Danmarks Breve

BREV TIL: Anne Lene Johanne Irgens FRA: Jens Christian Houstrup (1853-05-10)

Chiavenna. 10. Maj 1853

Jeg sidder her ved Foden af Splügen i daarligt Vejr, men er dog glad, thi jeg har gjort en Opdagelse. Hør da: endnu er jeg i Italien, i Kongeriget Lombardiet—Venedig, men paa Mandag den 16de Maj om Formiddagen tænker jeg at være i Kjøbenhavn. Ja, men det er en Overraskelse, det skal I slet ikke vide. Hør nu min Plan. I Dag er jeg rejst fra Milano, hvor jeg har tilbragt to Dage i Henrykkelse over den herligste Bygning, jeg har seet, Domkirken. Navnlig er det indre noget saa stort og underfuldt og gribende og opløftende, at alt, hvad jeg har seet af Arkitektur, selv de græske Templer i Pæstum, bliver til intet i Sammenligning hermed. Fra Milano tog jeg i Dag med Jernbane til Comosøen — over den med Dampskib, og i Morgen kjører jeg til den gamle Stad Chur (vi Italienere kalde den Coïra), hvor jeg ikke tænker at blive mere end en Nat. Kan jeg nu derfra komme til Lindau ved Bodensøen paa een Dag, saa kan jeg komme til Kiel paa Søndag Eftermiddag og strax bestige Dampskibet. s. 284 Alt dette har jeg udspekuleret ved Hjælp af en nyttig Jernbanebog, som jeg kjøbte i Milano, og ved hvis Hjælp jeg i Dag paa Dampskibet ind-saae, at Rhinrejsen maatte opgives af økonomiske Grunde, foruden af 1000 andre Grunde. Min Hovedgrund er imidlertid den: jeg vil hjem — jeg er rejsefærdig (ↄ: færdig med at rejse), jeg blæser Tydskland et Stykke. Kan jeg ikke naae det til paa Mandag, saa kommer jeg om Tirsdagen med Dampskibet fra Lybek.

Vi havde Graavejr paa Comosøen, og nu har vi Regn ; men dejligt er her, skjøndt Bjergene har deres Skyslør over Hovedet. Saa høje Bjerge har jeg aldrig seet, og ved Foden af dem ligger den grønneste Dal, man kan tænke sig, med Sø og Flod og lutter lysegrønne, nordiske Løvtræer. Ja, disse Træer kjendes jeg dog bedst ved; de er ligesaa fine og løvrige som de derhjemme, overhovedet er Landet her saa hyggeligt, at man føler sig hjemme; Skade, at de østerrigske Røvere skal husere deri. Milano er omgiven af Kastanietræer (de uægte, danske), og alle disse vare lysegrønne og blomstrede med en Yppighed, som jeg oprigtig talt ikke har seet saa stor hjemme hos os. At Kornmarkerne har store Ax, er nu i sin Orden; det havde de i Rom for en Maaned siden. Jordbær seer man derimod ikke mere noget til, og det varer vel et Par Maaneder, før jeg finder dem igjen.

Eders Breve fik jeg i Milano, og seer deraf s. 285 med Glæde, at alt gaaer efter Ønske. Smiths Legat troer jeg ikke, jeg faaer, imidlertid takker jeg Vilhelm for hans Iver; kun har han vist i sin Svogerog Ven-lige Varme gjort for megen Stads af mig. Naa, det bliver hans Sag. Blot I lade være med at skrive til Cöln; det Brev vil jeg da ikke faae. Det er sandt — I skulde dog vide, hvorfor jeg gaaer over Splügen og ikke over St. Gotthard. For det første, fordi St. Gotthards- Vejen er afspærret af Østerrigerne, saa det er umuligt. De andre Grunde vil I vel spare mig. — Min Yndlingsbeskjæftigelse i disse Dage er at rejse i min Jernbanebog, at gjennemgrandske alle Veje og see, hvilken der hurtigst fører til Maalet. Jeg kommer hverken til München eller Berlin; kun i Nürnberg har jeg Lyst til at vente de Par Timer, som Toget standser der.

Chur, Onsdag Aften.

Saa kom jeg da til Schweiz. Opad gik det i en aaben Cabriolet, hvorfra Meyer og jeg havde fri Udsigt til den store, vilde Natur. Løvtræerne forsvandt, vi kom ind i Granerne og saa paa een Gang hed det: «I Slæderne!» To og to kom hele Selskabet i de smaa knebne Kasser, og i to Timer foer vi over et Sneehav, som jeg aldrig har seet Magen til. Hestene sank flere Gange i til Bugen; en Slæde med en Dame i væltede ned ad en Skrænt, men blev standset i Faldet, og ingen kom til Skade, og endelig naaede vi et Sted, hvor s. 286 Sporene var afbrudte, fordi der Aftenen i Forvejen var styrtet en Lavine ned; men hvad gjør det — man kjører lige saa halsbrækkende et Stykke uden Spor, og det maatte vi da ogsaa, omtrent 1000 Skridt, til vi fandt dem igjen. Det hele Optog var morsomt, men koldt. Nu sidder vi i Staden Chur, og i Morgen tidlig gaaer Vejen til Rohrschach og derfra over Bodensøen til Lindau i Tydskland. Paa Mandag er jeg hjemme, maaskee jeg endogsaa kommer før dette Brev — ja, saa bliver det da i Virkelighed en Overraskelse. Lev vel, lille Moder! hils Alle.

Din
Christian.