Danmarks Breve

BREV TIL: Parmo Carl Plough FRA: Jens Christian Houstrup (1860-12-30)

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 30. Decbr. 1860

Kjære Ven!

Dit Brev har gjort mig ganske rørt, og jeg vilde ønske, at jeg nu — træt som jeg kommer fra Linaa — kunde finde Ord for, hvor taknemlig jeg er for dit Venskab Dog det vil ikke gaae — saa Tak da for det og alt Godt!

Din lille Bog har jeg læst igjennem med Fornøjelse; Valget synes mig i det Hele godt, og Indgangsdigtet er dig værdigt. Ændringen ved min Vise har jeg Intet imod, men derimod lidt mere — skjøndt ikke meget — mod, at du har gjort mig til Forfatter af en meget god Vise (Side 52), som jeg aldrig har seet før.

Nu om Sorø, som jeg vel kommer til at søge, skjøndt jeg har mange Betænkeligheder. Først og fremmest, at jeg saa maa forlade noget meget Godt, et lille Menighedsliv, som er opvoxet under mine Øjne, og som det egentlig er Uret at forlade s. 443 saa tidligt, især da man ikke veed, hvem man faaer til Eftermand. Det er nærmest Silkeborg, jeg mener, skjøndt det ogsaa gjør mig ondt at skilles fra mine Bønder i Annexet. Her har jeg omtrent hele Aaret rundt det samme Par Hundrede Mennesker hver Søndag i Kirke; her veed jeg, at jeg endnu kan udrette Noget og fylder en Plads, hvorpaa det slet ikke er saa let at faae mig erstattet. Og saa for de lumpne Penges Skyld at løbe herfra med halvforrettet Sag, det er egentlig ravgalt; jeg burde i det Mindste blive her et Par Aar endnu.

Dertil kommer, at dette maaskee ogsaa i økonomisk Henseende kunde være det Fornuftigste. Embedet i Sorø er vel omtrent 400–500 Rdl. større end dette, naar man fraregner, hvad Lejen af en Bolig der vil koste. Vi kunde ganske sikkert godt leve deraf; men jeg skal ogsaa betale en ikke ubetydelig Gjæld, og saa kan det blive knebent nok. — Og om jeg slet ikke passede i dette underlige Sorø, hvor der næsten ingen Almue er; om jeg der skulde blive, — hvad jeg altid har gyst for, — saadan en Skinpræst, som man gjerne vil være sammen med allevegne undtagen i Kirken.

Med Hensyn til det sidste Punkt kan du naturligviis ingen Mening have, da du aldrig har hørt mig prædike. Ja, derom kan egentlig slet Ingen have nogen Mening, førend jeg staaer paa Prædikestolen i Sorø Kirke. Men med Hensyn til de andre, vilde jeg dog gjerne høre et Ord fra dig, s. 444 før jeg søger; baade Elisabeth og jeg er usikre og tager en ny Beslutning hver Dag. Det veed jeg, at jeg ikke kan leve af mine Indtægter her, at det vil blive piinligere og piinligere, jo længer jeg bliver her. Desuden maa jeg, — efter den Erfaring jeg har gjort herovre, — snarest tiltroe mig Kald til at være Kjøbstadpræst, og det kunde maaskee derfor være farligt at lade Sorø gaae fra sig; man veed ikke, naar der igjen blev budt Een en saadan Udsigt.

Hertil kommer endnu to Hensyn; det ene, at Embedet her hører til de byrdefuldeste i Landet; jeg kjører næsten ligesaa meget som en Postkarl hele Vinteren igjennem, og min Hustru klager over, at det slider saa kjendelig paa mig. I Sorø bliver Arbejdet forholdsviis umaadelig nemt, og de Strenge, som klinge i mig, naar jeg hænger paa Vognen, og hvis sagte Toner nu hendøe i Vinden paa Heden, de kunde maaskee i Sorø blive stemte paany og bevise, at det ikke er sandt, hvad jeg troer Dagbladet engang sagde, at Hostrup var begravet et Sted i Jylland.

Embedet i Sorø er endnu ikke averteret ledigt, i det Mindste hverken i «Fædrelandet» eller i de to kirkelige Ugeblade. Jeg venter derfor endnu, til jeg har faaet et Svar fra dig. Siger du saa atter «søg!», saa søger jeg. Og vil du saa benytte din Indflydelse til at støtte min Ansøgning, saa troer jeg ikke, der er nogen Uret deri, og tager taknemlig imod din Hjælp.

s. 445 Hauch, som ogsaa ønsker mig til Sorø, har tilbudt mig at tale med Kongen, og det Tilbud vil jeg i saa Fald modtage. For Resten troer jeg ikke, at Kongen er personlig stemt for mig; jeg har to Gange stødt ham — den ene her i Silkeborg i en Vise — ved ikke at tage behørig Notice af Grevinden. Og han har, da jeg sidst saae ham, snarere viist sig uvenlig end venlig mod mig. Jeg venter derfor ikke at komme til Sorø ad Kongevejen; men skal det skee, saa maa Monrad befordre mig dertil pr. Jernbane.

Samme Aften.

Jeg hørte, hvor jeg var ude i Aften, at der i Aarhuus Avis er fortalt, at Sorøs Indbyggere har ansøgt Kongen om at faae Adjunkt Frimodt til Præst. Skulde det ikke blot være saadan Kjøbstadvrøvl, skulde han virkelig — som Prædikant i Sorø Kirke — have vundet Hjerterne for sig, saa forekommer det mig betænkeligt at søge Ansættelse et Sted, hvor man ønsker en Anden. Derom veed du maaskee Noget; — ja for en Sikkerheds Skyld vil jeg skrive til Heise derom med det Samme. Og lad mig saa høre fra dig og undskyld, at jeg gjør dig saamegen Ulejlighed!

Richardts Digte har jeg — mærkværdig nok — ikke seet endnu. Min Boghandler, som formodentlig har troet, at Forfatteren selv sendte mig dem, har ikke sendt mig dem blandt de nye Bøger, som han ellers saa rigelig forsyner mig med, og s. 446 jeg har i disse travle Dage, naar jeg kom hjem fra de lange Kjøreture, været for glad over at være hjemme, til at jeg kunde bekvemme mig til at gaae ud og faae fat paa Bogen. Imidlertid glæder det mig hjertelig, at den finder saa stort Bifald, og jeg haaber, at det skal gjøre Richardt mere energisk i Anvendelsen af sit Pund. —

Glædeligt Nytaar for dig og Dine!

Din
C. Hostrup.