Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1864)

C. Hostrup til L. Mynster.
1864

Kjære Ven !

Hvorvidt du — trods dit menneskelige, fribaarne Hjertelag — hører i den Grad til «Reactionen», at du billiger den Snedighed (for at bruge et mildt Udtryk), hvormed Regeringen har listet sig fra sine Forpligtelser ligeoverfor det danske Folk ved at paatvinge det dette forfærdelige Fredsgrundlag, veed jeg ikke, — det er vanskelige Tider, og hvor dybt det har harmet og bedrøvet mig, kunde jeg nok tænke mig, at det Første, du s. 516 her gjør, det er at finde paa Forsvarsgrunde for denne «lille nødvendige Ulovlighed». Hvad det gamle Stridsemne angaaer, saa vilde jeg, ligesom du, betragte en Nationaldeling af Slesvig som den allerbedste Løsning, og den Tanke har «Fædrelandet» vedkjendt sig allerede i 1848. At den da blev opgivet, derfor maa ikke blot vor folkelige Kong Frederik og hans Folk bære Skylden, men ingen Slesviger vilde dengang have fundet sig i den, saa dens Gjennemførelse var vistnok i de Tider en Umulighed. Den Ordning af Sprogforholdene, som Tillisch saa stod Fadder til, var sikkert saa upartisk som mulig, og hvad Fejl der kan være begaaet i det Enkelte, det maa I Reactionære ikke glemme, at aldrig er en fremmed Nationalitet i et Grændseland behandlet med større Nænsomhed, end den tydske blev behandlet i Slesvig. At det idelige Drilleri fra tydsk Side er blevet gjengjældt med lidt Drilleri fra dansk, det var jo næsten uundgaaeligt, men den tydske Paastand om Undertrykkelse og deslige er dog en aabenbar Løgn. Regeringen har i Slesvig ikke krævet sin «oprindelige», men blot sin «nuværende» Ret. Ulykken var egentlig den, at den blev ved at fiske efter det Holsteen, som altid har været Danmarks Forbandelse, og for at faae rigtig fat i det, indviklede Regeringen, men fremfor alt Ministeriet Bluhme, os i den Elendighed, hvori vi nu sidde.

Derfor havde jeg dyb Mistro til det nuværende s. 517 Ministerium («Reactionens»), og har yderligere faaet den stadfæstet i Gaar. Jeg troer ikke, det vil hjælpe det danske Folk til at være Herre i sit eget Huus, men at det arbejder paa at gjøre det til Træl af et Slesvig-Holsteen i Personal-Union med vort stakkels Fædreland. Jeg troer, at de Mænd, som det bestaaer af, har virket meget skadeligt paa Førelsen af den nuværende Krig. — — Saa derfor har vor Krig — skjøndt du skriver om Æren — været en uhæderlig Krig. Der har været brave Dannemænd nok, Soldater og Officerer, som er gaaet kjækt i Døden for Danmark; der har været højerestaaende Anførere, som med Fortvivlelsens Tapperhed har gjort det samme, men det har gjennemgaaende været en svag, vantro og uklog Krigsførelse. Monrad var ikke min Mand lige saa lidt som Hall, men han var dog tro og dansk; gid vi ikke maa opleve den Dag, da vi maa kalde dem, der nu sidde til Roers, forræderiske!

Du vil maaskee ikke kalde det saaledes, naar du modificerer (paa dansk indskrænker) vor folkelige Frihed, thi du troer paa «Folk af Faget». Jeg har aldrig hørt Nogen dømme falskere om vore kirkelige og fædrelandske Forhold, end «Folk af Faget», især de Højerestaaende, saa jeg har i denne Henseende faaet «Tvivlens Gave». Den «aabenbare Forkeerthed», at Rigsdagen afgjør Folkekirkens Anliggender, er mig ikke aabenbar; jeg har hos Rigsdagen fundet meget mere Sands for Menneskerettigheder, end hos vore Præster. Ønsker s. 518 du, som agter Individualitetens Ret saa højt, Sognebaandsløsningen afskaffet igjen ? den var aldrig gaaet igjennem, hvis Bisper, Provster eller Præster (Folk af Faget) skulde have haft nogen speciel Indflydelse paa Afgjørelsen. For mig staaer det hierarchiske Aag som det umenneskeligste af alle. For mig staaer Folkekirken (trods Kalkars Foredrag) med 50% Atheisme, 49% hedensk Gudelighed og 1% Christendom slet ikke som «Kirken». Kirkens Anliggender har Rigsdagen aldrig rørt ved; men den har mere Hjerte for den Frihed, det kommer an paa, for Frihed til uhindret at gjøre saameget Godt, som man føler Kraft og Lyst til, og at søge sin Trøst og Støtte, hvor man bedst troer at kunne finde den; den har meget mere Hjerte for den Menneskeret, jeg kræver for mig selv og under enhver Anden, end jeg venter af nogen Forsamling under Martensens Ledelse. Kierkegaard havde aabenbart Ret imod den officielle Christendom. Hvor det Officielle gaaer ind ad den ene Dør, gaaer Christendommen ud af den anden. Du skulde selv være Præst, saa kom du ogsaa til at hade det elendige Skin, som Højog Velærværdigheder holde paa, saa stod du nok ligesom jeg. Jeg er Folkekirkens: Statens Embedsmand i alle denne Verdens Sager, men ved Siden af det en fri Evangelist for alle dem, som her vil høre Evangeliet af min Mund, for den lille Menighed, som vor Herre vil samle om mig. Biskop Martensen og en Kirkeforsamling vilde kjæle for Skinnet; det s. 519 gjør Rigsdagen ikke, den giver Evangeliet fri Gang og blander sig ikke i det Christelige, som ikke vedkommer den; den forsvarer Menneskerettighederne, og det takker jeg den for. Vor Herre forsvarer selv sin Menighed.

Din
C. Hostrup.