Danmarks Breve

BREV TIL: Anne Lene Johanne Irgens FRA: Jens Christian Houstrup (1852-11-23)

C. Hostrup til sin Moder og sine Søstre.
Florens. 23. Nov. 1852

Idag modtog jeg eders Brev fra 3. Nov., og Fru Hauchs fra d. 9. Nov. har jeg allerede faaet for 4—5 Dage siden; der er altsaa aabenbart Uefterrettelighed fra Postvæsenets Side et eller andet Sted, og vi har derfor ikke i Fremtiden Grund til at blive ængstelige paa nogen af Siderne, hvis et Brev længe udebliver. Iøvrigt har jeg faaet alle eders Breve paa rette Sted og glædet mig inderlig over dem. Forchhammer har derimod til Dato kun faaet eet Brev, hvilket imidlertid ikke synes at forurolige, men blot at forundre ham. Nu om vor italienske Familie. Signora Giustini (Manden lever, men han er et gammelt trægt Vrøvl, som jeg ikke kan forstaae og derfor ingen Notice tager af) har to Døtre, hvoraf den ene er gift med en Fyr, som for Øjeblikket er i Grækenland. Alle tre Damer er meget forekommende og beder os tage Plads, saasnart vi gaaer gjennem Stuen, hvilket skeer mange Gange om Dagen. — Sønnen er ingen Søn, men en Spanier paa 22 Aar, som har boet der 1 Aar og til Carnevalet skal debutere her i Byen som Bas-Sanger. Han synger fælt med Smør, men det synes at være yndet her i Sangen, maaskee fordi man ikke bruger det i Maden. Vi har navnlig haft een meget fornøjelig Samtale med dem, som jeg dog maa omtale. Det var en Eftermiddag, da Lampen nylig var tændt, at vi tog Plads ved Bor s. 199 det. Der kom Fremmede, en ung Herre med hans Kone, og vi bleve forestillede som to Herrer fra — (Signora var i stor Forlegenhed) — fra Dalmatien. Jeg bemærkede, at vi var fra Danmark. Fra Danmark? sagde Herren (som for Resten viste sig som en dannet Mand), naa, det ligger jo ved Siden af Schweiz ? Flere lignende Spørgsmaal gjordes. Vi maatte fortælle, at vi havde en Konge og en stor Hovedstad, der var større end Florens, og at vi ikke, som de troede, var Tydskere, men tværtimod i 3 Aar havde ligget i Krig med disse. Da var Isen brudt. De fortalte os om deres heelt ulykkelige Forhold, om deres Had til Tydskerne, som nu oversvømmer Italien (hvor vi hidtil var, er der hvide ↄ: østerrigske Soldater — et fuldkomment Militærdespoti). Før havde Toskana været et lykkeligt og velhavende Land; men siden Storhertugen, som tidligere var frisindet, havde kastet sig i Armene paa Tydskerne, var der almindelig Nød og Misfornøjelse. Deres Premierminister havde derfor for nogen Tid siden faaet en Dolk i Brystet paa offentlig Gade og ved højlys Dag, men Stødet var sprunget af mod en Knap. Det var aabenbart, at de betragtede dette attenterede Snigmord som en hæderlig Gjerning, og de kunde ikke noksom prise det Sammenhold, som viste sig i, at det endnu ikke havde været muligt at opdage Gjerningsmanden, skjøndt over 300 i den Anledning var fængslede. Deres Haab var, at Louis Napoleon skulde begynde Krig og saaledes tvinge «de Hvide» til at liste hjem.

s. 200 Ogsaa her har jeg været i Theatret et Par Gange. Den ene Gang gaves der en Opera «Baldassar » af Mabellini (ↄ: Belzasar med Profeten Daniel) og en stor Ballet (II Alchymisto ↄ: Faust), saaledes indrettet, at man først fik de to Akter af Operaen, dernæst de 5 af Balletten, og saa den sidste af Operaen. Meget udholdt vi naturligviis ikke af denne uhyre Forestilling (der varer fra 7½ til 12); Operaen var rædsom slet og Udførelsen ikke bedre. Componisten, som er Florentiner, blev idelig fremkaldt og kom ind paa Scenen i sorte Klæder med Kong Belzasar i den ene Haand og Daniels Datter i den anden. Som en Curiositet giver jeg eder Theaterplakaten fra det samme Theater (der ansees for det bedste her i Staden) for i Aften. Først: Første Akt af Belzasar; dernæst 2den og 3die Akt af en Ballet, saa: Tredie Akt af en anden Opera med en indlagt Arie af Verdi; endelig: Anden og tredie Akt af Belzasar. Saadanne Theaterplakater laver Heiberg dog heldigviis ikke. Mere Fornøjelse har jeg haft af et Selskab i Lighed med Prices, der giver Liniedands og Pantomimer med Harlekin og Pierrot. Pierrot var ganske morsom, men langtfra som vi har seet ham ; Casorti har vist oversat den Figur paa Dansk. Harlekin var derimod gratiøs og adræt, men Cassander og Columbine meget daarlige. Imidlertid har vi leet ret hjertelig der to Aftener for 1 Mark Pladsen.

I Anledning af den gjenvundne Sommer gjør s. 201 vi daglig lange Spadsereture; Bjergene strække sig heelt ned til Byen, og man har prægtige Udsigter allevegne. Mens I sidde og fryse, ligger jeg i en enkelt Sommerfrakke under et Laurbæreller Cyprestræ og seer ud over den gule Arno og Staden med dens mange Kupler og Taarne og Bjergene i Baggrunden med Villaerne og Olivenhaverne (man høster Oliven i denne Tid) og et eensomt Capucinerkloster paa den øverste Top. I et Kloster har jeg da ogsaa været, et Sortebrødre (Dominikaner) kloster her i Byen, hvor der er dejlige Fresko-Malerier af en udmærket florentinsk Maler, Fra Fiesole, der levede et halvt Aarhundrede før Raphael. Munkene saae ligesaa komiske og upræstelige ud som de Capucinere, man seer paa Gaderne (og i Marstrands Malerier), og for at forøge det uhyggelige Indtryk var de «Hvide» indkvarterede i Klosteret. I Palazzo Pitti (Storhertugens Slot) er der en ganske mageløs Malerisamling, med nogle Madonnaer, som endog overgaaer dem i Palazzo degli Uffizi, hvorom jeg sidst skrev. En af dem, kaldet Madonna del’ Impannata, som jeg aldrig før har seet nogen Afbildning af, vilde jeg, hvis jeg kunde rejse Penge, som Levin, strax lade kopiere. Kan jeg et Sted opdrive et taaleligt Kobberstik af den, saa kjøber jeg det bestemt; men hidtil har det ikke været at finde.

(24. Nov.)

Atter igaar var jeg i Theatret (et af de mindre, her er nemlig 8 i Byen) og saae for 10 β i Par s. 202 terret Barberen i Sevilla og en Ballet. Barberen gik meget slet, og det morsomste var Suffløren, som sad i sit Hul foran Scenen uden Hætte over, og drejede sig om og saae paa Publikum, naar han blev kjed af sin Forretning, eller, ligesom Orkestret, ikke kunde finde, hvor Skuespillerne var. Balletten hed: Il Conte Pini, og havde følgende Indhold: Stor Stads hos Greven. Nogle Riddere klædte som Lakejer og et Par Damer fare omkring paa Scenen og gjør alle paa een Gang forskjellige taktmæssige Bevægelser med Armene, idet de saavidt muligt vende det Hvide ud af Øjnene for at betegne deres Glæde over, at Grevens Datter er bleven forlovet med en ung Ridder, som har en paafaldende Lighed med Skuespiller Ravnkilde. Elskeren dandser først med sin Brud og saa med en anden Contessa (udført af en feteret Ballerina Ↄ: Dandserinde), som ogsaa skal være meget forelsket i ham, men som, formodentlig for at skjule det, koketterer voldsomt med en Herre, der sidder i den forreste Loge, som er oppe paa selve Scenen, ja endog gjentagne Gange stikker ham sin Fod lige i Ansigtet, som synes at bringe ham i stor Henrykkelse. (Dekorationsforandring). Den forsmaaede Elskerinde sidder ene i sit Værelse. Sin Sorg antyder hun ved Bevægelser, som bringer Een paa den Formodning, at hun er søsyg og ikke kan komme til at kaste op. Hendes Moder kommer ind, — derpaa hendes Fader. Moderen, som gjennem hele Stykket har stor Møje med at skjule s. 203 sin Latter, er meget fortvivlet med Hænderne, — Faderen ligesaa. Ravnkilde kommer, — røres over den unge Piges Jammer og forlover sig nu ogsaa med hende. Voldsom Jubel. Fader, Moder og Datter farer nu om som Gale — med himmelvendte Blikke og de utroligste Fagter, som skal betegne deres Glæde. Tilbederen i Logen synes at gratulere, og den lykkelige Brud smiler til ham, medens hun omfavner sin Brudgom. Nu træder Grev Pini — den første Svigerfader — ind. Forskrækkelig Tummel. Grev Pini rasende, — kun det Hvide af Øinene sees. Alle Hænder op og ned i Takt, Sværdene drages — Damerne kaster sig imellem, Moderen er nærved at sprække af Latter. Greven gaaer. — Forvandling. — Den første Brud i Bryllupsdragt omgivet af sine Piger. Bruden dandser og er forskrækkelig klodset. (En Dreng i Skjorteærmer, som sidder bag mig i Parterret, fløjter med Orkestret). Grev Pini kommer med de lakejklædte Riddere. Alle Øjnene vende sig heelt rundt, saa det Sorte kommer frem igjen paa den anden Side. Armene gaae Slag i Slag som ved et Uhrværk. — En djævelsk Plan udruges. — En Karl bringer to Ansjos-Tønder med Krudt, Grev Pini tilkjendegiver, at han vil tænde en Lunte — som er et halvt Kvarteer lang, — de lykkelige Elskende skal sprænges i Luften. Man farer ud. Grev Pini fremkaldes, han kommer smilende og bukkende ind. — Forvandling. — Bryllupsgilde. — Moderen leer, saa man næsten s. 204 kan høre det. Faderen, som seer ud til altid at have en stor Skraa i den højre Side af Munden, smiler skjævt. Den henrykte Brud dandser for Tilbederen i Logen og nikker til ham, hver Gang han klapper. Ravnkilde prøver at dreje sig i Luften ligesom Hoppe, og da det mislykkes, bliver han tre Gange fremkaldt, og gjør hver Gang et forgjæves Forsøg i samme Retning. Da høres et Brag — det bliver bælmørkt — Dekorationen fremstiller en Stabel Muursteen — den eneste Levning af Brudehuset. Tæppet falder. Voldsomt Bifald og Bravi.

I troer vel, det er overdrevent! — Nej slet ikke, det er en sand og tør Skildring af Ballettens Tilstand her. Den anden Ballet, jeg saae, var akkurat af samme Slags, og det var paa det første Theater heri Byen. Og Operaen er ikke en Smule bedre, — Komedier gives kun en sjelden Gang. I Logerne er der hele Tiden en højrøstet Sludren. I Parterret beholder alle de Staaende Hattene paa under hele Forestillingen, og de, der ikke har siddende Plads eller er allerforrest, vil neppe kunne see noget, hvis de da ikke rager op over alle de Andre, — følgelig sludrer man ogsaa rask væk der. Italienerne er overhovedet et meget ugeneert Folk. De fineste Herrer fløjte og gabe højt paa alle mulige Melodier, hvorsomhelst de er.

Idag har vi haft et udmærket Vejr, Himlen var aldeles klar, og Solen brændte som om Sommeren. Forchhammer og jeg gjorde en lang Spadseretuur s. 205 ud i det forunderlig maleriske Land og kom til en Landsby, der laa fortryllende i en dyb Dal. Om de fleste Haver var her, i Stedet for de sædvanlige kjedelige Mure, Rosenhækker, som var fulde af Blomster. Vi besluttede os til at blive hele Dagen borte og travede lystigt fremad uden at vide hvorhen. Men det gik anderledes, end vi tænkte; thi ved at bøje om en Bakke stod vi pludselig foran en af Florens’ Porte. Vi havde troet os over en Miil borte, og traskede derfor meget slukørede ind i Byen og forslog Grillerne i den smukke hertugelige Have, som har lutter immergrønne Træer — især Laurbærtræer — og derfor tryller Een komplet ind i Sommeren. I Eftermiddag gik Solen saa dejligt ned, og jeg spadserede alene ved Arnoen og havde en uhyre Længsel efter eder. Jeg længtes efter et bekjendt Ansigt og gik og spejdede efter Peter Koch *) , men jeg havde ingen Held med mig; blot han ikke er passeret mig forbi mellem Bologna og Venedig. — I næste Uge rejser vi vistnok herfra — i de første Dage af December. Rejsen til Rom vil tage 8 Dage, da man aldrig kjører, efter at det er bleven mørkt. For Resten er den Røverbande, som et Par Gange har bestjaalet Diligencen (Vetturinerne blive næsten aldrig overfaldne, og i alt Fald kun de med fire Heste, som lejes af de rige Englændere) i disse Dage greben, og samtlige Med s. 206 lemmer sidde vel forvarede i Rom. En af Blomsterpigerne vilde idag absolut give mig en dejlig hvid Kamelia til en Signorina (Frøken), men jeg kjender kun een Frøken her, Signorina Giustini, og hende vil jeg ikke forære Blomster, skjøndt hun er en net Pige og meget venlig imod os. Nej, var her en dansk Dame, eller en norsk eller svensk, hun skulde have faaet den og den smukkeste Rose oven i Kjøbet. Overhovedet savne vi begge Damer at tale med; den italienske Conversation har ingen Art, og det er kun italienske Damer, vi træffer her. Var der endda et Barn her i Huset, en lille Pige eller Dreng, som man kunde lege med, selv om det var en Italiener eller en Tydsker eller en Hottentot, det vilde hjælpe en heel Deel.

Himlen her er reent forkeert, vore Stjerner er ikke til at finde, og den Maane, de har, er en tosset lille een. Heller ikke maa I troe, at deres Træer, Pinier, Cypresser og Laurbær o. s. v. kan maale sig med vore Bøge og Linde. Akacietræer har vi jo selv, skjøndt neppe saa fyldige som de her, og Oliventræerne ligner vore Piletræer, men ere ikke halvt saa kjønne. Kjøretøjerne er morsomme. Bønderne har altid nogle svære Kasser med to Hjul trukne af vældige Oxer, Æsler eller Heste. Bønderpigerne gaae med store italienske Straahatte, som klæder de Unge og Kjønne godt, men de Gamle forskrækkeligt. Alle Præster i de katholske Lande bruge trekantet Hat. Idag s. 207 er her Stads i Byen, fordi Storhertuginden i Nat har faaet en Søn — eller Datter, og Gaderne er fulde af Folk.

Lev nu vel allesammen.
Eders
Christian.