Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1860-12-07)

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 7. Decbr. 1860

Kjære gamle Ven!

Du skrev ifjor et venligt Brev til mig angaaende mine Smaastykker i «Fædrelandet» og «Kirketidenden», og da jeg ikke havde Tid og Lejlighed til at svare paa det strax, saa gik det som sædvanligt hen. Enkelthederne i dit Brev har jeg nu glemt, kun kan jeg huske, at du glædede dig over, at jeg ikke var «Grundtvigianer», som du sporede deraf, at jeg skrev som et Menneske og ikke som en Abekat. Nu, glæd dig kun ; Grundtvigianer er jeg heller ikke saaledes, at jeg skulde have solgt mig med Hud og Haar, med min ejendommelige Udvikling og min Mulighed til fremdeles at udvikles ejendommeligt, til noget Menneske s. 440 eller til noget Parti. Jeg staaer ganske vist de saakaldte Grundtvigianere nærmere end Nogen af anden Retning og adskilligt nærmere, end du staaer dem, men jeg har ikke som de en færdig Theologi, jeg har den maaskee altfor lidt og tvivler paa, at jeg nogensinde faaer den; thi skjøndt jeg vel finder eller aner store Sandhedsmomenter i næsten alle Grundtvigs særegne Paastande, saa troer jeg ogsaa at finde saadanne paa Modstandernes Side. Jeg tør ikke sige, at Grundtvig ikke har Ret, men jeg tør heller ikke prædike hans Theori; saa trækker jeg mig da tilbage i det fælles Christelige og søger deri min Trøst over, at jeg ikke er Theolog, ikke skarpsindig nok til selv at finde det rette Svar paa vore theologiske Stridsspørgsmaal. Men i dette Christelige kjender jeg Ingen, jeg bedre kan komme til Rette med end de baade Præster og Lægfolk af det Grundtvigske Parti, som jeg har gjort Bekjendtskab med, ingen ærligere og ydmygere Mennesker end dem, Ingen, hvis Liv er mere gjennemtrængt af Troen, Ingen, hvis Omgang er saa vækkende. Det er ikke ganske uden Betydning for mig, at en Mand som Zeuthen — deres dygtigste Modstander, — efter hvad jeg har hørt af ikke faa af hans Tilhørere, — skal være en temmelig tør og kjedelig Præst, og det Samme gjælder nok om Rudelbach, hvorimod næsten alle de Grundtvigske Præster i hele Landet, hvad der saa end ellers af æsthetiske eller theologiske Grunde kan indvendes imod dem, vidner med kjendelig Liv og Lyst, s. 441 prædiker saaledes, at det klinger igjen hos mange Mennesker. Det gjør naturligviis ogsaa Andre end de, det veed jeg vel; man skulde jo synes, at det maatte enhver Præst gjøre, som har et christeligt Vidnesbyrd at aflægge, som har et Liv med vor Herre at tale ud af, og som kan tænke nogenlunde klart. Men ligesaa vist som jeg gjerne vil have en af de bedste af Ikke-Grundtvigianerne til Nabopræst, ligesaa vist vilde jeg gjerne være Nabo med Birkedal eller Boisen eller Sveistrup eller P. Rørdam, og er vis paa, at jeg hos dem vilde finde Meget af det, man trænger til paa Heden: sand Menneskelighed og alvorlig og levende Christendom.

Jeg sagde, at jeg fra den theologiske Uklarhed, som trykker mig, søgte min Tilflugt i det fælles Christelige, men jeg skulde have sagt — det Luthersk-Christelige, med det Lutherske Syn paa Sacramenterne. Saa theologisk er jeg dog, at jeg ikke kan følge Clausen i hans sidste indholdsrige Bog om den ev. Kirkes Nutid og Fremtid i det Punkt ; han er, synes mig, reformeert, og skjøndt jeg naturligviis ikke nægter, at de Reformeerte ogsaa kan være Christne, saa kan jeg dog ikke finde Hvile i deres Sacramentlære ; jeg troer fuldt og fast, at Luther har Ret. Og deri mødes jeg da med Grundtvigianerne bedre og inderligere end med nogen af de andre Christne, jeg hidtil har truffet paa.

Der har du nu den Bekjendelse, jeg længe s. 442 har skyldt dig. Jeg har det godt og vil ikke bytte Gudstjeneste i min Kirke med nogen anden Grundtvigsk eller Ikke-Grundtvigsk Præst i det hele Land.

Glem mig ikke.

Din
C. Hostrup.