Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carsten Hauch FRA: Jens Christian Houstrup (1861-12-01)

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 1. Decbr. 1861

Kjære Hauch!

En Upasselighed, som har holdt mig i Sengen i flere Dage og endnu holder mig inde, har forhindret mig i tidligere at takke Dem for Deres prægtige Bog. De tager ganske vist ikke fejl, naar De regner «Valdemar Atterdag» til Deres bedste Arbejder; jeg vilde endogsaa til Trods for Deres Talen om «høstlig» Kolorit regne det til Deres friskeste. Det nærmest tilsvarende dertil i vor Literatur er — synes mig — «Hjortens Flugt» af Chr. Winther; men medens man i dette Digt s. 486 trættes af det evige Landskabsmaleri, saa træder hos Dem de tre Hovedpersoner klart og levende frem, og før man ret veed det, er man inde i et tragisk Drama, hvori Interessen voxer med hvert Skridt. Mesterlig er Helvig skildret med hendes djævelske Gudsdyrkelse og hendes Trolddomskunster, som egentlig er to Yttringer af Eet og det Samme; underlig dejlige er de Digte: Skriftemaalet, Luftbilledet o. s. v., hvori Toves Kamp med sig selv fremstilles. Skulde jeg imidlertid udhæve noget Enkelt, saa blev det hele den sidste Deel («Den vilde Jagt» ikke at forglemme); thi hvor godt Digtet begynder, saa stiger det dog lige til det Sidste.

Ogsaa den øvrige Digtsamling sætter jeg højt. Det, som deri har glædet mig meest, er «Det første Fiskernet» ; men det er maaskee lige saa meget paa Grund af det ypperlige mythologiske Sujet, som paa Grund af den fortrinlige Fremstilling fra Deres Side, i hvilken sidste Henseende vel flere af Digtene kan maale sig med det. Overhovedet — det tør jeg sige Dem med Sikkerhed — spores her ingen Svaghed eller Alderdom; her er alle de samme Fortrin, som ogsaa tidligere har givet Dem Plads mellem vore allerbedste lyriske Digtere. De har i Fortalen til Deres første Digtsamling udtalt Frygten for, at De egentlig ikke var lyrisk Digter som saadan. Jeg har imidlertid aldrig forstaaet det, da De netop som Lyriker forekommer mig at være i høj Grad ejendommelig. Det tør s. 487 jeg ogsaa nok sige er almindelig anerkjendt, og jeg tvivler derfor ikke paa, at De denne Gang vil møde megen Paaskjønnelse.

Deres Digte har jeg endnu ikke seet anmeldt nogetsteds, da jeg kun læser «Fædrelandet». Cl. Petersen vil, formoder jeg, denne Gang være meget anerkjendende ; han er imidlertid en temmelig uberegnelig Person, naar han skal fælde Dom om andre end Heiberg og Fruen; thi saa er han ubetinget panegyrisk. Hans Dom over Paludan-Müllers «Nye Digte» er vel ikke heel vrang, men der er dog noget af det sædvanlige Sortsnakkeri i den. Jeg er selv ingen Beundrer af Pal. Müllers «Nye Digte». De første Digte, som Cl. Petersen kalder «i flere Henseender overordentlig dejlige», finder jeg temmelig daarlige og koldt didaktiske, ja næsten parodiske i deres Ræsonnering og moderne Sprogform ; det bedste i Digtet synes mig derimod Scenen mellem Herren og de to Menneskebørn, der er et vel noget koldt, men dog nyt og interessant Forsøg; men dette bryder Cl. Petersen derimod aldeles Staven over.

En anden Forfatter, som i den senere Tid har ærgret mig lidt, er N.M. Petersen i den sidste Deel af hans Literaturhistorie, hvori han, som mig synes, er højst uretfærdig mod Oehlenschläger og utilladelig partisk for Baggesen. Jeg vilde ønske, at Een, som havde Myndighed dertil, vilde udtale sig offentlig om denne Misviisning, som faaer Betydning s. 488 ved at fremtræde i et saadant literært Hovedværk.

Dog, jeg har altfor god Tid i min Reconvalescens og trætter Dem vel med mit lange Brev. Endnu engang hjertelig Tak for Digtene. —

Deres hengivne
C. Hostrup.