Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1854-09-08)

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 8. Septbr. 1854

Kjere Ven!

Til Svar paa dit sidste Brev, som heelt igiennem fornøiede mig, er jeg stemt i Aften til at skrive noget ganske Andet. Jeg er lidt tung om Hiertet over forskiellige Ting: over at jeg staaer mig vel med Mange, men dog til Ingen taler ret s. 349 oprigtigt, siger mine Meninger, fordi de ikke forstaae mig («Jeg yndes af Mange, har dog ingen Ven»), — over at selv de rare Damer ved Siden af mig, til hvilke jeg helst vilde tale aabent, ere lidt provinsielle, saa mine to stille Stuer, af hvilke jeg vandrer op og ned, ere mine eneste Fortrolige, — over en vis fornem, vigtig Tone hos flere Adjuncter paa Herlufsholm, der lader større end min beskednere Yderform, skjøndt Mit stikker langt dybere, — over at de omreisende Skuespillere virkelig ere som de skildres i Vilhelm Meister («die Rohheit dieser Menschen»), at Een, som man nærmer sig med godtroende Venlighed, misbruger den, saa man maa sætte sig paa fornem Fod (— dog har jeg truffet Een med noget Idealt, som jeg har Interesse for). Saa mange Sorger har jeg haft Tid til i Dag, fordi det har været Markedsdag; paa Skoledagene overvindes Tornene sædvanligt af Roser, den glade Følelse at kunne bringe Mere og Mere ind i sin Virken, Mere og Mere frem hos disse aabne Naturer, der endnu ikke ere stivnede under den ældre Alders Prosa. Jeg seer ned paa de fleste Store, men op paa de fleste Smaa, «fordi de er saa store». —

See, disse Par Ord lettede, thi en fortrolig Ven mangler jeg her unegteligt, hvor lykkelig jeg end er. — Maa jeg sende dig disse Ord i Morgen, som om det var for ti Aar siden, og jeg sendte dem fra Frue-Plads til Regentsen, og Edvard kiggede nysgierrigt op fra sit Collegiehefte, — lad da dette s. 350 Brev være som en Gienganger af hine Stemnings- Breve. —

Din L. M.

Misforstaae det ikke; det kan see ud som Savn af Kiøbenhavn, men jeg veed, at denne lille By er mig et langt bedre Element. Jeg er ideligt glad ved min «Uafhængighed»; jeg veed ikke, om jeg een Gang skal overvindes ligesom Esther o. s. v., men det bliver i al Fald først seent.