Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1861-05-19)

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 19. Maj 1861

Kjære Ven !

Det Brev skal du have Svar paa, hvor lidt Tid jeg end har dertil, — at gjøre mig til en Rationalist! — at du gjør mig dertil!

Rationalismen, som overhovedet er fjendtlig mod Underet, anerkjender derfor ikke Forskjellen paa det naturlige Menneskeliv og det gjenfødte Liv, som er Herrens Liv i hans Menighed. For s. 470den er et skikkeligt, hæderligt, fromt Menneske en god Christen. Børnene mene det maaskee godt ved deres Confirmation, de vil helst være retskafne Mennesker, og deres Forældre, som holder af dem, ønsker dem alt godt. Kjære Ven! er der ingen Forskjel paa Menneskeligt og Christeligt? Jeg skal ikke nedsætte det Menneskelige, — troe ikke det, — jeg agter det højt, thi Alt hvad der er godt, er fra Gud, det er hans Afspejling i os, men det er ikke Igjenfødelsen, ikke det nye Liv i os ved vor Herre Jesus Christus, og vi kan ikke hjælpes med andet eller mindre, fordi selv det Bedste i os er besmittet af Synden. Derfor siger Herren til den fromme, retskafne Nicodemus: Uden I blive fødte af Vand og Aand, kan I ikke see Guds Rige. —

Børnene mener det godt og vil gjerne være skikkelige Mennesker, og hvis man kun lod dem love dette, saa var der Intet at sige dertil, men i Stedet for faaer man dem til at bekjende en Forsagelse og Tro, som kun saare Faa i Grunden vil indlade sig paa, — en Forsagelse, hvorved man bryder ikke blot med, hvad den almindelige sløvede Samvittighed kalder Synd, men med den Onde og hans hele Væsen i en Udstrækning, hvori de Allerfleste slet ikke har Villie til at bryde med ham. Det skal kaldes Christelighed, at de vil bestræbe sig for at være borgerlig skikkelige, i Stedet for, at det Christelige er at lægge sig i Herrens Haand som de, der Intet kan ved egen s. 471Kraft, men som henter al Kraft fra Gud, — at lade sig drive af Guds Aand, hvad Paulus angiver — som fælles for alle Guds Børn.

Ja: saa Mange, som drives af Guds Aand, de er Guds Børn (ogsaa kaldte Christne). Det er dem, som i Forsagelse og Tro griber efter den Barnestilling, vor Herre Jesus Christus har gjengivet den fra Gud frafaldne Menneskehed, — dem, som vil have Gud til Fader. Vi er ikke bedre Mennesker end mange af dem, der endnu ikke ere komne til Bevidsthed om denne Barnestilling, vi er blot komne til at føle vor egen Elendighed og har udstrakt vor skjælvende Haand for at modtage Gaven — Guds Faderlighed ved vor Herre Jesus Christus; vi vil blot holde denne Gave fast og ikke lade den falde til Jorden, selv om vi ikke kan komme videre end til at bede: «Hjælp min Vantro». Først naar Mennesker tager imod Udvælgelsen til at staae i Barneforhold til den levende Gud, — til i Forsagelse og Tro at give sig ind under hans Faderlighed — til at gribe efter at ville lade ham raade med sig, først da bliver de Christne; men de er det ikke, hverken saa længe de i fuldstændig Ligegyldighed aldrig skjænker ham en Tanke, eller ligefrem staaer ham imod (og i dette sidste Tilfælde vilde du dog ikke selv ansee dem derfor).

De, som kun bygge paa egen Kraft, og som slet ikke vil have med den levende og nærværende Gud at gjøre, de er ikke Christne. Heri er ingen s. 472Ubarmhjertighed; vi opgiver ikke derfor Haabet for noget Menneske, vi veed, at Guds Naade aldrig lukkes, og hans Kjærlighed aldrig slukkes. Da der altsaa for at være en Christen hører en Hjertets Villie — et ærligt Ja til, saa er det et Komediespil, hvorved man blot lærer Børnene at lyve, at afæske dem — til en bestemt Tid, saa snart de har naaet en vis Alder, — en Bekjendelse, som de i de allerfleste Tilfælde — med deres Udvikling og Bevidsthed — slet ikke kan aflægge.

Jeg er ikke Kierkegaardsk og vil glemme Menigheden for den Enkelte; men den Enkelte har ogsaa noget at betyde; og vi indkomme enkeltviis i Herrens Menighed, døbes hver for sig med Navns Nævnelse. At denne Daab nu — uden at modtages i Forsagelse og Tro, uden at vi vil af Aanden føres netop derfra og derhen, hvor Aanden vil drive os, gjør os til Christne og indlemmer os i Menigheden, det er papistisk. Her gjælder det ikke om almindelige gudelige Følelser og gode Forsætter, men om at troe Herren paa Ordet, at han er Manden, der frelser, og overgive sig til ham med Hud og Haar. Der hører baade en bestemt Oplysning og Villie dertil; Hjertet skal være overbeviist om, hvor Livet er — og skal ville leve. Uden det er Daaben ikke bleven Gjenfødelse, og den hellige Nadvere er ikke for de blot Fromme og Skikkelige, men for de Gjenfødte, for dem, der virkelig ere indpodede i det sande Viintræ; det er hans Liv i dem, der giver dem s. 473Adgang dertil, det er hans Aand, som driver dem derhen, for at de, som er fødte af den samme uforkrænkelige Sæd, nu kan sammensmelte i Kjærligheden.

Endnu Eet. Jeg har i flere Aar, trods alle mine Forgængeres og alle mine samtidige Nabopræsters Skik, holdt Altergang hver Søndag hele Aaret rundt. Jeg skulde netop i disse Dage for Ministeriet opgive Communikanternes Antal i de sidste fem Aar og har talt dem meget nøjagtig sammen. Følgen af, at jeg i Stedet for otte Gange aarlig, som det er Skik her i Egnen, holder Altergang 26–27 Gange i hver Kirke, er, at Communikanternes Antal i de sidste Aar er formindsket med en Trediedeel og hvert Aar er aftaget. Hvorfor? — fordi den nye Orden har bragt dem ud af Vanen — den døde Skik. Vil du ogsaa forsvare denne Skik og kalde mig Rationalist, fordi jeg søger at bryde den?

Nej, alt det Skinvæsen, hvoraf vi ere omgivne, er Djævelens Væsen, som jeg ærlig forsager. Og naar du ikke seer det saa godt som jeg, saa er det, fordi du er af den Slags Folk, der ikke saa meget har den Gave at see, som den at have Syner (en Hauchisk Distinktion). Jeg troer om dig, at du ikke blot er en blød, fiin, kjærlig Natur, men ogsaa, at du giver vor Herre Jesus Christus det fulde Ja, som han begjærer, og at du derfor ogsaa er Liv af Liv og Aand af Aand. Og saa kan vi jo nok skjændes lidt og s. 474dog trøste os ved, at det Venskab, som vor Herre sætter Seglet paa, det ruster aldrig.

Din
C. Hostrup.