iis om Aftenen paa italiensk Viis, og alt det finder jeg fortræffeligt. De stegte Kastanier er fortrinlige, og de søde Druer gjør samme Nytte som amerikansk Olie, men er ulige behageligere.

Hvis du vil gjøre mig en stor Glæde, saa skriv til Mr. C. Hostrup, Rome, Café Greco. – – For at drille dig følger indlagt en Viola odorata, som for Øjeblikket grasserer her.

Din
C. Hostrup.