Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1861-03-08)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 8. Marts 1861

Kjære Ven!

Din Trofasthed og Udholdenhed i at vedligeholde og bestandig igjen fornye Correspondancen med mig Uværdige har inderlig rørt mig, og jeg takker dig af Hjertet for den gode Tro, du har til mit Venskab. Den er heller ikke greben ud af Luften, og jeg har under min Tavshed hverken glemt dig eller tabt dig af Sigte. At jeg er bleven saa utilbøjelig til at skrive Breve, kommer deraf, at jeg i min udstrakte Embedsvirksomhed plages med communale — især Fattigvæsens-Skriverier i et Omfang, hvorom du neppe har nogen Forestilling, og at derfor Pennen, som altid har ligget mig tungt i Haanden, nu er bleven mig dobbelt forhadt.

Med min Præstevirksomhed er jeg derimod godt fornøjet og har ikke saa liden Grund dertil. s. 458 I min Formands Tid kom kun Faa i Kirke; nu er begge Kirkerne næsten altid fulde; vi har en smuk Psalmesang, og, hvad der er det Bedste, jeg har en virkelig Menighed, som tager det alvorligt med sin Christendom og slutter sig kjærligt til mig. At der i denne nye Coloni ikke blot er mange daarlige Mennesker, men at den største Deel her som allevegne er Hedninger, veed jeg meget vel; men adskillige af disse har jeg dog vundet for vor Herre, og med Undtagelse af nogle Faa, som hade mig, troer jeg dog, at de Fleste her har Godhed og Agtelse for mig og ikke tvivle om, at jeg mener det ærligt. Jeg boer yndigt i en paradisisk Egn, og hvis der ikke var to Ting i Vejen, saa vilde jeg helst lægge mine Been herovre.

Men Noget er der, som snart vil drive mig bort, det nemlig, at Embedet, skjøndt meget besværligt, er for lille til at leve af med en voxende Familie, og, hvad der er værst, at jeg i legemlig Henseende slet ikke kan taale Opholdet herovre. Jeg er forpligtet til i det Mindste tre Gange ugentlig, hele Vinteren igjennem, at tage til Annexet, som ligger fem Fjerdingvej herfra, og disse Rejser i den skarpe Luft her i Jyllands Midte har allerede kjendelig taget paa min Helbred. Jeg har saaledes i denne Vinter allerede to Gange været alvorlig syg, den ene Gang af en rheumatisk Feber, den anden Gang af Lungebetændelse. Dette drev mig til at søge det ledige Præstekald i Sorø, som jeg imidlertid ikke har faaet, og nu søger jeg — for s. 459 modentlig med samme Held — et Embede i Aarhuus Bye.

Du spørger mig, om jeg digter, og jeg maa svare Nej, da det at skrive et Par Lejlighedssange om Aaret ikke kan kaldes saaledes. Men jeg har ikke tabt Lysten til den Syssel, og da jeg her i et Præstekald af flere Miils Udstrækning med over 3000 Beboere, er altfor optaget af den daglige Travlhed til at faae Tid dertil, var det ogsaa en Grund, hvorfor jeg kunde ønske mig en noget roligere Virksomhed. Minister Monrad synes dog utilbøjelig til at tage noget Hensyn til, at jeg har noget større Krav paa at komme i Betragtning end enhver anden theologisk Candidat, og da Anciennitets-Vejen er meget langsom, venter jeg mig ingen Forflyttelse, saalænge han sidder ved Roret, hvilket jeg ønsker ikke maa vare længe.

Dette Ønske er imidlertid ikke egennyttigt; nej, mit patriotiske Hjerte er inderlig oprørt over vort Ministeriums nye Underhandlinger med Holsteen og nye Forsoningsofre til den tydske Moloch. Jeg er endnu Skandinav til det Yderste, og den geniale og energiske, men unordiske og spidsfindige Monrad er Sjælen i vor nuværende Regering og Faderen til dens fortsatte Heelstatsplaner. Det er min Overbeviisning, at med Undtagelse af den fornemme Fraction, som er ufolkelig og frihedsfjendsk, er Folket skandinavisk og eiderdansk. Og derfor er det dobbelt harmeligt at see paa, hvad der nu skeer, og Intet at kunne gjøre for at redde s. 460 os ud af de svigefulde Diplomaters Kløer. Jeg er paa Veje til at blive «Bondeven», fordi Hjælpen ikke synes mig at være at finde hos vor højtpriste Intelligens.

De kirkelige Stridigheder hos eder kjender jeg ganske godt, og jeg stiller mig ubetinget mod den Gisle-Johnsonske Retning, som er umenneskelig og netop derfor ogsaa uchristelig. Jeg er just ikke, hvad man hos os kalder Grundtvigianer, da jeg ikke har nogen færdig Theologi, men er i Udvikling og trænger stadig til at lære; men jeg staaer de saakaldte Grundtvigianere nærmere end noget andet christeligt Parti her i Landet og har mine bedste Præstevenner iblandt dem. Og saaledes ærer jeg da ogsaa den alvorlige og sandhedskjærlige og tilmed kundskabsrige Wexels, som jeg kun har det at indvende imod, at han som Forfatter og formodentlig ogsaa som Prædikant er noget bred, og at hans Stiil mangler noget i Fynd og Simpelhed.

Richardts Digte har ogsaa glædet mig meget, skjøndt jeg nok troer, at du roser ham for meget, naar du vil gjøre ham til den bedste Skildrer af dansk Natur, thi deri er dog f. Ex. Christian Winther endnu hans Mester. Men der er en lyrisk Bund i Richardt, og den gode Modtagelse, hans Digte har mødt, vil forhaabentlig hjælpe ham til at gribe lidt hyppigere og dristigere i Strengene. Jeg selv har allermeest Lyst til at skrive Komedier, som jeg troer er mit poetiske Kald, og netop min s. 461 heelt alvorlige Virksomhed giver mig Lyst til engang imellem at slaa Gjækken løs og skaffe Luft for den Ironi, som min stadige Berørelse med alleslags Mennesker, som tidt er af den Natur, at jeg seer dem lige tilbunds i Hjertet, udvikler hos mig. Men for at kunne naae det, trænger jeg til at faae lidt mere Ro, lidt mindre anstrengt Arbejde end nu, da jeg som oftest er aandelig og legemlig træt, og det synes jeg en honnet Regering, sorti dog veed, at Præstevirksomheden er mig Hovedsagen, og at jeg ikke vil negligere den, nok kunde tage noget Hensyn til.

Vi har to Sønner: Erik og Arne, raske, flinke Drenge, Erik tre Aar gammel, Arne henimod tre Fjerdingaar. Vi har her en udmærket smuk og dejligt beliggende Bolig, hvis Have gaaer ned til Silkeborg Sø og paa den ene Side støder umiddelbart op til Skoven.

Du seer, at jeg bestræber mig for at bøde lidt paa min lange Tavshed. Jeg skulde nu blot tilføje, at Silkeborg By, som er et Barn i Aar (ikke stort mere end 10 Aar gammel) ved sidste Folketælling havde over 1800 Indbyggere, deriblandt en Birkedommer, to Læger, en Postmester, en Skovrider, en Prokurator, to Lærere, en Deel Kjøbmænd, en Apotheker samt det Drewsenske Huus med den store Papirfabrik. Til Foraaret faae vi et Dampskib, der skal befordre de mange Lystrejsende opad den dejlige Gudenaa til Himmelbjerget o. s. v. Vi har allerede i mange s. 462 Aar haft Gasbelysning og Telegraf og vil komme i nær Berørelse med den jydske Jernbane. Naar man om Morgenen rejser fra Kjøbenhavn paa Jernbanen, er man her samme Aften. Dette til din Underretning, naar du kommer til Kjøbenhavn. Vor Egn er decideret jydsk, hvilket er en smuk Mellemting af det Sjællandske og det Norske. Vi har Skibsfart til Randers, og man kan saaledes sejle lige fra Silkeborg til Australien, skjøndt neppe Nogen har taget den Mundfuld paa een Gang.

Hils saa din Hustru og din Søn, samt mine Venner i Christiania, om der endnu findes saadanne. Og bliv saa ved at holde fast ved mig, om jeg skulde bukke under for min Skjødesynd igjen. Fra Claus Riis fik jeg forleden et Brev med hans Photografi. Han lader til at have taget sig meget op, men var uforandret med Hensyn til mig. Elisabeth hilser.

Din
C. Hostrup.