Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Johannes Carsten Hauch (1857)

C. Hauch til C. Hostrup.
1857

Kjæreste Hostrup!

Jeg er en stor Synder med Hensyn til Opsættelse i Brevskrivning, hvilket da ogsaa har viist sig ved denne Leilighed ved den lange Tid, jeg har ladet hengaae, uden at besvare Deres venlige s. 414 Brev fra i Vinter. Nu vil jeg dog engang gjøre Alvor deraf. Forresten beder jeg Dem da ogsaa at takke Elisabeth for hendes venlige Linier paa min Fødselsdag; hun maa ansee dette lille Brev for ogsaa at være skrevet til hende. Det har gjort os meget ondt, og jeg kan sige med Sandhed, at jeg har taget mig det meget nær, da jeg hørte om Deres Sygdom ; thi jeg frygter, at De selv har paadraget Dem den ved altfor stor Anstrengelse, eller ogsaa bekommer Klimatet Dem ikke, og det er ogsaa slemt nok. Jeg beder Elisabeth ret meget om at bruge al sin ægteskabelige Indflydelse for, at De skal skaane Dem mere selv. Gud skee Lov, at De har taget den Beslutning at komme her til os, vi glæde os meget til at see Dem begge, og den Tredie med, ikke at forglemme: Deres lille Søn. De kan troe, at Deres Stykker have gjort Lykke her i Vinter; i et væk hører jeg Spørgsmaal, om De dog ikke vil skrive flere Stykker for Theateret; men det lader sig vel nu ikke haabe. Fodreisen er vist et af de første, om ikke det første Stykke, som vi i denne Retning have paa Theateret, og det erkjendes ogsaa af Alle; det holder sig friskt og nyt, hvor ofte man seer det. «Gjenboerne» tager sig ogsaa ypperligt ud, det giver fuldt Huus hver Gang, det spilles, og Mantzius især gjør stor Lykke deri. Jeg haaber, at «En Spurv i Tranedands» skal blive givet til næste Vinter, det staaer ingenlunde tilbage for de øvrige. Men vi have en i høi Grad uvirksom Theaterdirekteur, s. 415 der Intet kan sætte igjennem. — Det Stykke, jeg har indsendt, maa nu ogsaa henligge til næste Aar. — Digteren Munch er hernede for at see sin «Salomon de Caus», der har gjort et Slags Lykke, tildeels ved Høedts Spil, og der, efterat den altfor vidtløftige Lyrik er bortskaaren, virkelig indeholder saa meget Godt og Dramatisk, at den fortjener det. — Dog, dette maa være nok om Theaternyt, jeg vil ikke trætte Dem længere dermed. Dog maa jeg endnu lægge til, at Fru Heiberg har gjort en stormende Lykke ved sit Spil i «Ninon», og hun fortjener den ogsaa; men Stykket selv er, som vel ikke saa sjeldent hænder Hertz, en Blanding af ziirligt Perlestikkerarbeide og convulsivisk Pathos, især mod Slutningen. Han har overordentlig Meget af en Dramatiker, men paa de Steder, hvor Sjælen ret skulde bevæges i sine Dybder, hvor Geniets Lynblink skulde bryde igjennem, der slaaer det ham ofte Klik, og da den sande Kraft mangler ham, saa maa han hjælpe sig ved Convulsioner og bliver tidt hysterisk. —Jeg holder langt mere af hans bedre Comedier ; i den saakaldte høiere Comedie synes han at være paa sin Plads. —

I vore smaa Forhold er der kun lidt forandret, skjøndt det politiske Uvejr bestandig truer i det Fjerne. Peter Koch har efter, som De veed, at have bestaaet med Ære baade til den theoretiske og praktiske Prøve, begyndt sin Embedsbane med at komme ind i Justitsministeriet; det giver gode Udsigter i en fjern Fremtid, men Intet i Øieblikket. s. 416 Vi ere ellers Alle ganske vel paa nogen Forkølelse nær; jeg er slemt angrebet, hvilket er saameget værre, da mine Forelæsninger stunde mod Enden, og jeg netop i den Anledning i høi Grad trænger til min Stemme. Ingemann var nylig herinde, han seer ypperlig ud, som et Menneske, der med god Samvittighed nærmer sig til Enden af sin Bane. Hans Tanker ere bestandig sysselsatte med den Drøm om Hades, som han udførte i en af sine sidste Produktioner. Han sammenlignede sig selv med Proserpina, der, da hun havde smagt nogle Kjærner af Underverdenens Granatæbler, ikke meer kunde komme tilbage til Lyset igjen. — Fru Ingemann er bleven en Deel ældre; jeg frygter for, at han kunde komme til at miste hende, det vilde være en bitter Skaal mod Enden af hans Liv. Vorherre har ellers hidtil skaanet ham for store Sorger, saa man næsten kan sige, han er bleven noget forkjælet af Lykken, men denne Forkjælelse har dog ingen Skade gjort ham, og det er meget. Han er gaaet som et (naturligviis kun relativ taget) uskyldigt Barn igjennem Livet, bestandig beskyttet mod dets Storme, og uden rigtig at kjende det.

De holder vel Fædrelandet, saa har De da vel seet den Strid, der fandt Sted imellem Rudelbach og Allen; Rudelbachs Svar finder jeg meget mærkværdigt, det har høilig interesseret mig; vi ere altfor tilbøielige i denne Tid til at betragte Alt fra det nationale Standpunkt; der gives dog s. 417 Spørgsmaal af en høiere Natur, hvor der ikke spørges om, enten man er Dansk eller Tydsk.

Deres trofaste Ven
C. Hauch.

Mange Hilsener fra Alle her til Dem og Elisabeth.