Danmarks Breve

BREV TIL: Kristian Andreas Leopold Mantzius FRA: Jens Christian Houstrup (1853-08-05)

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
5. Aug. 1853

Efter idag at have faaet dit Brev, gik jeg paa Theater-Kontoret, hvor Chefen sagde mig, at der intet endnu var bestemt om Ferien, men at han ikke tvivlede paa, at den blev forlænget, og s. 295 at det vilde blive bekjendtgjort i Bladene om faa Dage.

Ingen af mine Bekjendte har haft Cholera, — de Fleste er da ogsaa bortrejste. Lidt Upasselighed i den Retning har derimod saa godt som alle følt, men med en fornuftig Levemaade og aandelig Opposition mod Tyrannens Trusler har vi hidtil holdt ham fra Livet. — Tak for dit Brev; det glæder mig, at Bergenserne har været gode ved dig. Ole Bøghs Sang er saa overdreven i sin Roes, at jeg næsten blev lidt uhyggelig ved den, skjøndt jeg ellers nok holder af, at Folk gjør lidt Stads af mig. Hans Forventninger med Hensyn til Fremtiden er der ikke stor Grund til at haabe tilfredsstillede. – –

Jeg maa blive Præst; men hvor tillokkende det end i mange Øjeblikke staaer for mig, saa kræves der eet Offer, som jeg gyser lidt for: Godnat Komediemageri!

Du siger, det er Fordom, en Præst kan godt skrive Komedier i vore Dage. — Maaskee — men jeg kan ikke gjøre slige to Ting paa samme Tid. — En alvorlig Embedsstilling, som bør lægge Beslag paa et Menneskes hele Kraft, taaler ikke en saa alvorlig Medbejler som Thalia eller hvad hun hedder. Skal en Komedie lykkes mig, saa maa jeg i Uger og Dage ikke have andet i Hovedet end den, og en Præst, som altid gaaer med sin næste Søndagsprædiken i Hovedet, vilde, i det Mindste naar han arbejder paa den Maade som s. 296 jeg, aldrig komme ind i første Akts første Scene. Men der er andet i Vejen. Sæt, at jeg vil blive Præst, og jeg haaber, at jeg holder fast ved denne Bestemmelse, saa kan jeg ikke springe ind i det, jeg maa forberede mig eet Aar eller to. I den Tid maa ogsaa Forfattervirksomheden hvile, og hvorledes skal man kunne leve saa længe uden at overlæsse sig med Skoleinformationer. Jeg begyndte paa en slig Plan for et Par Aar siden, men holdt desværre ikke ud. Nu seer jeg ingen anden Udvej end at gjøre et nyt lignende Forsøg, skjøndt jeg gyser lidt for det — navnlig for Informationerne.

Det er mine Cholera-Betragtninger. Anden Gavn har Pesten ikke gjort mig, — der har ikke været Tale om at bestille Noget her i denne Tid. Jeg kunde ønske at sætte mit Forfatter-Renommé — som navnlig i Norge ikke lader til at være saa meget lille — til Auction, ja, jeg kunde have Lyst til at forære det bort for ingen Ting og være en skikkelig, forudsætningsløs, theologisk Kandidat, som uden Opsigt kunde tage en Huuslærerplads hos en Præst eller Forpagter, og derude øve sig paa at prædike og snakke med Bønderne, og lade Erik Bøgh og Chiewitz husere herinde. Men ak — nu er man en bemærket Person og har rejst paa den dramatiske Poesi — Gud hjælpe os! — Muligt er det jo ogsaa, at man som Præst kunde sysle lidt med Poesien, men det blev jo altid som noget underordnet. — Jeg skriver alt dette til dig, for at du ikke skal gjøre Vrøvl, naar du bemærker, s. 297 at jeg bryder med mine nærmeste Forudsætninger og gaaer en ny Vej. — Du kaldte mig engang Grundtvigianer, og jeg protesterede ikke stærkt nok mod Navnet. Jeg bærer stor Respekt for Grundtvig og er ogsaa enig med ham i det Væsentlige, men Gud fri mig fra at følge ham i slavisk Lydighed. (Heller vilde jeg, henvisende til Gabrielis’ Breve — andet Bind, kaldes Sibbernianer, idet jeg stræber efter at anerkjende den forskjellige Gehalt hos de Forskjellige og fylde mig med den ægte Livspoesi, der henter Nydelse af det Smaa som det Store). Medens jeg saaledes finder naturligt og undskyldeligt, at de store Aander er eensidige, fordi deres Kraft ligger i deres Begrændsning, og at Mynster og Grundtvig, Martensen og Søren — ja selv Heiberg og Hauch ikke tilfulde anerkjende hinanden, saa er det utaaleligt at høre Disciplene pibe efter alt, hvad Mesteren siger, og ikke blot tilegne sig en Smule af deres Klarsynethed i een Retning, men hele deres Blindhed i en anden. At blive fuldkommen upartisk, naaer man vel ikke, men i det, der ligger os nærmest, kan man i alt Fald stræbe efter det med mere Held, end Grundtvigianerne gjør det. — —

Dødeligheden her er da nu i Aftagende, takket være Lægestandens utrættelige Omsorg. Underkure skal man ikke beskylde dem for at gjøre, men de rømmer Husene og sætter Liv i den private Godgjørenhed. Homøopathernes Renommé begynder at stige, og det forekommer mig, at enhver s. 298 samvittighedsfuld Læge maatte derved finde en fornyet Opfordring til at underkaste sine og deres Principper en grundig Prøvelse. Allopatherne tilstaae — ikke at kunne kurere Choleraen, Homøopatherne paastaae — at kunne det, og den almindelige Mening er, at de har givet Prøver derpaa. Adskillige Exempler paa, at man har været paa Veje til at begrave Folk levende som en Følge af den megen Opium, de Syge trakteres med, fortælles almindeligt, men for deres Paalidelighed vil jeg ikke indestaae.

Af vore Venner er kun Richardt, A. Knudsen, Olsen og Ploug heri Byen. Peter Koch er rejst paa Landet for et Par Dage siden. Lev vel. —

Din
Christian Hostrup.