Danmarks Breve

BREV TIL: Alfred Johannes Neergaard FRA: Jens Christian Houstrup (1864-05-03)

C. Hostrup til sin Søstersøn Løjtnant A. Neergaard *) .
Hillerød. 3. Maj 1864

Kjære Alfred!

Idag har jeg ved Valdemar **) faaet din Adresse at vide og maa strax skrive et Par Ord til dig i det Haab, at de maa kunne naae dig. Det var en stor Sorg for os, da vi fik at vide, at du var saaret og i Fjende-Vold, og vi har været meget bekymrede for dig; men Gud skee Lov, at der ingen Fare er, og at vi kan haabe, at du snart skal have forvundet det Hele.

s. 511 Hos os har det seet sort ud. Efter Moders og vor lille Eriks Død har Elisabeth været meget alvorlig syg, men nu er hun lidt i Bedring, skjøndt meget svag. Det er ikke blot for eder, I Stridsmænd, for hvem denne Vinter har været haard; jeg har aldrig før oplevet en saa mørk Tid, og foruden min egen Sorg har Bekymringen for vort stakkels lille betrængte Fædreland ligget tungt paa mig. Æren er vel reddet ved eders tapre Forsvar af Dybbøl, og dermed er jo ogsaa Haabet frelst. Ja, Haabet maa vi ikke slippe, thi uden Haab er der ingen Kraft. —

Jeg har lagt mig efter at være Folketaler for at holde Mod i Omegnens Befolkning, og hvor lidt det end er, saa troer jeg dog ikke, at det er ganske spildt. Nu skal vi have to Reconvalescenter fra Lazaretherne i Kjøbenhavn her i Præstegaarden; gid vi kunde faae dig, men det skeer vel neppe saa snart, hvis der ikke bliver Vaabenstilstand. Her i Egnen blive nemlig de, der har været syge og saarede og ikke ere komne til Kræfter endnu, indlogerede rundt omkring hos private Familier, som selv har tilbudt at modtage dem, til de blive vaabenføre igjen.

Gid dit Saar nu snart maa blive lægt, og du hurtigt gjenvinde din Sundhed. Vi fik først gjennem Aviserne Efterretning om, at du var saaret og fanget, samtidig med at Valdemar erfoer det fra Premierløjtnant Pingel. Siden har Laura tilmeldt mig først den Efterretning, hun fik fra en s. 512 af dine Menige, og senere den, hun fik fra dig selv. Valdemar var herude ved Moders Begravelse og fortalte mig meget om dig og eders Samliv i Fredericia. Dengang laa Erik allerede syg af Hjernebetændelse, og Søndagen efter lukkede han sine klare blaa Øjne for sidste Gang i dette Liv.

Kjære Alfred! baade Elisabeth og jeg tænker meget paa dig, og vi længes inderligt efter gode Efterretninger fra dig. Du er for Tiden Familiens Helt som den Eneste af vore Nærmeste, der har blødt for Fædrelandet, og naar du nu, som jeg sikkert haaber, snart kommer rask tilbage til os, da skal vi ret vise dig, hvormeget vi skjønne derpaa, og hvor taknemmelige vi er dig; ja, vi længes efter at faae Lov til at være gode imod dig. Lad mig, naar du kan, høre fra dig, og er der Noget, jeg kan gjøre for dig, Noget, jeg kan hjælpe dig med, saa bed den gode Frøken Klüwer *) om at skrive det til mig, du maa jo dog vide, hvor gjerne jeg vil det; jeg har jo dog i en lang Tid af dit Liv staaet i et Slags Faderforhold til dig, og du hører og vil altid høre til dem, der staae mit Hjerte nærmest.

Elisabeth og jeg sender dig vor kjærligste Hilsen. Jeg skriver snart igjen.

Din
C. Hostrup.