Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carsten Hauch FRA: Jens Christian Houstrup (1863-10-28)

C. Hostrup til C. Hauch.
Hillerød. 28. Octbr. 1863

Kjære Svigerfader!

Det er en vanskelig Opgave, De har tildeelt mig, som jeg slet ikke føler mig voxen. Jeg er s. 505 derfor ogsaa ganske ængstelig ved at svare Dem, da De vil tillægge min Mening i denne Sag saa stor en Betydning. Var Spørgsmaalet om, hvorvidt Deres Lystspil burde trykkes i en Udgave af Deres samlede Værker, saa synes mig, at jeg vilde tilraade det; thi om dette lille Stykke end ikke egentlig vil føje et nyt Blad til Deres Krands, det vil efter min Mening heller ikke skæmme den, og det vil maaskee interessere Deres Muses Venner som en Prøve paa et Hauchsk Lystspil, der ogsaa har sine Ejendommeligheder og Fortrin. Men netop det, at det er et Lystspil af Hauch, vil efter min Overbeviisning allerede gjøre det vanskeligere for dette Arbejde at finde en god Modtagelse paa Scenen. Vort Publikum (jeg veed ikke, om det gjælder om Theaterpublikummet i andre Lande) forholder sig, efter min Erfaring, altid yderst mistænksomt og er meget svært at tilfredsstille, naar en Digter, som efter dets Mening hører hjemme paa Aandens Højder, vil stige ned i Dalen og fremkalde Latter i Stedet for Taarer. Oehlenschlägers Lystspil blev derfor knap taalte paa Scenen uagtet det meget Gode, som flere af dem indeholder; man vilde have Tragedier af ham og intet Andet. De staaer — og med Grund — for vort Publikum som en endnu alvorligere Digter end Oehlenschläger; allerede Navnet «Lystspil» vil vende Stemningen imod Stykket, saa jeg troer, at det maatte være meget grundmuret for at staae sig mod den Antipathi, som en stor Deel af s. 506 Theatergængere vil medbringe hjemmefra. Derfor har Hertz, som en klog General, saa tidt brugt Anonymiteten, naar han slog ind i en ny Gade, for ikke at have Publikums Fordomme imod sig.

Skulde nu Fru Heiberg spille i Deres Stykke og kunde ved sin Person kaste noget mere Romantik ind i det, saa vilde det vistnok hjælpe en heel Deel. Saa troer jeg, at især den sidste Scene i første Akt vilde gjøre et ypperligt Indtryk. Men den samme Scene, som efter min Mening er den bedste i Stykket, kan ogsaa kun spilles af en saadan Tryllerinde, og i Frøken Smiths Hænder kan den let komme til at gjøre et frastødende Indtryk, uden at det er Digterens Skyld. Heller ikke har jeg seet nogen Skuespillerinde, som kunde gjøre Fyldest i denne Scene, uden Fru Heiberg. Og deri ligger saa det farlige ved at lade Stykket opføre; thi med Udførelsen af denne Scene staaer og falder det, og det er Efterskinnet af den, som skal lyse over anden Akt og navnlig bære Scenen mellem Hussein og Casem.

Selv om Phister — hvad der jo er rimeligt — kan spille Hussein meget morsomt, saa frygter jeg meget for, at en mangelfuld Udførelse af Zuleima vil bevirke, at Stykket intet Totalindtryk gjør, og i saa Fald vil man give Phister Æren for alt det, som morer, og Digteren Skylden for det, der gjør et utilfredsstillende Indtryk. Vil De derfor vide min bestemte Mening om, hvorvidt De bør lade Stykket spille, saa kan jeg kun svare, at jeg s. 507 troer, at De vover meget mere ved at lade det opføre, end De kan tabe ved ikke at lade det spille, og at der er Sandsynlighed for, at det ikke vil gjøre Lykke. Det er meget muligt, at det — baaret frem af ypperlige Skuespillere — især naar Scenen imellem Cale-Caire, Zuleima og Moharek i anden Akt blev betydelig forkortet og fik en større Tilsætning af jublende Lystighed over den lykkede List — kunde gjøre afgjort Lykke, hvis Publikum var velvilligt; jeg troer ogsaa, at Deres Lystspil fortjener en meget bedre Modtagelse end mange af dem, som faaer en saadan, men som Udsigterne nu ere, frygter jeg med Adam *) for, at det ikke vil gaae.

Det gjør mig inderlig ondt, at jeg ikke tør give Dem noget bedre Svar. Spørgsmaalet er jo imidlertid ikke her om Stykkets poetiske Værd, men om Hensigtsmæssigheden af at lade det spille for nærværende Tid, og dertil mangler De først og fremmest en Zuleima. Vilde Fru Heiberg paatage sig det, saa vilde jeg i Deres Sted vove det, skjøndt hun er noget gammel; men vil hun ikke, saa troer jeg, at De ikke bør lade det opføre. — —

Deres hjertelig hengivne
C. Hostrup.