Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1854-08-22)

C. Hostrup til L. Mynster.
22de August 1854

Du skal ingen Undskyldning gjøre for din Stiil; dit Brev fandt jeg meget interessant og Kritiken træffende. Naar du engang imellem, naar betydelige Arbejder fremkom, talte et Ord med, saa vilde du sikkert gjøre langt mere Gavn, end du selv troer. Jeg skulde gjerne være din Commissionær, og «Fædrelandet», som dog er vort meest agtede Blad, vilde sikkert med Glæde optage en literær Anmeldelse, der forstod at holde sig til Sagen. Jeg besørgede den indleveret, og du blev anonym, hvis du havde meest Lyst dertil.

Med Hensyn til Striden om din Faders Biografi, saa troede jeg, det faldt af sig selv, at jeg var enig med dig. Jeg lider ikke af den omtalte Bogstavsbegejstring, den karakteristiske Skjødesløshed er mig altid kjærere end den udvidskede Korrekthed, og jeg troer da ogsaa, at Liebenberg, som i hiin Artikel har inspireret Christian Winther, har fortrudt Angrebet paa din Faders Levnet, om han end ikke offentlig har vedgaaet det. Fejlen fra eders Side er den, at der ikke strax tydeligt s. 347 i Fortalen er blevet udtalt, hvor udstrakt en Fuldmagt din Fader havde givet jer til at skære bort, og af hvilken Natur det Bortskaarne var. Men efter din Broders Udtalelse i «Fædrelandet» og især din i dit Brev til mig, nærer jeg ikke mindste Tvivl om, at I ogsaa i dette Punkt har hele Retten paa eders Side.

Du vil rimeligviis, naar du lærer «Drøm og Daad» at kjende, finde det Meste af, hvad der hidtil er kommet frem imod det, endnu mere grundløst, end du nu troer. Forfatteren til de berlingske Artikler er vistnok hverken Nansen eller Høedt, men det siges, at det er en Dame, Frøken W…, en Veninde af Ruths Forfatterinde. Naar du faaer Stykket, vil du see, hvor mærkværdig urimelige de fleste af disse Indvendinger er, og du vil glæde mig ved en lidt fornuftigere Kritik af det, end der hidtil er fremkommen. I Bladene har jeg ikke med den bedste Villie kunnet finde andet end sort Sludder, og du er den af mine Venner, hvis Dom jeg meest stoler paa. Jeg kan godt taale Sandheden, men trænger dog i denne Tid saa meget til Opmuntring, saa jeg vil bede dig om ikke at tilbageholde den Roes, du virkelig kan give mig, fordi du forudsætter, at jeg kun behøver at underrettes om Stykkets Mangler, da jeg jo nok selv kjender dets Fortrin.

Hauch har — imellem os sagt — skrevet et smukt Stykke, som han har læst for mig. Det foregaaer i den arabiske Ørken mellem Beduiner s. 348 stammerne, og det er især den østerlandske Gjæstfrihed, som i Stykket sættes paa en haard Prøve, der skildres. Hovedscenerne i anden Akt, hvor det kulminerer (det er i tre Akter), ere nogle af de dejligste, han har skrevet, og den gammeltestamentlige (Genesis-agtige) Diction er ypperlig holdt. Et uheldigt Forsøg paa at indblande moderne europæiske Figurer (en engelsk Rejsende med hans ikke morsomme Tjener) har han efter mit Raad betydelig modificeret, og maaskee Heiberg, som har modtaget Stykket med ualmindelig Anerkjendelse, faaer ham til ganske at kaste dem bort, da Hauch er rørt over denne Høflighed. Heiberg har nemlig tidligere behandlet ham hundsk, ja om «Tycho Brahes Ungdom » erklærede han, at han ansaae det for et mislykket Arbejde, og kun antog det, fordi Hauch havde et Navn i Literaturen.

Lev vel!
Din
C. Hostrup.