Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1853-09-16)

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 16. Septbr. 1853.

Min kiereste Ven!

Inderligt glædede Dit Brev mig; jeg saa tydeligt deraf, at Du holder af mig, og jeg tilstaaer, skiøndt jeg vel vidste, at Du talte godt om mig, var jeg ikke ret vis paa, om Du dog ikke helst var fri for mig. Det er ikke, at jeg, som tidligere, mangler Selvtillid; den har jeg faaet i de sidste Aar; jeg føler tidt med Glæde, at Gud har givet min Natur Rigdom, en Rigdom, der finder nok i sig selv og kan undvære meget af, hvad Menneskene ellers bryde sig om; men Du har vistnok havt mere Anledning til at kiende det Sygelige end det Sunde hos mig. — Flere af mine andre Venner fra gammel Tid, Thrige, Fibiger, bryde sig meer end Intet om mig længer; — de Andre, som trofast hænge ved mig, stemmer jeg ikke mere med, vore Anskuelser ere blevne for forskiellige. Dette er mindre Tilfældet med os, thi, hvor forskiellige vi end stundom kunne synes at være, om Tydsk o. s. v., er det i Grunden Ordstrid, og vi ere om alle Hovedpunkter væsentlig ligetænkende. —

Jeg sidder nu igien i min Stue, eensomt for Verden, men fyldigt og rigt for mig selv i min livlige Virksomhed ; — det eensomme Liv har altid passet bedre for min Natur end det huslige, selv med de bedste Mennesker, og jeg finder heri kun s. 308Frihed og Selvstændighed. Hvad jeg kalder min livlige Virksomhed, maa ikke misforstaaes, som om det var noget saa kaldet Betydeligt; den gaaer for det Meste op i Skolen og hvad der dermed staaer i Forbindelse. I denne Tid er jeg iøvrigt mindre tilfreds dermed; Sommerferien giør gierne Børnene forfløine, og det er vanskeligt igien at faae fat paa det Gode og Ideale hos dem; dog mener jeg, at det vel ved Udholdenhed igien vindes tilbage, og jeg har dog haft megen sand Glæde af mit Liv i denne Retning. Saa længe jeg var i Kiøbenhavn, var min egen Søgen og Læsen mig Hovedsagen, og Skoletimerne mig Nr. 2; i Maribo og Nestved har det været omvendt, og derfor har naturligviis Interessen været langt større. Jo mere man forbereder sig, jo mere man sætter sig ind i alt Nærmere og Fiernere, som staaer i Forbindelse med de Gienstande, man skal behandle, — ikke for at meddele Alt paa Skolen, men for at have en rigtig fyldig Baggrund, hvoraf man kan fremdrage det Passende, — jo mere man tænker paa de forskiellige Børns Individualiteter, og hvad den og den kan bruge, desto mere interesserer det. De Fleste vilde lee og troe mig udygtig, naar de saae, hvor smaaligt jeg ofte har forberedt mig, og endnu forbereder mig i det mindste til Timerne i øverste Klasse; dog har jeg i Almindelighed fundet denne Forberedelse lønnende ; — om den end ofte skal sprænges, naar Aanden kommer friere over Een, giver den dog de mindre beaandede Timer en s. 309Sikkerhed og Bestemthed, som bevarer Agtelsen. Denne har jeg virkelig besiddet, vistnok meest ved den Alvor, som Børnene ved Hiint maatte mærke ved min Underviisning, forenet med et vist Talent til at giøre den interessant, hvilket jeg har følt som en glædelig Gave. Alligevel har jeg oftere maattet benytte mit andet, Dig fra gammel Tid bekiendte, Talent til at slaae paa Øret, hvortil jeg maaskee er vel tilbøielig, — men som Børn med deres rørende Forsonlighed fordetmeste snart have glemt. Med Enkelte er jeg ogsaa bleven skuffet, naar jeg i Hang til at drage de Bedre og dertil Trængende privat og personligt til mig — Noget, der iøvrigt har skaffet mig ikke faa dyrebare Timer og Forhold, — stundom har været for «barnlig» og ikke altid kritisk og psychologisk nok; — de Fleste (mon jeg?) — især i Lømmelaarene — kunne neppe ret taale Sligt; dog gives der Gudskeelov ogsaa ædlere Naturer, som just giengiælde Imødekommen med forhøiet Agtelse og Kierlighed.

Skolen her bestaaer af 76 Elever i fire Klasser. Mindst heldigt besørges Tydsk, Engelsk og Fransk af en ældre Mand, der engang har Privilegium derpaa, hvorimod der, foruden Catecheten (Friedenreich), er en virkelig dygtig Lærer N. F. Lange, en solid grundig Borgerdydianer ; — af denne Betegnelse vil Du allerede see, hvori han staaer over mig, og hvori jeg igien passende kan supplere ham. Mine Fag ere — Historie over hele Skolen, s. 310Geografi i de to øverste Klasser, Dansk i øverste og Religion i de to nederste, tilsammen 26 Timer om Ugen — mere vil jeg ikke have — og ingen private. Friedenreich er en opvakt og kundskabsrig Mand, som det vel har Interesse at omgaaes, — men som jeg dog ikke rigtig stemmer sammen med. Mere sympathiserede jeg med den forrige Catechet, P. Barfod, som nu er Præst her i Egnen, og hos hvem jeg oftere med Glæde har været. En prægtig Præst og Prædikant her i Egnen er Buchholtz; — Fog er ogsaa meget at agte, dog foretrækker jeg den Første.

Min Bolig i den smukke lille Kiøbstad (dog ikke saa smuk i mine Tanker, hverken af Natur eller Kiøbstadagtighed som Maribo) er i den første Gade, i hvilken Vejen fra Ringsted ender; Posthornet lyder da flere Gange om Dagen muntert op til mig; Kiøbmænd boe rundt om og lige overfor mig, og deres Børn, mine Elever, sidde velklædte nok saa gemytligt paa den lave Steentrappe, pille undertiden Sømmene af et stort Hjul og kunne ogsaa godt falde paa at spadsere paa Stylter ved højlys Dag midt over Gaden, — Alt til stor Forargelse for Friedenreich, naar han seer det; thi et af hans øverste Principer, som Kiøbenhavner, er: «Grændsen mellem Huus og Gade skal iagttages» ; — herom har jeg disputeret meget med ham, og jeg troer dog, at han er kommen til Erkiendelse af, at han ved Reformbestræbelser i denne Retning let kan kvæle noget Godt og Smukt. —

s. 311Jeg maa dog endnu svare lidt med Hensyn til de æsthetiske Sager, vi have berørt. De omtalte Stykker har jeg alle kun bedømt efter Læsning (een Gang) uden Indflydelse af Opførelsen. Jeg har villet læse «Tordenveir» og «Mester og Lærling» igien for at give en mere motiveret Dom, thi mine Yttringer vare jo meget korte; men jeg er ikke kommen dertil; jeg vil kun bemærke, at jeg aldeles ikke er blind for «Tordenveir»s Fortrin, og jeg forstaaer godt, at navnlig Jørgen Moe maatte tiltales af det; mig interesserede de sidste Acter, trods Planens Mangler, meest, hvorimod de Fleste nok har fundet meest Behag i de første. — At «Mester og Lærling» neppe kunde spilles paa Casino, indsaae jeg strax, — ligesom jeg vel forstaaer, at V. Wiehe kan spille Aage.

Dine Bemærkninger om Hauchs senere Stykker billiger jeg vel, dog mere anvendte paa de andre, navnlig paa «Æren tabt og vundet», hvilket jeg finder lidt fattigt og vel «beregnet», end paa «Tycho Brahe», der for mig har langt mere Poesi, — hvorvel jeg ikke vil negte, at det ikke er uden scenisk Beregning, og at Bipersonerne kunde være bedre og individuellere. Det Poetiske finder jeg deels i Jomfru Kirstines, i mine Tanker ualmindelig yndige Rolle, der er udført i en ikke afbleget, men frisk og ægte Lyrik, deels i Skildringen af Tychos Kamp, der — hvorvel hans Udtalelser ere noget mere eensformige — dog er fuld af slaaende Træk, — deels, som Du siger, i s. 312Dictionen, ikke blot i dens lyriske Deel, men i den gammeldags, lidt stive og vægtige Tone, der er fortræffeligt holdt vedlige heelt igiennem, selv i de prosaiske Scener — (og ikke overdrevent og nøgent som i «Trolddom»); — det kan vel være, at dette gammeldags Anstrøg er egent for Hauchs Stiil (det findes ogsaa i Vilhelm Zabern), men det passer i alt Fald ypperligt her, og man bliver saa levende hensat i Stykkets Tid (saaledes finder jeg den Scene, hvor de to Adelsmænd spotte Tycho i deres Jagtvendinger o. s. v., genial); — hvilket Modstykke danner det i denne Henseende til den moderne, aldeles uhistoriske Diction i Dramaet «Dante» ! I hvad Du siger om «Marsk Stig» og det Værd, Du tillægger dette Stykke, har Du vist Ret.

Nu af Hiertet Farvel, kiere Ven! — Dine «Viser og Vers» læser jeg ofte lidt i, og finder navnlig i Afsnittet «Krigen» Meget, der er mig nyt og tiltrækkende. Jeg kiender til hvad det er: at tilfredsstille sig selv ; det havde jeg aldrig ventet i «min Ungdoms tungsindige Tanker, at jeg intet duede til» (Stadier paa Livets Vej), og saa kommer det, som du siger, ikke an paa Lidt eller Stort.

Din
L. M.