Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1861-02-20)

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 20. Febr. 1861

Kjære Ven!

Jeg havde allerede for længere Tid siden takket dig for din fortræffelige lille Bog, hvis jeg ikke havde været syg, og under Reconvalescensen knap kunde overkomme det allernødvendigste Forretningsskriveri. Bogen har jeg læst med stor Interesse og glædet mig over, at dine særegne Gaver er komne saa godt frem, medens du blot tænkte paa at sætte din Fader et nyt Hædersminde.

s. 450Hvad din Fader angaaer, saa skille mine Meninger sig i meget fra hans — og dine, og jeg er mig bevidst ikke at ville være blind eller partisk; men jeg kan godt agte Andres Overbeviisning, og om jeg end troer, at i christelig Henseende er Vejen een for Alle, saa har vi dog — menneskelig talt — hver sin, og de, der vil Sandhed, skal nok mødes tilsidst. At jeg med megen hjertelig Sympathi har fulgt din Faders Breve ligesom tidligere hans «Meddelelser», kan jeg forsikre dig; at jeg har glædet mig igjen i denne sidste Bog over hans sjeldne Ærlighed, over hans ualmindelige Energi og Alvor, over hans elskværdige Gemytlighed — ja over hans stærke Indignation (som i Brevet om ơ δεĩνα), behøver jeg vel ikke at sige dig. Kierkegaards Angreb paa ham, der hænger sammen med K.s hele umenneskelige Betragtning af Christendommen, forekommer mig at falde ved den. Din Faders Forhold til Grundtvigianerne kan jeg godt undskylde og bære over med, men dog synes det mig, at der her fra første Begyndelse af er en Fejl paa hans Side, som er mig ubegribelig. Og det er den, at han i Striden om «Kirkens Gjenmæle», som var et i hans Øjne smagløst og voldsomt Angreb paa Rationalismen, i sin Fortørnelse over Smagløsheden og Voldsomheden glemmer, at han dog staaer de Christne nærmere end Rationalisterne. Det er i mine Øjne det svageste Punkt i denne gode og udmærkede Mands Liv, og det s. 451er Moder til megen paafølgende Svaghed; men alligevel er han god og udmærket.

Værre er det, at du nu selv er bleven partisk. Du taler om Lindbergianerne, der løb omkring med Ritualet i Haanden for at controllere Præsterne. Hvorfra har du det? maaskee blot «von Hørensagen»; saa er du for god til saadan blindt at fløjte en Vise efter. Om nu disse Lindbergianere ikke havde Ritualet i Haanden, men havde det i Hjertet. Kjære Ven, lad os dog ikke beskylde Folk for noget Ondt der, hvor det dog er rimeligere, at deres Adfærd kan forklares som noget Godt. Grundtvig havde, enten du nu mener med Rette eller Urette, — fremhævet Daabspagtens Betydning; en Skare af nyvakte Mennesker i Kjøbenhavn greb denne Oplysning med Glæde, saaledes som jeg ogsaa har grebet den; de toge deres Troesbekjendelse op og brugte den, som Luther og din Fader ogsaa gjorde, til deres daglige Andagt. Det er det, man kalder at have Ritualet i Hænderne. Man kan ikke være Christen — med en Smule Udvikling — uden at lægge Mærke til, at Rationalisterne prædikede falsk; man kan ikke skatte sin Daabspagt uden at indigneres over, at Vantroen ved Døbefonten vil omskrive og fortynde den. At udtale den Indignation, at pege paa de Præster, som man saae som Vantroens Talsmænd, det var det eneste Vaaben, man havde, og der hører visselig mere Alvor til at bruge det, end til at tie stille og lade, som om Alt var godt. Heller s. 452ikke var det som Lurere, de kom; det var — i alt Fald i de fleste Tilfælde — Christne, som vare Faddere ved en Daab, forrettet af en rationalistisk Præst, det var simple Folk, som havde det hele kjøbenhavnske Præsteskab imod sig og kun de banlyste: Grundtvig og Lindberg, for sig, og det er ikke ærligt at fremstille deres Protest som blot Stridssyge og Lumpenhed og Lureri. Jeg har netop herovre haft Lejlighed til at lære et Tilfælde at kjende, hvor jeg bestemt veed, at det var fuldt Alvor, thi heri Byen lever en Mand saa god som Faa, ja jeg veed intet Menneske, som jeg kan give et bedre Vidnesbyrd end ham, og denne Mand var netop een af dem, du kalder Lindbergianere. Denne — en Maskinmester Ellerup, udmærket dygtig i sit Fag og derfor — og for hans store Paalidelighed — højagtet af sin vantro Herre, som ellers ikke kan lide hans Christelighed, en stille besindig Mand uden Spor af Bram, ikke af mange Ord, men med en forunderlig Fred i sit Væsen, den Guds Fred, som overgaaer al vor Forstand; denne Mand, som jeg er kommen til at staae nær uagtet Forskjellen i vor Alder og Dannelse, traadte i sin Tid op imod en kjøbenhavnsk Præst i Anledning af en Daab, hvor han var Fadder, og at det var Sandhed og Alvor hos ham, det tør jeg døe paa.

Ja, kjære Gamle, bliv nu ikke vred, jeg mener det ikke saa slemt, som det seer ud til. Jeg vil ikke lokke dig nærmere til Grundtvig; du skal have s. 453Lov til at gaae din Vej, men den er, om jeg kjender dig ret, netop Billighedens og Upartiskhedens Vej. Og saa endnu engang Tak for din Bog, og bliv Forfatter, hvortil du ganske vist har et Kald — om ikke i anden Retning saa i den historisk-biografiske.

Din
C. Hostrup.