Danmarks Breve

BREV TIL: Anne Lene Johanne Irgens FRA: Jens Christian Houstrup (1852-12-06)

Siena. 6. Decbr. 1852

Som I seer, befinder jeg mig endnu i Storhertugdømmet Toskana, og kommer vel neppe til Rom før om en Uge. Eders sidste Brev til Florens fik jeg i Tirsdags (den sidste November) til min store Glæde og Overraskelse. Denne Dag var overhovedet rig paa Begivenheder. Medens jeg om Formiddagen sad paa mit Værelse og læste eders Breve atter og atter, kom Forehhammer ind ad Døren med Peter Koch, som han havde fundet i et af Gallerierne. Kochs havde, paa Tilbagerejsen fra Rom, været 4—5 Dage i Florens og skulde nu om et Par Timer rejse mod Nord. Vi fulgte strax Sønnen hen til Forældrene, som toge overordentlig godt imod os, og fik ved samme Lejlighed at vide, at der var flere Danske i Byen, nemlig Arkitekterne Meldahl og Herholdt, samt en rig Fru *** med Søster, Datter og Plejedatter (altsaa hele 4 Damer). Med Peter Koch opsøgte vi derpaa Arkitekterne og sluttede ved et Par Flasker Viin Bekjendtskab med disse flinke Folk. Vi havde gjort forgjæves Forsøg paa at faae en s. 208 Vetturin til Rom paa taalelige Vilkaar, og da vi nu hørte, at de agtede sig samme Vej, kun lidt ad Omveje, besluttede vi at følge et Stykke med dem, hvorved vi vilde faae en heel Deel at see paa en billig og morsom Maade. Efter Afskeden med Kochs aflagde vi alle fire et Besøg hos Fru ***, som vi fik overtalt til at tage til Rom i Julen. Hun er en forvænt vestindisk Dame, der boede som en Prindsesse, men som imidlertid i Mangel af andre Landsmænd var meget glad ved os. Datteren er en nydelig ung Pige, men hun er sygelig, og bare hun ikke bliver fordærvet af alle de Penge. I skal faae mere at høre om dem fra Rom. — Næste Morgen drog vi efter en hjertelig Afsked fra vor italienske Familie — afsted paa Jernbanen med de to Kunstnere, lejede i Pontedera en Vetturin og kom efter en meget interessant Kjøretur gjennem maleriske Egne til en lille Bjergstad, Volterra, hvor vi paa et Gjestgiversted fik fire gode Værelser for 1 Rd. om Dagen og Middagsmad for 2 # 8 β hver. Volterra ligger henved 2000 Fod over Havet, og i et fuldkomment klart Vejr seer man Middelhavet og Corsika derfra, men nu kunde vi kun ane Havet og drømme om Klippeøen, og dog var Udsigten henrivende til alle Sider. Vi fik ogsaa der paa Gjestgivergaarden en rigtig hyggelig gammel Værtinde, som tog sig moderligt af os og aldrig var gladere, end naar man gav hende Lov til at fortælle uendelige Historier. At snakke, er overhovedet Italienernes Yndlingsfor-nøjelse, s. 209 og de holde saa meget af Fremmede, fordi vi ikke kan hamle op med dem deri og derfor høre saa kjønt efter. Vi gjorde i de to Dage, vi blev der, vidtløftige Spadsereture i Omegnen, vi besaae de gamle cyklopiske Mure og det rige etruskiske Museum og steg endelig ned i et etrurisk Gravkammer, der blev baaret af en Søjle i Midten, og hvor de Døde (udhuggede i Steen) laa ovenpaa deres Kister og rakte Armene imod os til Velkomst. Den første Aften gik Herholdt og jeg i et Theater, det vil sige: et Værelse saa stort som vores Havestue, hvor Folk sad i flere Rader langs med alle Vægge, og der ageredes i Midten uden Dekorationer. Billetten kostede 2 β (jeg veed ikke, om Børn gav det Halve). Forestillingen bestod i gymnastiske Kunster, som jeg uden Øvelse strax kan gjøre efter, samt en Pantomime, og tilsidst et Skyggespil. Publikum var fortræffeligt, man røg Cigarer og snakkede med Kunstnerne midt under Forestillingen og fandt, at den Komedie var ærligt de Penge værd.

I Lørdags d. 4de Decbr. kjørte vi fra Volterra over en lille Stad, Colle, som ogsaa laa meget malerisk paa en Bjergaas, og kom hertil, hvor vi boe smukt og billigt i «den sorte Ørn» (Aquila nero). Her er ikke stille og øde som i den eensomme Bjergstad, her er Liv paa Gaderne og smukke Damer og Skrigen og Vognrummel, som det hører sig til. Fremdeles ligger Siena dejligt med dybe Kløfter, som skjærer sig ind i s. 210 Staden, og bakkede Gader, som allevegne ere flisebelagte; her er prægtige Bygninger og elegante Kafeer med god Kaffe og lis. Imorgen kjøre vi herfra til Orvieto, som ligger inde i Kirkestaten, og hvor vi ankomme den 8de om Eftermiddagen. Der bliver vi saa en Dag og vil da kunne være den 11te i Rom. I Orvieto skilles vi for Resten fra vort behagelige Rejseselskab, da Herholdt og Meldahl vil blive der længer for at tegne, og først ligefør Juul indtræffe i Rom.

Men det er sandt — jeg har glemt noget i min Rejsebeskrivelse. Da Samlingerne i Florens paa Grund af Prindsens Fødsel var lukkede i nogle Dage, tog Forchhammer og jeg den 28de paa Jernbanen til Pisa, for at besee den smukke Domkirke og det skjæve Taarn, og vendte tilbage til Florens samme Aften. Om Mandagen den 29de gik vi i et Skuespiltheater og saae der en Oversættelse af Schillers «Marie Stuart». En Contessa Ristori, som imod sin Families Ønske er gaaet til Theatret, spillede Marias Rolle fortræffeligt. Det er bestemt en ypperlig Skuespillerinde. De Andre, navnlig Dronning Elisabeth, som ogsaa blev fremkaldt og gjorde uhyre Lykke, var under al Kritik.

Jeg seer til min Sorg, at I har Sygdom i Huset; gid nu blot det Brev, som venter mig i Rom, maa bringe gode Efterretninger. Jeg har Grund til at vente en efter Omstændighederne glædelig Juul, og I skulde dog ogsaa have det Samme.

s. 211 Nu lidt om mine Juleudsigter. I Julen vil der være omtrent 40 Danske i Rom, som naturligviis slaae sig sammen. Malerne arbejde allerede dernede paa Dekorationerne, Molbech skriver paa Viserne, og min Hjælp ventes naturligviis ogsaa. Man plejer at holde Juletræ og et nordisk Maaltid med Risengrød o.s.v. — i Aar kan det nu ordentlig blive pompøst. Om Fru Kerr end ikke vil deeltage i et saadant Mandfolkegilde, saa er der dog ingen Tvivl om, at hun paa sin Side vil gjøre lidt Julestads for os, og paa den Maade kan man jo ogsaa efter fattig Lejlighed have lidt Familieliv. Af Bekjendtskaber har jeg nu altsaa allerede gjort Herholdts og Meldahls, og er meget godt fornøjet dermed, item kjender jeg fra Wien en Student Meyer, en flink lille Fyr, Molbech og Brøchner, Cand. jur. Leuning, som jeg ogsaa nok kan lide, en Gad (Søn af Biskoppen) og vore Damer, af hvilke jeg godt kan lide de to unge. Et Par af vore unge Nordmænd fra Venedig komme formodentlig ogsaa derned, og det skal være mig kjært at indføre dem i den danske Kreds.