Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1854-05)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Maj 1854.

Tak for Gratulationen og dit morsomme Kvad til V. Bøgh. Item fordi du, hvad jeg har hørt af Borgaard, er fornøjet med mit Stykke «Drøm og Daad». Bare I nu kan spille det rigtig godt! Jeg s. 331 føler selv nu, at det ikke i dramatisk Henseende er saa fuldkomment, som det burde være; men et poetisk Arbejde er det sandelig, og det er altid noget.

»Salomon de Caus» har overrasket mig; Munch tegner jo til at blive en heel Karl. Hans tidligere Arbejder, ja selv «Sorg og Trøst», hvor dog Følelses-Inderligheden har grebet mig, synes mig ikke bære Vidnesbyrd om stort mere end et poetisk Gemyt, men her — især i Scenen med de Caus og Richelieu, ja, i hele den dybtgaaende Plan er der en virkelig original Digter, som slaaer sine Vinger. Til Opførelse egner denne Tragedie sig efter min Mening ikke; det er egentlig Synd imod den, thi Scenen bliver dog, i Forhold til det dybest Christelige, et profant Sted, og den christelige Resignations Mysterier og den Enkeltes Førelser mod Troen bliver altid ufattelige for et Theaterpublikum. — —

Paa Søndag skal mit Stykke gaae her, og efter Prøverne at dømme faaer jeg ikke egentlig Grund til at skyde Skylden paa Skuespillerne, hvis det ikke gjør Lykke. Imidlertid stoler jeg ikke derpaa; jeg venter det ikke engang, thi deels er for Øjeblikket den offentlige Stemme mig vist ikke synderlig gunstig, og deels er mit Stykke, det føler jeg nu, i Forhold til Nutidens Fordringer maaskee for løst i Anlægget. Ganske vist synes det mig, at der er megen Virkning i første — ja ogsaa i anden Akt; men oprigtig talt har jeg paa s. 332 Prøverne selv kjedet mig lidt over de to sidste, og skal ikke undre mig, om det gaaer Publikum ligesaa. Jeg veed ikke, om det kommer af min øjeblikkelige Stemning eller ej, men vist er det, at jeg for Tiden er tilbøjelig til at nære Mistro til min egen Digterbegavelse og til mine Venners Roes. Jeg veed i alt Fald, at halvtlykkede Arbejder ikke er stort bedre end mislykkede, og at jeg ikke gider anvende mit hele Liv til maaskee kun at blive et Stykke af en Poet.

Dette siger jeg dog uden Melancholi; jeg har Gud skee Lov andet at sætte mine Kræfter ind paa, og faaer jeg først rigtig Mod til heelt at kaste mig ind i dette, da maa jeg ogsaa kunne naae til uden større Sorg at opgive Digtervirksomheden. Med Hensyn til den trøster jeg mig med, at den dog ogsaa har haft sin Betydning i vor Literatur; men jeg faaer mere og mere Følelsen af, at jeg nu staaer ved et Vendepunkt i mit Liv, og at det snart maa blive tydeligt for mig, til hvilken Side jeg skal gaae. Hvis mit Brev synes dig lidt mismodigt, saa skal du ikke lægge nogen Vægt derpaa; jeg er i Virkelighed glad og frejdig og fuld af Haab for Fremtiden, der ligger lys og straalende for mig som aldrig før.

Her imellem Vennerne lyder det bestandig: Nu er det snart Nieolaysens Fødselsdag, mon han ikke kommer herned igjen? Hauchs blive hjemme i Sommer; jeg og min Familie boe paa et yndigt s. 333 Sted, «Rolighed» kaldet. Bøgen staaer i sin første lysegrønne Pragt, men hvor er Nicolaysen?

Nu skulle vi netop til Gyldenlund.

Hilsen til alle norske Venner.

Din

C. Hostrup.