Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1864-08-19)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 19. Aug. 1864

Kjære Ven!

Du faaer kun et Par Ord, da jeg har travlt. Dine Indvendinger mod mit Digt er mig næsten uforstaaelige — saa utroelig misforstaaende. Læs Hammerichs lille Afhandling om «Hjemmetydskeriet», saa vil du bedre forstaae mig. Vi er et nordisk Folk, som ved vor egen Blindhed og slette udanske Regeringer ere komne i et aandeligt Vasalforhold til Tydskerne. Skal vi ikke forsvinde i Tydskland, hvad du vel heller ikke vil, saa maa det Nordiske i vort Sprog, i vor Folkekarakteer o. s. v. befries fra det aandelige tydske Aag. Befrielsen er begyndt med Holberg, fortsat af Oehlenschläger og hele hans Digterskole, det er det Danske, det Nordiske, der vikler sig ud af Svøbet. Endnu betragtes her i Landet (ogsaa af dig) Tydsk som det egentlige Cultursprog ; det er en tydsk Overtro, som ogsaa du har faaet deraussen fra med Giften i Blodet. Englænderne, Franskmændene, Hollænderne, Italienerne lære ikke Tydsk, paa samme Maade som vi, og er dog desuagtet ligesaa dannede. Vi bruge jo nemlig Tydsk som det nærmeste fremmede Sprog, som vi indpode Børnene med, fra de er smaa, ligesom for at give Tydskerne Ret i, at de er Culturfolket. Skal vi slutte os til en saadan stor Sprogstamme og Literatur, saa er det nu Tiden at slutte sig til den engelske istedetfor. s. 514 Lad Børnene fra Begyndelsen af lære Engelsk, naar de skal til at rejse aandelig ud af Landet, men læg dem ikke Tydsk paa «Barnetungen». Børnene læser ikke Luthers Skrifter eller Tieck eller Goethe; de kan i alt Fald finde fuld Erstatning for de Sidste i den engelske Literatur. Du taler om «Studenterne», som bør læse Goethe osv. Ja, lad dem det, om de vil; — har jeg talt om Studenterne? lad dem studere, hvad de har Lyst til. Jeg har kun talt om Børneog Folkeopdragelse. Man lærer nu Børnene fra alle Samfundsklasser at bøje sig for den tydske Aand, man har indpodet hele Nationen den Overbeviisning, at Tydsk er noget Højere og Bedre end Dansk, og det er det — mere end Vaabenlykken, som nu vil berøve os Slesvig. Tydsk maa nu virkelig staae for os som «Fjendeog Trældomssproget». Vi maa ogsaa aandelig slutte os til Vestmagterne. Jeg vil ikke isolere min Familie, men jeg vil have god Omgang, og er det da rimeligt nu at slutte os til den Nation, der som Røvere er brudt ind over os. Jeg vil have, at en Tydsker, naar han kommer her til Danmark, ikke skal kunne sige: Landet er aabenbart tydsk, — Alle, fra den Højeste til den Laveste, taler Tydsk. Du kan dog vel ikke være blind for den Raahed og Umenneskelighed, som Tydsklands seneste Fremfærd mod Danmark viser. Hvor meget Godt man end kan skylde et Folk, saa gaaer det virkelig ikke i saadanne Tider at holde Venskab med det. Du finder s. 515 mig eensidig og fanatisk, — det er jeg vel ogsaa, — men jeg vil hellere kunne blive harmfuld til Gavns, end kun lunken af bar Tolerance.

Husk imidlertid, at det kun er Skolegangen, jeg har talt om, — ikke Studeringerne senere hen.

Om det Andet en anden Gang, — jeg har ikke Tid nu. Jo Eet endnu. — Det er lidt komisk, naar du vil slaae mig med Citater fra, hvad du betragter som min Viisdomskilde, — f. Ex. «Fædrelandet». Hvad angaaer det mig? Troer du, jeg er saa umyndig, at ethvert Ord af Ploug eller Grundtvig eller hvemsomhelst, jeg kan sympathisere med, er mig et Orakel?

Din
C. Hostrup.