Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Conrad Peter Julius (C.P.J.) Krebs (1860-03-11)

C. Krebs til C. Hostrup.
Kbhvn.11. Marts 1860

Kjæreste Hostrup!

Blandt de mange dyrebare Beviser paa Velvillie og Hengivenhed, hvormed mine Disciple, baade de gamle og de unge, glædede mit Hjerte idag for fire Maaneder siden, regner jeg sandelig Deres venlige Brev ikke for det ringeste. De har altid været mig uendelig kjær. Jeg glemmer aldrig det Liv, der var i Deres Øjne, da De tilhørte os i Skolen, et Liv, der gav os store Forventninger om Dem, hvilke De sandelig ikke har skuffet. Jeg har fulgt Deres Studenteraar og Candidataar og glædet mig over Dem og mangen Gang med Stolthed sagt: han er en gammel Metropolitaner. Jeg veed, at De har omfattet Deres nuværende Virksomhed med Deres alvorlige Sjæls hele Varme og Dygtighed, og jeg er overbeviist om, at Deres Navn ogsaa her vil blive et godt Navn, saaledes at jeg, der næsten er den eneste Tilbageværende af Deres gamle Lærere, endnu ofte vil kunne komme til at sige: han er en gammel Metropolitaner.

De vil derfor kunne forstaae, at jeg virkelig skammer mig hjerteligt over, at jeg har ladet saa lang Tid hengaae uden at sende Dem min kjærlige Tak, fordi De ikke havde glemt mig, der holder saa meget af Dem, kjære Hostrup! De maa heller ikke troe, at jeg har været uden Mindelser i denne s. 436 Sag; ofte har jeg maattet høre baade af min Kone og mine Børn: «Men har Du endnu ikke skrevet til Hostrup?» Men De vil tilgive mig: til Hverdags er jeg, som De veed, i høj Grad optaget og bundet, og om Søndagen kommer der saa ofte Et og Andet i Veien, der forhindrer et gammelt Menneske fra at indhente, hvad der er bleven forsømt i Ugen.

Ja, jeg er rigtig nu et gammelt Menneske, og jeg begynder at føle det. Mit Helbred har desværre ikke været aldeles correct i de senere Aar. Den megen Stillesidden og de mange Underviisningstimer have taget en heel Deel paa mig; jeg brugte Sandefjord Svovlbad sidste Sommer og skal vistnok desværre derop til Sommer igjen. Mit Underliv er forkeert, og Leveren er nok noget vel stor. Iøvrigt er jeg lykkelig ved min Stilling og i mit Hjem. Min ældste Søn, Peter (Mathilde Marcussens Barn), er nu to Aar gammel Student, en brav Fyr, der studerer Medicin og er ivrig Foreningsmand. Jeg har to Drenge i Skolen og En, som gaaer her hjemme og gjør Knuder. Mine to ældste Døttre ere snart voxne, 15 og 14 Aar, og saa en lille Pige paa 7–8 Aar. De seer saaledes, at jeg ikke er alene.

I Skolen gaaer det ved det Gamle. Borgen begynder at blive gammel — han er iøvrigt den Samme: venlig og kjærlig mod Disciple og Medlærere. Nu gaaer det rask med at have Sønner af mine egne Disciple i Skolen.

s. 437 Dog jeg maa stoppe! Modtag, kjæreste Hostrup! som et Minde om mig indlagte lille «Tak», og skjænk det Værk en Plads i Deres Bogreol, at sige hvis De kan rumme den der imellem de andre Folianter.

Jeg beder mig præsenteret for Deres Frue som

Deres hengivneste gamle Ven
C. Krebs.