Hauch, Johannes Carsten BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Hauch, Johannes Carsten (1859-03-18)

C. Hauch til C. Hostrup.
Kbhvn. 18. Marts 1859

Kjæreste Hostrup.

Til at digte noget Nyt har jeg ingen Tid, skjøndt jeg vel har et Emne, der Dag og Nat minder mig om, at det bør udarbeides før min Død; imidlertid, endnu maa jeg vente dermed. Derimod har jeg omarbeidet et Par gamle Stykker; det skulde dog ogsaa gjøres og var lettere; dog kan det ene Stykke, Gregor, næsten gjælde for nyt, i det mindste er der mange Bearbeidelser af ældre Arbeider, der, uden at afvige mere fra de første Originaler, dog betragtes som tilhørende den yngre Bearbeider og som hans literære Eiendom.

Disse to dramatiske Digtninge vare meget ufuldkomne fra Formens Side, da de først traadte frem; den sidste Haand var dengang ikke lagt paa dem fra Forfatterens Side; dette mener jeg nu at være skeet.

Jeg frygter, at jeg endnu ikke i Aar slipper fra Teaterbestyrelsen, skjøndt jeg ønsker det. Trods alt det, Bladene sige, saa er dog nu Alt i ganske god Gang, og Publicum er vendt tilbage til os; den finansielle Tilstand, der truede os med Undergang, er nu sikkret. — Nu kunde jeg træde bort, hvis jeg blot — kunde, men det er meget vanskeligt. Det er en slem Stilling; man maa tilintetgjøre mange Illusioner og udsætte sig for mangfoldige Menneskers Vrede og Had, uagtet s. 431man gjerne ønskede at lave det saa godt for dem, som muligt. Virker man noget godt, saa maa det skee i det Skjulte, Ingen veed det; tager man feil, saa kastes Feilene tilbage i forstørret Skikkelse fra de store Huulspeil, som Bladene opstille. I høiere Forstand kan man have godt af at giennemgaae Sligt, for — hvis det ellers behøves for en Mand, der i over fyrretyve Aar har syslet med Literaturen — at lære, hvad Ros og Dadel egentlig vil sige, og for at indsee, at Berømthed og Navnkundighed ogsaa er Forfængelighed ligesom alt Andet, hvad der hører Jorden til. Hisset virker vel de evige Aander, uden at Nogen aner, hvorfra Virkningen kommer, og det er ikke det Sletteste derved. Men der er Fare ved at have Menneskers Skjebne i sin Haand, Øieblikket fordrer rask Handling, og selv uden at man vil det, kan det Urette skee; man maa vel her, mere endnu end i de fleste andre Stillinger, bede Gud at holde Uretfærdighed borte fra sig.

Tusende Hilsener til Elisabeth! Gud skjenke hende Held og Glæde med hendes lille Dreng og Dem med. Mange Hilsener fra os alle.

Deres trofaste
C. Hauch.