Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1854-02-21)

C. Hostrup til L. Mynster.
21. Febr. 1854.

Min Utroskab er dog ikke saa stor som min Tilbageholdenhed. Med en af mine bedste Veninder, som ogsaa har gaaet til Præsten hos din Fader, nemlig Fru Hauch (et af de dygtigste og ærligste Mennesker, jeg kjender), har jeg ofte glædet mig over hine Dages Minder, og jeg skal sandelig aldrig glemme dem. Jeg glæder mig overordentlig til Biografien, og jeg tør sige, at jeg ikke veed nogen stor Mand, hvis Udviklingshistorie jeg er mere begjærlig efter at see ind i end netop hans. Troer du ikke, jeg skjønner paa, hvad det betyder at være en saa harmonisk Personlighed og — thi jeg kjender ikke saa lidt til din Fader, som du maaskee troer, -— et i dybeste Forstand bestandig voxende Menneske? —

s. 326 (18de Marts).

Jeg optager dette Brev igjen for at fortælle dig to for mig store Begivenheder. — Mit romantiske Lystspil «Drøm og Daad» er antaget, —og Hauch har erklæret det for et ypperligt Stykke (Heiberg er mere lunken mod det); jeg selv har god Tro til det, — maaskee fordi Alt er lyst for mig i denne Tid ; — ja, det er vel allerede ad Omveje naaet til dig, at jeg er bleven forlovet med Elisabeth Hauch, Digterens næstældste Datter. Hun er bedre værd end en flygtig Beskrivelse; hun er stille, naturlig og varm, og jeg haaber, at Gud vil give sin Velsignelse til den Forbindelse, saa at vi ved fælles Hjælp kan komme ham nærmere og nærmere. Sporer du Fremskridt i mit Stykke, som jeg haaber, saa skyldes det meest hende, thi de bedste Partier deri er skrevne ud af et gjærende, men dog haabende Hjerte. Heiberg sammenlignede mit Arbejde med «Man kan, hvad man vil», som jeg aldrig har seet; imidlertid kunde mit Stykke snarere kaldes: «Man kan, hvad man skal, naar man virkelig troer, at man skal det». Jeg troer, at jeg har faaet det religiøse Element, som jeg nu ikke kan slippe, frem i en kunstnerisk maskeret Skikkelse. Hovedpersonen er nemlig en Troeshelt, som bygger fast paa en ham af Madonna sendt Drøm og derfor ligeoverfor Modgang bevarer en Frejdighed og Sikkerhed, som giver ham Sejren. Det Komiske er slynget heelt igjennem Stykket, og faaer jeg s. 327 det besat, som jeg ønsker, haaber jeg et godt Udfald. —

Om det er min Bestemmelse at vedblive at leve som Poet, eller opgive denne farlige Verden og søge Præstekald, er mig endnu ikke ganske klart. Personlig har jeg vel nok saa megen Lyst til det Sidste; jeg brydes kun lidt med Parablen om de betroede Talenter. Dog, jeg troer, at mit Stykkes Skjæbne vil give mig et mægtigt Stød fremad til at fatte en Beslutning. Og jeg troer ogsaa, at min Forlovelse, om hvilken jeg kun kan sige, at den var en indre Nødvendighed, en Tilskikkelse fra oven, som jeg ikke turde unddrage mig, ligesaa lidt som jeg formaaede det, vil lede mig i de rette Spor. —

Kjære Ven! — oprigtig talt — jeg har frygtet meget for at binde en ung Pige, hvor højt jeg end elskede hende, til et saa uroligt og kæmpende Menneske, som jeg er bleven i de sidste Aar, og jeg har længe forgjæves prøvet paa at bøje mig under Forsagelsens Aag. Gud skee Lov, der er kommet mere Fred i mig, siden jeg lod den Byrde falde, som var mig for svær, og selv naar jeg et Øjeblik bliver angest, saa kvidrer der dog inderst i mit Hjerte en Haabets Fugl; den synger om, at nu er jeg først paa rette Vej til at komme til Ro — til at fæste Rod i Livet. Gjælder det dog ikke om, netop at blive Barn paany, og er det ikke Ægteskabets dybeste Opgave at lære, hvad Kvinden har saa let ved og holder saa fast, den s. 328 sande Barnlighed? Det, som Emil i dit Ungdomsarbejde «Hermion» kaldte: det Diaboliske eller Uberettigede, at Helten finder Hvile i et Kjærlighedsforhold, istedetfor at udkæmpe Striden i sig selv, kunde maaskee forklares derhen, at han, hvis han ligefrem drukner al sin Nød i en saadan jordisk Lykke, har fornægtet det Højeste, men det gjælder ikke, hvis han griber denne som en Hjælp fra Gud til at komme paa Benene igjen. Og kan min fromme, uskyldige 21 aarige Elisabeth, som allerede i saa lang Tid har laant mit indre Liv Vinger, være mig til Hinder i at udkæmpe den gode Strid; — nej, jeg føler, at hun vil lette mig den, at Gud har sendt mig hende som et Lys paa min Vej, og jeg haaber, at det paa samme Tid skal lykkes mig at gjøre hende Vandringen mindre svær. Jeg har aldrig truffet noget mere reent og jomfrueligt og i mine Øjne yndigere end hende, og i vort femaarige Bekjendtskab er hun bleven mig aldeles klar, da hun — hvad du engang med mindre Ret anvendte paa mig — er som Nathanael uden Svig. Ja, Gud være lovet for hende. Og nu Tak til dig, min trofaste Ven, fordi du, som jeg veed, har Hjerte til at høre paa en Stump af en Hjerteudgydelse.

Din
C. Hostrup.