Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1853)

C. Hostrup til L. Mynster.
1853

Kjære Ven!

Den af de Bøger fra de senere Aar, jeg sætter størst Priis paa, er Sibberns Gabrielis anden Deel. Den Humanitet og Modtagelighed for det Gode hos de Forskjellige og indbyrdes Uenige, det Greb paa at suge Honning af alle Blomster, at skaffe sig en Nydelse af det Mindste og Ubetydeligste, har jeg aldrig fundet i den Grad hos nogen Anden. Sagtens hører der nogen Sibbernsk Kortsynethed for det, der omgiver ham, til at see Livet med saa milde Øjne; men der er noget rørende barnligt deri, og en frydeligere Alderdom end den, en saadan Bogs Forfatter nyder, kan man ikke let tænke sig.

Min Kirke, hvor jeg i Regelen søger hver Søndag — er Vartov Kirke. Jeg er ikke, hvad man kalder Grundtvigianer; — den Gamle støder mig i meget, dog sjeldent som Prædikant, men han er en Troende, som taler ud af et rigt, christeligt Liv, og der er i hans Kirke en fast Menighed, saa man befinder sig der som i en Landsbykirke i et gudfrygtigt Sogn. Jeg veed, at du altid har haft nogen Antipathi mod denne Mand, noget jeg ikke fortænker dig i, men jeg veed ogsaa, at du selv er saa human som Faa og derfor ikke støder dig over min Forkjærlighed i saa Henseende. Jeg er ikke nogen Ven af Grundtvigianer s. 314 nes slette Vers (iberegnet Mesterens egne), og beklager, at han selv, paa Grund af sin Miskjendelse af al Kunstform, ikke er bleven den store lyriske Digter, som han kunde have været. Jeg forstaaer mig end ikke paa hans «mageløse Opdagelse» og synes, at de Troende, som hylde Skriftprincippet, i alt Væsentligt er enige med dem, der holde sig til Daabsordet, saa jeg kan paa ingen Maade komme med i den snevrere Kreds af Grundtvigs Venner. Men en stor Mand er han, en overordentlig udmærket aandelig Vækker, en Troens Kæmpe som Faa, og i hiin Verden skal din Fader og han, som her kæmpe Ryg mod Ryg for den samme Sag, mødes Ansigt til Ansigt og takke hinanden for trofast Broderskab.

Med Hensyn til «Tordenvejr» da sætter jeg ikke liden Priis paa den jydske Kolorit, som er udbredt over dette Stykke. Møllerkonen anseer jeg for en af mine bedst tegnede Figurer, og i det Hele troer jeg netop, hvad Karakteertegningen angaaer, at have gjort Fremskridt i dette Arbejde. Jeg haaber engang ved en senere Bearbejdelse at kunne redde det Gode, som det indeholder, og vil derfor bede dig, naar du engang faaer det læst igjen, at sende mig nogle Bemærkninger. I «Mester og Lærling» sætter jeg især Priis paa Kompositionen, og hvis det lykkedes mig at forkorte Expositionsscenerne i første Akt og borttage noget Overflødigt i femte, men især at tilvejebringe en mere bevæget ydre Handling i fjerde Akt, saa s. 315 troer jeg, det vilde blive et godt Stykke. Ogsaa derom beder jeg dig, min ældste Kritiker, give mig et Par Vink. Mod Ellefolkene kan der være Eet og Andet at indvende, men Hovedanken, den, at Illusionen brydes ved deres lange Dvælen paa Scenen i femte Akt, kunde man ved en Bearbejdelse nok lempe sig efter. At jeg har skildret dem, som jeg har, er ikke sagnstridigt; — husker du en lille gunstig Betragtning derover i «Fædrelandet» i Stykkets Nyhed?

Hvad mine alvorlige Digte angaaer, har du Ret. Jeg mangler Pathos. — Hvorvidt jeg er egentlig Lystspildigter, skal jeg ikke selv kunne sige. Men noget har jeg dog, som jeg ikke har laant fra de Andre, — det veed jeg vist, noget, som ikke er almindeligt i vore Dage, og det gjælder blot om at holde godt Huus med det.

Herinde kjævles man om «Karens Kjæreste», om hvis Slethed Alle dog er saa enige, at jeg ikke har gidet see det. «Lovbud og Lovbrud» er en temmelig uheldig Bearbejdelse af det af Shakspeares Lystspil, som jeg, trods Tiecks Roes, altid har brudt mig mindst om. Høedt spiller deri saa ubehageligt modernt Høedtsk, at Biron (du veed vel, at det er Loves labour lost) blev mig en næsten modbydelig Figur. Ikke stort bedre er Phister som Don Armado. Den lille Idyl i «Fædrelandet» — «En Sommerdag» — som har vakt saa megen Opsigt og Forargelse, er af Student s. 316 Voltelen, som du maaskee kjender; Artiklen derimod om «Duftvaudevillen» af Mantzius.

Claus Riis, vor norske Rejsefælle, er bleven forlovet med en Præstedatter fra Hardanger og svæver i den syvende Himmel. Ogsaa Vilhelm Bøgh er bleven forlovet med en meget elskværdig Pige, som jeg kjender. Min Familie hilser dig.

Din
C. Hostrup.