Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1853-08-14)

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde. 14. August 1853.

Kjære gamle Ven!

Menneskene kunde dog saa tidt sende hverandre et Livstegn, hvor de i faa Ord, uden mange Forberedelser, kunne indeslutte Meget; -— denne Tanke blev levende hos mig, da jeg for lidt siden talte med en af Dine Venner, der sagde mig, at den trange Luft derinde heller ikke kunde Andet end giøre Din Stemning lidt trangere for Tiden, s. 299 som det jo iøvrigt er rimeligt og rigtigt. Lad mig da sende Dig lidt af vor friere Luft, af min egen saa langt friere Luft fra de senere Aar! — Ja, deri kan jeg sandelig sige Meget med faa Ord: jeg kan sige, at jeg i de sidste Aar — skiøndt med Mellemrum af Sorg og dyb Smerte — har kiendt til at være lykkelig, — Noget, jeg ikke havde kiendt, siden jeg var tyve Aar; — som jeg er ret rask legemligt, saaledes er min Sindsstemning ikke tungsindig, ikke, som tidligere, redeligt stræbende efter at see det Gode og Glædelige, men forløftende sig paa denne voldsomme Opgave, for et værkbrudent Menneske, som jeg var, men den gjør det med Lethed — af sig selv.

Min gamle Kierlighed til de smaa Byer var ingen overspændt Phantasie, men Livet i dem har bestyrket den, — og enkelte, ikke gode Erfaringer have ikke forstyrret den; jeg har følt mig lykkelig baade i Maribo og Nestved, og føler at have virket meget Godt begge Steder: det første er mig en kier Erindring, med hvilken Forbindelsen stedse vedligeholdes, det sidste er jeg midt i og haaber at blive deri for det Første.

Skolelivet er mig saare kiert, og min Aand og min Tunge have været anderledes løste, end de nogensinde vare det i Kiøbenhavn. Da jeg i Maribo først følte Kræfter i mig, nødte et indtruffet Tilfælde mig til at være Lærer i Historie, og det Studium, hvortil jeg derved følte mig dreven, s. 300 og som blev fremmet ved et offentligt Bibliothek, giorde mig saa saare godt, fremmede min fremspirende Livsglæde og Munterhed og gav mig, i Forening med flere begavede og elskelige Børn, en « Svada», som jeg aldrig havde tiltroet mig selv, skjøndt Borgen i gamle Dage havde tillagt mig den. — Jeg kom ind i Mere og Mere, og fik efterhaanden mere travlt, baade i Skolen og privat, end jeg kunde taale; — nu er jeg mere forsigtig. En lang Tid har jeg levet i en eensom Præstegaard en Miil fra Nestved; ogsaa der var meget Smukt og Godt, især naar vi om Aftenen paa bestemte Tider læste højt; det var dog lidt smaat, °g gode Tilfælde eller Styrelser førte mig mere og mere i Forbindelse med det fyldigere Nestved, hvor jeg i Grunden allerede har levet to Somre.

Men lad det nu være nok om Undertegnede, som Du skrev i gamle Tider, og lad mig tale lidt om Dig. Vi skilles og mødes og mødes og skilles, men tabe neppe hinanden nogensinde af Sigte, jeg i det mindste ikke Dig, Du maaskee heller ikke mig, saa hvad der staaer ovenfor er maaskee tildeels overflødigt. — Du kommer fra Italien; — min bedste Periode der havde jeg i det nordligste — ved de tre Søer, hvor Du nok ikke har været ; — Du har lang Tid dvælet ved Kunstens Skatte i Rom. Det glæder mig, at Du er traadt Læssøe nær; jeg har rigtignok kun kiendt ham lidt, men dog nok til at mærke hans dybe Gemyt.

Dit norske Skuespil har jeg meget vurderet, s. 301 og jeg har lagt Mærke til, at, skiøndt det jo ikke er af det Slags, som Massen læser, har det dog rundt omkring i Danmark fundet sande Læsere og ivrige Venner iblandt de Bedste — som f. Ex. Præsten i Maribo, en gediegen og elskværdig Characteer (Mantzius har maaskee fortalt Dig om ham). Tak ogsaa for den skiønne Cantate over Oehlenschläger, som jeg ret har følt med, især da jeg sidst læste den i «Viser og Vers» (hvis «Løier» aldeles fortjente Optagelse); den er uden Tvivl det bedste af Dine reent alvorlige Digte, som, synes mig, i det Hele ligger mindre for Dig end der, hvor Alvoren forbinder sig med Spøg og Phantasie. I de af Dine Skuespil, som ikke ret have haft Lykke — seer jeg vel det Grundige — den Alvor, der viser sig i Behandlingen, men mener dog, at Musens Velsignelse har været noget mindre over dem — navnlig «Tordenveir», som er lidt tørt baade i det Comiske og det Alvorlige. «Mester og Lærling» finder jeg mere livligt, men det har maaskee andre Mangler. (Din Artikel i Fædrelandet var meget god). Dette staaer dog for mig ingenlunde som en Tilbagegang, men som en Mellemperiode, der er i saa mange Digteres Virken ; — de begynde med umiddelbart-poetiske, raskhenkastede Værker; saa kommer der en Periode, hvor de med Alvor erkiende deres Kald og Opgaver, derfor gaaer frem i mange Henseender — (i moderat Charakteertegning o. s. v. o. s. v.), men noget af den umiddelbare Friskhed svigter; men s. 302 saa kommer der sædvanligt en tredie Periode, hvor det Første og Sidste er forenet. — (Med Hauch f. Ex. sees det paa hans Maade; i «Slottet ved Rhinen», «Søstrene paa Kinnekullen» o. s. v. var Ideen næsten mere fremtrædende end Poesien, og de vare derfor noget abstracte; i hans to sidste Værker derimod — «Tycho Brahes Ungdom» og «Robert Fulton», der efter min Mening ere det Fortrinligste i vor senere Litteratur, er Ideegehalten saa prægtigt forbundet med hans gamle poetiske Fylde). Hermed mener jeg ikke at sige noget Nyt, men kun noget Trivielt men dog Sandt, sagtens kun hvad Flere, og maaskee Du selv, have sagt Dig, og underskriver altsaa kun Mig vil det saaledes slet ikke forundre, om der kommer flere Værker fra Dig som «Eventyr paa Fodreisen» og «En Nat mellem Fieldene»; men da det i Alt «noget kommer an paa Lykken» (Robert Fulton), er Du mig den Samme, hvad enten det opfyldes eller ikke. Jeg forstaaer saa godt og kan saa godt gaae ind paa, at den præstelige Tanke stedse er Dig en kier og vinkende Baggrund; min Onkel var saa tiltalt af den Prædiken, Du skrev -til Seminariet. —

Mantzius er nok i Norge; — hils Zinck, der maaskee engang besøger mig i Nestved, hvor han har Familie. Farvel — og hvadenten Du, som jeg stundom har haft Mistanke om, betragter mig som en tydsk Natur, der kun lidet passer for Din nordiske Eiendommelighed, og hvis Inddragen i s. 303 Din Livsbane kun var en ungdommelig Vildfarelse af Dig, eller Du dog seer noget Mere deri, er jeg uden Stødthed og Harme

Din
L. M.