Danmarks Breve

BREV TIL: Parmo Carl Plough FRA: Jens Christian Houstrup (1861-12-23)

C. Hostrup til C. Ploug.
23. Decbr. 1861

Kjære Ven!

Hjertelig Tak for Digtene og dit Brev. Om de første skal du høre nærmere fra mig, naar Juletravlheden er overstaaet; om Brevet maa jeg skrive et Ord strax. Jeg søger Elmelunde. Din Opfordring modtog jeg samtidig med en lignende fra F. Boisen i Stege. Bønderne i Elmelunde, der høre ham, har bedt ham anbefale dem en Præst, der prædiker Christendom og ikke har Pavenykker; saa vilde de søge om at faae ham. Boisen har i den Anledning henvendt sig til mig, da han af hyppige Besøg herovre kjender Noget til mig og min Virksomhed. Han er vis paa, at jeg vilde blive modtaget med Glæde, og selv om Bøndernes Søgen intet betyder ligeoverfor Monrads «gejstlige Borneerthed», og selv om det slet ikke bliver til Noget med denne Søgen, har deres Trang til at faae en velvillig og menneskelig Præst uden forloren Salvelse dog givet mig meget Mod paa Sagen.

At Monrad lægger saa megen Vægt paa theologisk Forfattervirksomhed, og saa liden paa min profane, er borneert, som du siger. De lærde Stuemænd er sjelden gode Præster, derpaa kan Rudelbach og Zeuthen give et Exempel. Har jeg derimod i mine Komedier givet et lille Vidnesbyrd om, at jeg har noget Øje for det virkelige Liv og s. 493 for Menneskene, som de er, saa er det ikke saa ringe en Gave for en Præst. Har jeg lidt Øre for, hvorledes Menigmand tænker og taler, saa maa det ogsaa falde mig lettere at tale til dem, saa de kan forstaae mig. Om jeg end ikke anseer det at prædike som en «Kunst», saa troer jeg dog, at lidt poetisk Lethed til at finde Billeder for at klare Sagen dermed, kan komme en Præst tilgode, saa vist som den Evne kommer dig tilgode som Redacteur. Det, det kommer an paa, er jo at kunne udtale sin Overbeviisning folkeligt og klart, og Færdighed deri faaes meget lettere ved at skrive Komedier og Digte, end ved at skrive Commentarer eller speculative Afhandlinger. Men Monrad er trykket af sin Fløjelsmave og viser denne gejstlige Borneerthed i Behandlingen af alle kirkelige Spørgsmaal; derfor ønskede jeg meget hellere en besindig og frisindet Lægmand til Kirkeminister end Een, der allerede i denne Retning er fordærvet af Præstekjolen.

Hensynet til min Helbred har ogsaa faaet forøget Vægt for mig. Jeg er i Vinter svagere end nogen af de foregaaende, og kommer jeg ikke meget snart herfra, saa kommer jeg nok, — som du siger, — til at blive her. Saa søger jeg da og skriver til Kongen, men gjør det altsammen uden synderlig Haab om, at det hjælper, da Embedet er stort og Monrad stiv og Medbejlerne naturligviis som Sandet i Havet.

s. 494 Glædelig Juul i dit lykkelige Hjem, og tak for din Deeltagelse.

Din
C. Hostrup.