Danmarks Breve

BREV TIL: Christiane Georgine Elisabeth Hostrup FRA: Jens Christian Houstrup (1855-05-03)

C. Hostrup til Elisabeth Hauch *) .
Rolighed. 3. Maj 1855

— — Da jeg blev Candidat, tænkte jeg kun paa at blive Præst, skjøndt Maalet stod mig fjernt; jeg var altfor langt tilbage — altfor uklar, og skjøndt der i mig var en stadig voxende Længsel efter et fast Holdepunkt, efter at finde Hvile i Christendommen, saa var mit Hjerte dog altfor uroligt, — altfor beruset af Ungdom og denne vidunderlige Verden til, at jeg rigtig kunde samle mig. Jeg vidste endnu ikke den Gang, at jeg var Digter, — kun at jeg var en stærkt poetisk Natur med stor Modtagelighed for al Poesi og en grændseløs Evne til at kunne glæde mig. Jeg skrev Vers og deslige, men det var uden Pretension, jeg led ikke af Geni-Feberen. For at fornøje mine Kammerater skrev jeg «Gjenboerne», og skjøndt jeg var umaadelig optaget deraf, saa havde jeg dog den Gang ingen Anelse om, hvad dette Arbejde var værd, eller at det skulde rive mig ud af det be s. 371 skedne, ubemærkede Liv, jeg hidtil havde levet, og som jeg aldrig havde følt nogen Trang til at komme ud af. Imidlertid gjorde «Gjenboerne» stor Lykke ved Studenterforestillingen, men alligevel faldt det mig ikke ind, at det var værdigt til at komme paa noget offentligt Theater, og om Foraaret tiltraadte jeg min Huslærerplads hos Nygaards paa Kokkedal. At jeg dog nu begyndte at faae en Forestilling om, at der boede Noget i mig, som kunde bruges, beviser det, at jeg i Sommeren 1844 skrev 1½ Akt af «Eventyr paa Fodrejsen», som jeg, da jeg blev stoppet paa Halvvejen, lod ligge i min Pult i hele tre Aar, før jeg fik Lykke til at fuldføre det. I al denne Tid viste jeg det ikke til Nogen og omtalte det heller ikke for min Familie. I Vinteren 1845 skrev jeg «Intrigerne» og 1846 «En Spurv i Tranedands«, som begge gjorde stor Lykke blandt Studenterne; men heller ikke dem tænkte jeg paa at lade komme videre. Da fik Mantzius mig til at lade «Gjenboerne» komme paa en Sommerforestilling paa det kongelige Theater. Jeg fik ikke andet derfor end Æren, men den var mig ogsaa nok. I Saisonen 1847—48 kom «Intrigerne», «Gjenboerne» og «Eventyr paa Fodrejsen» paa det kongelige Theater; i Efteraaret 1848 kom «En Spurv i Tranedands», og som med et Trylleslag blev den fordringsløse theologiske Candidat en meget yndet Theater-Forfatter. Men heldigviis varede denne berusende Lykke ikke længe. Jeg lærte efterhaanden, at jeg i Grunden s. 372 var for god til at være Modeforfatter, og paa den anden Side tiltroede jeg mig ikke tilstrækkelig Digter-Begavelse til at sætte mig som mit eneste Livsmaal det at skrive for Theatret, og paa samme Tid som Poesien og det at hengive mig til Digterdrømme havde en tryllende Magt over mig, droges jeg til den Gjerning, der vel var mere beskeden, men som syntes mig at maatte give mig mere virkeligt Livsindhold. Bestandig vaklede jeg imellem disse to Verdener; snart meente jeg at maatte følge det Kald, som det havde viist sig, at jeg havde Begavelse til, snart længtes jeg saa inderlig efter heelt at leve for det Ene, at blive en Christen. Jeg er efter megen indre Kamp og Trængsel vendt tilbage til at blive theologisk Candidat igjen; om end med større Anciennitet — saa fattigere paa Kundskaber og paa Frimodighed end tidligere. Mit Bekjendtskab til eder daterer sig netop fra et Vendepunkt i mit Liv. Det er denne indre Uro, som har gjort, at jeg i nogle Aar har været saa lidet produktiv. Jeg maa nu vende Kunstnerlivet, som man heelt maa tilhøre for at blive til noget Ordentligt, Ryggen. I Vinter har jeg gjort den endelige Erfaring, at jeg kan opgive Digterskabet, men ikke Præsteskabet. Og hermed har jeg da væsentlig naaet et nyt Punkt, og vi vil haabe, at det maa blive til Lykke og Velsignelse. For Resten er det noget underligt med mine Præste-Planer. Hvorfor vil jeg egentlig være Præst? — Svaret skulde jo ligge nær: — «For at forkynde Guds s. 373 Ord og vidne om det». Ja, gid jeg kunde, der er Intet paa Jorden, jeg hellere vil ; men egentlig talt troer jeg, det allermeest er for at faae Lov til at blive en Christen, for at fordybe mig i mig selv, for at rives ud af den Verden, som overvælder og magtstjæler mig, for at kunne gjøre mit indre Livs Udvikling til mit egentlige Levebrød. Jeg har talt derom til en alvorligt Troende, jeg har ærlig skriftet ham, hvor langt jeg var tilbage, og han har opmuntret mig dertil.

Eet veed jeg; hvor inderlig jeg længes efter at hjemføre dig som min Hustru, saa søger jeg ikke Præstekald for at kunne gifte mig. Naar jeg heelt og udeelt kastede mig ind i Digter-Virksomheden, da vilde mine Udsigter i denne Henseende rimeligviis være bedre, end naar jeg nu skal begynde med et lille fattigt Kald et Steds ovre i Jylland, især da jeg jo, som du veed, har hellige Forpligtelser mod min Moder og mine Søstre, — som jeg ikke kan svigte. Men selv om det var omvendt, selv om jeg ikke øjnede nogen anden Udvej for at kunne naae, hvad jeg imødeseer som Livets højeste Lykke, saa turde jeg dog ikke af den Grund blive Præst for en Menighed ; det eneste, der, som jeg haaber, giver mig nogen Ret dertil, er det, at jeg kan sige, at jeg ikke troer, der er nogen anden Frelse for et syndigt Menneske end i Christi Evangelium, og jeg seer ikke anden Vej for mig, hvorved jeg kan redde det Bedste i mig, end netop den, hvortil jeg har Adgang ved min s. 374 theologiske Examen; kunde jeg ikke af mit hele Hjerte sige dette, saa vovede jeg mig aldrig dertil. Men nu maa det gaae, og naar jeg gjør det med en ærlig Villie til at lade mig bruge af Vorherre, da vil han ogsaa give mig Kraft og holde mig oppe, hvor lille og svag jeg end er. Og ogsaa du maa hjælpe mig og holde mig vaagen, at jeg een Gang maa kunne blive til en rigtig Præst, hvor smaat jeg end begynder. Thi famlende og usikker og i mange Henseender daarlig forberedt vil jeg sikkert være i Begyndelsen, men alt som jeg forfremmes i det indre Menneske, vil det kunne blive bedre. Men du maa være min Vejleder, ligesom jeg maa være din — husk paa det. Ogsaa til din Omhu er en Sjæl betroet foruden din egen.

Ja, det var nu en lang Bekjendelse; — men for mig er det ikke alene naturligt, men en Nødvendighed at tale til dig om Alt, hvad der bevæger mig, og det er jo ogsaa saadan, at du vil have det.— —