Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Julius Claudi (1855-06-27)

J. Claudi til C. Hostrup.
Jellinge. d. 27. Juni 1855

Kjære Ven !

Du overraskede mig med Dit Brev, der, som Du siger, var kort, men meget indholdsrigt, og som for mig seer ud som skrevet med en ustyrlig Jubel i Dit Sind, ret som om Du ikke havde havt Ro til at lade Pennen hænge ved Papiret, men maatte skynde Dig for at faae det færdigt og forseglet med et rask Slag, for at Du saa kunde rejse Dig og svinge Dig og Din Hat tre Gange rundt og raabe: Længe leve Elisabeth og jeg! Og idet jeg tænker mig Dig i denne lykkelige Bevægelse s. 386 eller bestandig færdig til at gjøre den, idet jeg seer den Glæde, der er kommen over Dig, og de gyldne Forhaabninger, der opfylde Dig, saa kunde jeg ogsaa føle mig fristet til at staae op og raabe tre Gange Hurra for Dig og Din Hustru; men jeg er nu af de roligere Naturer og indskrænker mig derfor til at raabe Hurra indeni mig og føle Din Glæde med Dig og paa Din Bryllupsdag tænke paa Dig og Din og bede min Kone hjælpe mig dermed. Jeg har længe ventet paa den Stund, da jeg skulde see Dig glide ind i Ægteskabets Havn og skabe Dig Dit eget Hjem, ikke fordi jeg meente, at Du trængte saa haardt til det, Du, som har en saa lykkelig Gave til at gjøre Dig det hjemligt og hyggeligt, hvor Du kommer, og som nu forlader et saa kjært Hjem, men fordi vi skal og bør alle den Vej, fordi vi skal alle drukne en god Portion af vor Egoisme i Kjærligheden og dens lange Prøve, Ægtestanden, fordi vi blive først fuldstændige Mennesker ved at halveres, ved kun at blive det Halve af en Eenhed. Og jeg vidste jo ogsaa, at da Du havde fundet den, Du søgte, stundede Du dertil; derfor længtes jeg efter den Dag, da jeg kunde lykønske Dig til Din Hustru, til det nye Hjem, hun vilde skjænke Dig, og al den Fred og Hyggelighed og Fornøjelighed, som en god og mild Hustru kan berede os. Jeg ønsker Dig da af Hjertet til Lykke; jeg kunde næsten ønske, at jeg var den, som skulde udtale Kirkens Velsignelse over Eders Ægteskab, endskjøndt jeg veed iforvejen, s. 387 at jeg ikke vilde kunne tilfredsstille mig selv, men af Hjertet skulde det dog altid skee; men kan jeg end ikke være tilstede paa Din Glædesdag og ikke dele den med Dig i Selskab med Dig, saa vil jeg dog være hos Dig med mine bedste Tanker og bringe mine bedste Ønsker og Bønner for Dig og Din Hustru. Jeg har nok Grund til at ønske Dig det godt. Vi ere jo gamle Venner, og Du er en Ven, jeg er stolt af, ikke fordi Du gjør Lykke i Verden, skjøndt det naturligviis maa blande sig i med, men fordi Du har holdt fast ved mig, og om Du end stundom kunde synes at have glemt mig, dog altid er kommen mig imøde igjen og aldrig har svigtet mig, hvor Du vidste, at jeg trængte til Din Trøst eller til Din Deeltagelse i min Glæde. Og dog er det saa lidt, vi have levet sammen; vi kunne snart tælle de Dage, vi have staaet hinanden nærmere. Under det jublende Sold, ved den ungdomsfriske Sang fandt vi hinanden, og vi slog sammen, om jeg saa tør sige, som Draabe med Draabe, som Lue med Lue ; det var Regentslivets, Studenterlivets Poesi, i hvilket vi gjenkjendte hinanden som gamle Venner, og som bandt os til hinanden med et saa trofast Baand, at vor liden Omgang med hinanden og den lange Adskillelse ikke har kunnet udslette de glade Minder og sløve Venskabets Følelse. Der var Andre, som stode os nær dengang; Din gamle Contubernal, han hviler herovre i Jylland, han vilde have glædet sig, hvis han havde levet denne Dag, saa trofast en Ven s. 388 han var Dig, og min gamle Contubernal, ja, han hviler nok ogsaa her i Jylland, han er idetmindste som død for mig. Men Du er den Fornemste, ved hvem mine Tanker hænge sig, naar jeg drømmer mig tilbage i den forunderlige Ungdomstid paa Regentsen, og jeg ønsker for mig selv, at Du vil passe paa mig i Dit Venskabs Erindring, at jeg ikke skal slippe ud deraf, og for Dig, at Du altid maa blive den samme trofaste Svend, Du stedse har været i Stort og i Smaat, og at Du og Din Hustru maa bestandig forynges i Sjæl og Sind i Kjærlighed til hinanden, for at Alt kan blive ligesaa friskt og yndigt og oplivende, som jeg nu seer det for mine Tanker. Og i den Tanke, at Alt dette bliver saaledes, at paa en Maade Din Adresse ogsaa i den Henseende bliver den samme, saa man altid kan gjenfinde den samme Ven med det samme Sind og den samme ungdomsfriske Glæde, vil jeg ogsaa fremdeles vedblive at see ind til Dig med mine Breve og spørge Dig om Dit og Din Kones Befindende og bede om behageligst Svar.—

Da jeg skulde have Bryllup, sendte Du mig fra Italien en lille Blomst i Dit Brev, og jeg har Lyst til at gjøre Gjengjæld. Den blev modtaget med megen Paaskjønnelse, min Kone havde den ganske listeligen indflettet i sin Brudekrands; modtag da ogsaa medfølgende smaa Blomster uden at forundres over en saadan Brudegave. Min Kone s. 389 har plukket dem paa Gorms og Thyre Dannebods Gravhøje, og jeg leverer Commentaren dertil. Vi ønske, at Du maa samle det hele Danmarks Rige til Anerkjendelse og Hyldning af Din Poesi, og at Du i din Elisabeth maa have en Thyre Dannebod ved Din Side. Bedre end det Sidste kan jeg vel ikke ønske Dig; Thyre Dannebod er jo som et Forbillede for alle danske Qvinder. — —

Længe leve Christian Hostrup og hans unge Hustru !

Din
Julius Claudi.