Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1858)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 1858

Kjære Ven!

Igaar fik jeg «Hærmændene paa Helgeland» med en venlig Paaskrift fra dig, og jeg takker dig og havde ogsaa stor Lyst til at takke Ibsen for dette mærkelige Digt, som i høj Grad har interesseret mig. En Hovedfejl har det nok; det er Saga mere end Drama, hvilket navnlig viser sig i Skildringen af Hjørdis. Det synes, som om Digteren har gjort Regning paa, at Skuespillerindens Skjønhed og personlige Elskværdighed skulde gjøre hendes Tryllemagt over Sigurd og Gunnar forklarlig; men i et Drama maa den Elskværdighed og Dejlighed ligge i Rollen og ikke hentes udenfra; som hun er, er hun oprørende og grel, s. 428som Gudrun i Laxdælasaga og Gunnar af Hlidarendes Hustru Halgerde i Niauls Saga; han har taget hende lige ud af disse Sagaer, men ikke faaet det med, som den dramatiske Digter skulde fuldstændiggjøre Billedet med. Hele Arbejdet bliver saaledes en storartet, meget mærkelig og lovende Studie, en ny Svale for Norges poetiske Vaar; men om Ibsen selv skal være en af Vaarens egentlige Sangere, det maa vel endnu først rigtig vise sig, — skjøndt — Alt tyder derpaa; store Kræfter er der i Manden, det er vist, og Liv, glædeligt Liv, er der i eders unge Literatur.

«Synnøve Solbakken» — ja Tak for den, den er noget Stort og Herligt. Ogsaa her kan der vel, som du selv omtalte, være noget at udsætte, men Opgaven er væsentlig løst; det er en Digter, der er traadt op, den Betydeligste, I har haft siden Adskillelsen fra Danmark. Hans Dramaer har jeg ingen læst af endnu, jeg veed ikke, om de ere trykte, men Synnøve skal gjøre ham udødelig, selv om de andre Arbejder ikke skulde have stort Værd, og jeg har det Haab, at han, der har begyndt saaledes, skal blive en af de store Digtere, der kommer med evige Syner og fremdrager en ny Tid af Nordens og Norges Herlighed. Det har gjort mig ondt, at han skulde være Theaterdirektør i Bergen; skulde det ikke være meget uheldigt, baade for Theatret og — hvad der i dette Tilfælde var værre — for ham.

En tredie Hilsen fra den norske Poesi har jeg s. 429i Vinter faaet i Munchs William Russel (mig tilsendt igjennem Boghandelen fra «En Ven i Christiania» — jeg veed ikke hvem), et Stykke, som jeg ogsaa har læst med megen Interesse, skjøndt det vel ikke er saa «lovende», som de to andre. Munch er jo som Digter over den Alder, hvori man gjør store Løfter; en meget ejendommelig og dristig Digternatur er han jo ikke; men det er et smukt Arbejde at læse, og det maa, synes mig, have en Deel dramatiske Fortrin (jeg skulde maaskee hellere sige theatralske) for «Salomon de Caus». Det er maaskee en Svaghed, en Mangel hos mig, at jeg har en stor Forkjærlighed for de friske, de umiddelbare Digternaturer, at jeg sætter det Naive højere end det Sentimentale, og derfor er da ogsaa «Synnøve Solbakken» mig langt værdifuldere end alle Munchs og Welhavens Værker tilsammen, skjøndt jeg ikke agter det ringe, hvad disse to Mænd har præsteret med smaa Midler. Nej, eders rette Digtere de komme først nu, og ligesom Bøgelunden paa Sjælland en Tid lang har været den sangrigeste Plet i Norden, saa kan det nok være, at nu er eders Tid kommen, da I skal tage Luven fra os for en Tid, og jeg er for god en Skandinav til, at jeg ikke skulde glæde mig over, at I til den fælles Rigdom vil føje en ny Sang, selv om den overdøver Tonerne hernede.——

Din
C. Hostrup.