Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Christian Ludvig Nicolai Mynster (1855-09-24)

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 24. Septbr. 1855

Kiere Ven!

Kort før Ferien meddeelte Winsløw (som er et prægtigt Menneske) mig Din Prædiken, som ogsaa — om jeg maa sige — næsten overgik min Forventning og ganske syntes mig Roesen værd; — lad være, at Du har Ret i din Følelse, at den noget mere var Betragtning eller Afhandling end egentlig Prædiken, — det giælder om næsten alle Candidatprædikener og retter sig af sig selv overfor en Menighed. — Kort i Forveien skrev Du mig et Brev til, hvor Du i flere Punkter (eller dog eet) har mig til Modstander. Om Kierkegaard troer jeg ikke, at vi ere væsentlig uenige, uagtet Du i hiint Brev talte gunstigere om ham; — en «relativ Ret» har enhver Kiætter og Sværmer i Kirkehistorien havt, og jeg holder paa Rigtigheden af Din første Yttring om ham: «Luther vilde have sagt, han talte som et Djævelens Barn.» — Hvad har dog Luther været for et Menneske! Læs hans store Catechismus, som i denne Tid er oversat ret godt af Friedenreich; den er saa herlig, at den aldeles opvarmer Een ; vilde blot de af Kierkegaard Bedaarede have Sands for denne Bog, de vilde see, hvor slaaende Luther i Eet væk modsiger ham. Naar Du siger, «at det personlige Forhold til Christus» og «Gienfødelsen» er det Øverste i sand Christendom, da er dette just ganske min s. 398 Anskuelse, saa vi ere enige om Grundvolden.

Men jeg kan ikke give Dig Medhold i, at Præsterne

— i alt Fald ikke de Bedre og Dygtigere — (og der er ikke saa faa gode, yngre Kræfter) skulle «fortone» Hiint, og jeg mener, at jeg har havt bedre Lejlighed til at kjende disse Landets Præster end Du, — saaledes hørte jeg nylig en Prædiken af Fog, der sandelig var ligesaa alvorsfuld som skion, — endnu mindre troer jeg, at de Grundtvigske Præster skulde være mere ægte-christelige, at de mere «skille imellem Verdens Rige og Guds Rige» end hiin Slags Præster. I deres Liv giøre de det i mine Tanker ikke; og er ikke Livet endnu Mere end Læren? Mig forekomme de Grundtvigske Præster (forsaavidt jeg kan kiende dem af deres offentlige Liv, Skrifter, Polemik, Folkefester, Rigsdag o. s. v.) endog temmeligt stærkt at ville «mediere» mellem det Verdslige og det Christelige, overhovedet noget letsindige, og hine Præster derimod af den Ikke-Grundtvigske Skole, som jeg tænker paa, giøre paa mig det Indtryk at have givet sig langt samvittighedsfuldere og alvorligere ind «under Christi Tugt». Jeg indrømmer, at Hine i deres Prædikener ofte tale gribende og stærkt om «Verden» og «Gud»; men naar f. Ex. Birkedal taler med Ildfuldhed og Livfuldhed om «Gienfødelse», men der ved Siden af er saa Meget, der vidner om, at han slet ikke har ladet sin egen Aand opdrage og forklare af Gienfødelsens Aand, da tabes for mig den opbyggende Virkning. — s. 399 Og, hvad der giælder om Grundtvigianerne (selv noget vel om de Bedste, som: Fengerne), giælder mig ogsaa meget om Grundtvig selv. Hvor dybt og stærkt han end kan have talt om det «gamle» og det «nye Menneske», jeg kan ikke see, at det sidste hos ham selv har besejret det første, eller endog blot er i Begreb dermed. Hans personlige Opgave synes mig at maatte have været : at lade sin kraftigt-hedenske Natur tæmme og forvandle ved Christendommen; men jeg seer ikke rettere, end at hans »naturlige Menneske» er forblevet temmeligt i Forgrunden. Naar du mener, at Martensen — og den Slags Theologer — ville for meget mediere mellem det Christelige og det Philosophiske o. s. v., da kan jeg vist med fuld saa megen Ret sige, at Grundtvig — og Hans — ville mediere mellem det Christelige og det Hedenske; — og hvorfor er det mere tilladeligt? Troer Du, at Ansgar, dersom han levede, vilde være tilfreds med Grundtvig som Christen? — Han vil, synes mig, paa eengang være en Christen og dog have Lov til at tumle sig paa Vikingeviis, kalde hveranden Medkæmper «Nidding», spise Hestekiød o. s. v. —

Er Helliggiørelsen dog ikke den rette Prøvesteen for, om Gienfødelsen har været ægte? Og vil Du virkelig sige, at Du i Grundtvigs Liv seer det helliggiorte, eller endog kun det sig helliggiørende Menneske? — jeg vover at spørge Dig: saae man det ikke langt mere hos min Fader? — s. 400 Aandens Frugter ere Kierlighed, Fred, Glæde, Langmodighed, Ydmyghed o. s. v.; jeg har ikke staaet Grundtvig personligt nær, men hans offentlige Liv vidner ikke derom. — Du vil maaskee spørge mig, om Luthers Polemik da ikke var diærv og heftig; men jeg mener, at der er en overordentlig Forskiel. Luthers Polemik forekommer mig det gienfødte Menneskes ædle, kraftfulde Harme (at der kan være enkelte Stænk af det naturlige Menneske, er naturligt), den udgaaer fra en dyb og klar Hjertefylde, er ledsaget af en Elskelighed, som jeg i Almindelighed — ikke seer hos Grundtvig. At der derimod i det naivt-poetiske, livlige Udtryk kan være Lighed, indrømmer jeg gierne; men det er mere Formen end Væsenet. —

Thi naar Du — hvad Grundtvigs Lære angaaer — siger, at Du holder Dig til ham, fordi han er meest «Luthersk», da maa jeg ogsaa deri modsige Dig. Klogere end jeg, alle vore bedste Theologer (af forskielligste Retning), have paaviist, at der i Grundtvigs Theologie (siden 1825) er meget Ulutherskt og næsten Catholskt, og at hans Partie med Urette have kaldt sig «Gammellutheranere». Symbolspørgsmaalet er mig iøvrigt ikke saa vigtigt (og derom er jeg ganske enig med Winsløw og Dig i Eders Anskuelse, som dog ikke er Grundtvigs), men hvad vil Du f. Ex. sige om hans seneste, mig ubegribelige Lære om Loven, at de ti Bud ikke længer skulde være en Deel af den christelige Børnelærdom; er det Lutherskt? — s. 401 Jeg skulde ogsaa let vise Dig af Noget, jeg i denne Tid har læst, hvor aldeles modsatte Luthers Anskuelser om Opdragelse, Underviisning o. s. v. ere Grundtvigs, og om det end er Bipunkter, hænge de dog sammen med det Væsentlige. Saavidt jeg forstaaer Dig, er det især i Grundtvigs Prædiken (som jo ogsaa er det Vigtigste) om Gienfødelse, Synd og Frelse, at Du finder det Lutherske; og det skal jeg ikke bestride, uagtet han kun ret har tiltalt mig personligt i Prædikenerne fra hans Ungdom, da han traadte frem som den aabenbarede Religions Tolk mod Rationalismen; —men han var jo ikke dengang og var ikke siden den Eneste; min Fader traadte op paa samme Tid, og jeg bestrider, at hans Prædiken, fordi Grundtvig i Temperament og Aandsegenhed havde mere Lighed med Luther, fortiener at kaldes mindre Luthersk (eller lad os heller sige : ægte-christelig, da Luther dog var et Menneske og ogsaa havde sin Begrændsning). Du mener ogsaa hos min Fader, hvis jeg forstaaer Dig ret, — og jeg er i ethvert Tilfælde «human» og paaskiønner Din Aabenhed, — noget at savne det «Ægte-Christelige». Du finder vel, at han gik dybere end de Andre og «i senere Aar» nærmede sig det meer og meer, men Du finder dog en Mangel paa det Egentlige og holder Dig derfor til Grundtvig. Hertil svarer jeg: Du kan medrette foretrække min Faders seneste Prædikener for de ældre, forsaavidt de ere tankerigere og fyldigere, have mere om Aanden og om s. 402 den 3die Troesartikel, overhovedet et dybere Indblik; men det Egentligst-Christelige, Middelpunktet for vor Tro, er dog den 2den Artikel, om Jesus vor Frelser, og den er med lige Kraft udtalt i min Faders første, som i hans sidste Prædiken. Fremfor Alt var det personlige Forhold til Christus tilstede hos ham med en Inderlighed og Sandhed, som Du ikke skal kunne paavise større hos nogen Forfatter i vor Tid. Det laae ham saa uendeligt nær at sige: «Herre Christe», Christus var ham «en Ven», til hvem han altid kunde tye (ganske som i Novalis’ deilige Psalmer), og derfor trængte han i Grunden ikke til jordiske Venner. Hvor dette er saaledes, der er dog vel «det Centralt-Christelige» tilstede. — Udtalt i hans Skrifter kan Du see det — foruden i Betragtningen: «En Christen skal elske sin Herre» — f. Ex. i Spiellerupsprædikenerne i den derværende Langfredagsprædiken, i «Aargangen» i den Prædiken: «Christus vil, at vi ganske skulle høre ham til», hvis Slutning indeholder en Udtalelse, der giver langt Mere end «Meddelelserne». Er dette Forhold ret fremtrædende hos Grundtvig? Jeg veed det ikke ret, men synes dog at mindes det fra flere af hans Psalmer. Han har flere Gange grebet og rørt mig ved sit: «I Jesu Navn». Hvad det andet Punkt: «Gienfødelsen» angaaer, da vil jeg vel gaae ind paa, at det — især forsaavidt det indeholder en Fordring — kunde være bestemtere, stærkere betonet hos min Fader, og at det maaskee er saaledes s. 403 hos Grundtvig; — men det findes der dog paa mange Maader, han har tidt nok prædiket om «Alvor i vor Christendom» o. s. v. Men i at giøre Fordringen om at «afdøe» o. s. v. var han mild og varsom; — men det er et stort Spørgsmaal, om det ikke, i vor Tid især, er rettere at prædike Christendommen mildere, — thi derved føres Menneskene dog gierne til at giøre Noget, end, ved at prædike den strengt, at faae dem til at vende sig bort og giøre Intet. Hvad fører vel til Meest: at prædike Christendommen, som min Fader giorde det, og selv at opfylde, hvad man prædiker (efter menneskeligt Maal), eller at udtale den paa Kierkegaardsk Viis og være nødt til at tilføie: «selv løfter jeg rigtignok ikke Byrden med en Finger?» — Det nye Testamente giver selv al Grund til hiin Varsomhed, thi dets Fordring er slet ikke saa tydelig. Christus har aabenbart ikke forlangt det Samme af Alle, — han fordrede ikke, at Maria skulde forlade sin Broders Huus, han nøiedes med, at Zacchæus gav Halvdelen af sit Gods til de Fattige o. s. v., o. s. v. — Christendommen er heller ikke blot et Brud med Verden, den er ogsaa en Forklarelse af Verden, det erkiender Du jo dog selv paa mange Maader. — Forud for det strenge Ord: i. Joh. 5, 2 staaer det milde Omvendte, det har Du selv ikke glemt at fremhæve; saaledes gaaer i Christendommen det Milde og det Strenge altid Haand i Haand. Førend Christus prædikede s. 404 «Brud med Verden», vakte han i Menneskenes Hierter den «udødelige Kierlighed», som giorde «Aaget og Byrden let.»

Min Faders Kierlighed til Frelseren udgik deels af, at ingen Anden havde kunnet fylde hans kierlighedstørstende Hierte, men især af en dyb Syndserkiendelse. Denne giennemklinger hans Tale og især hans Betragtninger fra Begyndelsen til Enden, og den kan du med ingen Grund savne hos ham. Den førte ham til «Christus, hengiven for vore Overtrædelser», som han altid erklærede ikke theoretisk at kunne forklare, men at være en Trang for Syndsbevidstheden. «Kan Din Angers Taarer afvadske Blodpletterne af Din Haand?» lød det atter og atter hos ham. «Saa lidt som jeg forsonende kan bære nogen Synd, har jeg dog ofte lidende, sørgende baaret Verdens Synd, de Andres med min egen, de forbigangne Slægters med den nærværendes. Jeg vælter mit Blik over Jorden, — og jeg sukker over at være Menneske» (Christus hengiven for vore Overtrædelser, tredie Betragtning). —

Emnet er uudtømmeligt, men jeg har sagt det Vigtigste. Kiere Ven! jeg har betænkt mig paa dette Brev, men fortryder ikke at have skrevet det. Jeg føler vel, at jeg er mere competent til at tale om min Fader end om Grundtvig, og om ham skal jeg gierne gaae ind paa Berigtigelse og Opklaring i flere Dele, ligesom han i poetisk og historisk Henseende ofte naturligviis har grebet s. 405 mig. Men jeg tilstaaer, — jeg forstaaer det ikke, at han i christelig og præstelig Henseende kan være Dig saa Meget. Lad ham være — som Du engang skrev — «en overordentlig udrustet aandelig Vækker», han behøver derfor ikke at være en stor Christen, ikke engang et stort Menneske; — det er den historiske Maalestok, Du der anlægger — efter hvad Een kan have vækket og virket, — den christelige spørger, om han giver de mange geniale Aander, der storme ind paa ham, under «Christi Lydighed», om han raader og byder over dem, om han er Herre i sit Huus, — deri bestaaer det i Sandhed Mandige. Jeg finder det træffende, hvad Fog siger om Grundtvig og hans Tilhængere: at de mangle Religion i den gamle Betydning af Ordet: «Samvittighedsfuldhed». — I Dine yngre Aar dømte Du ligesom jeg om Grundtvig; først siden — giennem den nordiske Interesse vel meest — kom Du til ham; men Din Kierlighed til ham staaer for mig halvt som en Phantasie Kierlighed. Nu — jeg skal gierne indrømme, at jeg kan tage feil. — Farvel!

Din troe Ven
L. M.